Massive fremskridt på få årtier
Mange millioner har fået bedre levestandard, selvom der stadig er enorme udfordringer med fattigdom, sundhed og sult. Og selvom vi endnu ikke er på rette vej i klimakampen, så er omstillingen i gang.
Etiopien er et af de lande, der er gået fra håbløst til håbefuldt. Foto: Rod Waddington CCBY
Gennem en enkelt generation er levestandarden blevet mærkbart forbedret for millioner og atter millioner mennesker. Den ekstreme fattigdom er faldet, mens levealderen er steget. Der er mindre sult, og flere børn kommer i skole.
Siden 1990 er flere end en milliard mennesker kommet ud af ekstrem fattigdom. Men vi er ikke i mål mod kampen mod fattigdom, for næsten halvdelen af verdens befolkning stadig lever under 5,5 dollars om dagen – selvom den andel også er faldet. Især bliver der færre af de allerfattigste: For 30 år siden var det mere end hver tredje, der levede i ekstrem fattigdom. Nu er det mindre end hver tiende.
I løbet af den sidste generation er der sket enorme fremskridt på sundhedsområdet, og landvindinger med vaccinationer, bedre hygiejne og mere rent drikkevand betyder, at børnedødeligheden rasler ned. Hver eneste dag overlever 19.000 børn under fem år i forhold til 1990. Indsatsen mod de store sygdomme som malaria, tuberkulose og HIV/AIDS har reddet mange millioner liv de sidste årtier.
Når det kommer til skolegang og uddannelse, er der også fremgang. Andelen af børn, der ikke gennemfører skolen, er halveret. Det betyder, at ni ud af ti af børn i skolealderen verden over fuldfører grundskolen. Samtidig kommer flere og flere børn og unge videre til de næste uddannelsestrin. I 1990 kunne en ud af fire personer over 15 år ikke læse og skrive. Nu er det en ud af seks.
Det store ”men”
Der er stadig store udfordringer med både fattigdom, sundhed, levestandard og uddannelse. Men verden bevæger sig i den rigtige vej. Klodens helt store udfordring er klimakrisen. Verdens bundlinje er stadig sort og ikke grøn, for mængden af CO2 i atmosfæren bliver ved med at stige, og der skulle en verdensomspændende pandemi til for at sænke de globale drivhusgasudledninger.
Det betyder, at det bliver mindre og mindre sandsynligt, at vi kan nå Paris-aftalens mål om at begrænse temperaturstigninger til under 2 grader i år 2100, og gerne 1,5 grad. Men samtidig betyder den globale klimaindsats gennem de sidste årtier også, at risikoen for, at temperaturstigningerne bliver ekstremt høje – 4-5 grader eller endnu højere – bliver mindre og mindre.
Hollandske klimaaktivister demonstrerer i Haag. Foto: Fossielvrij NL CCBY
Målet om 1,5 grader er nok uopnåeligt, vurderer Zeke Hausfather, der er direktør for klima og energi ved organisationen The Breakthrough Institute, klimaforsker ved NGO’en Berkely Earth og ekspert i klimamodeller.
”Jeg er pessimistisk omkring vores chancer for at nå de mest ambitiøse klimamål,” siger han. ”Men jeg har håb for, at vi kan komme tæt på 2 graders opvarmning – og bestemt mellem 2 og 2,5 grader – med den teknologi, vi har i dag”.
På vej mod 3 grader
Det er utrolig svært at sige præcist, hvor voldsom den globale opvarmning egentlig bliver: Hvor meget temperaturen egentlig stiger. Når vi taler om klimaforandringer, taler vi nemlig om tre sammenhængende usikkerheder: Mængden af drivhusgas i atmosfæren, klimasensitivitet og kulstofkredsløbet. Og der er kun én af de usikkerheder, som menneskeheden har kontrol over. Nemlig hvor mange drivhusgasser, vi udleder. De skal ned på nul, før den globale opvarmning stopper. Det er der lang vej til.
Sammen med 24 forskerkolleger fra universiteter og organisationer verden over har Zeke Hausfather netop været med til at offentliggøre en enorm forskningsartikel, der har været fire år undervejs, der prøver at præcisere klimasensitiviteten. Den nye forskning indsnævrer spændet for temperaturstigningen i slutningen af århundredet, og selvom man som sagt ikke kan sætte to streger under et facit for den globale opvarmning, så ser det ikke for godt ud nu.
”Lige nu er vi på vej mod 3 graders opvarmning,” siger Zeke Hausfather.
Han understreger, at det er et meget groft estimat. Den nye forskning peger på et sandsynligt spænd mellem 2,6 og 3,9 grader – og kan ikke endeligt udelukke, at det bliver varmere end det, selvom risikoen for det ikke er stor.
Men en temperaturstigning på omkring 3 grader er ikke bare slemt nok. Det er katastrofalt.
”Ingen ønsker sig 3 graders opvarmning,” siger Zeke Hausfather.
Det resultat følger af de klimapolitikker og -love, der er vedtaget nu. Ændrer man politikken, kan man ændre temperaturen. Derfor tror han godt på, at vi kan ende tættere på 2,5 eller måske endda 2 grader. Men det kommer ikke af sig selv. Det vil kræve omfattende grøn omstilling og politisk lederskab.
Parisaftalens mål om 1,5 graders opvarmning tror han personligt ikke på mere.
”Hvis vi havde startet med at reducere vores udledninger for 20 år siden, ville det være muligt at nå 1,5 grader. Men det gjorde vi ikke. Vi ventede 20 år, mens emissionerne steg”.
Den store succeshistorie
Selvom vi nu har kurs mod 3 graders global opvarmning, så er den grønne omstilling ikke forgæves.
”Den største succeshistorie det sidste årti har helt klart været vedvarende energi. Sol- og vindkraft har her været de største drivkræfter for dekarboniseringen,” siger Zeke Hausfather.
Havvindmøller står overfor et globalt gennembrud. Foto: Vattenfall
Det betyder, at risikoen for, at vi ender i de værste klimascenarier, bliver mindre og mindre.
Han forklarer, at vi er på vej mod en verden, hvor væksten i drivhusgasudledningerne stiger meget langsomt eller endda flader ud. I 2019 steg udledningerne fra energi ikke, men var på samme niveau som i 2018 – men udledningerne i 2018 var rekordhøje.
”Det er stadig rigtig langt fra, hvor vi skal hen, hvis vi skal begrænse opvarmningen eller gøre os håb om at nå Parisaftalen,” siger Zeke Hausfather og understreger, at den eneste måde at stoppe opvarmningen er at få emissionerne i nul.
”Men samtidig er vi heller ikke der, hvor verden så ud til at være på vej hen for et årti siden, dengang Kina byggede et nyt kulkraftværk hver tredje dag”.
Grøn strøm vokser voldsomt
Kulforbruget toppede i 2014 og har siden kun rykket sig en smule, indtil det tog et større dyk sidste år på verdensplan. De sidste par år er kulkraft raslet ned i Europa og USA. Samtidig går det hurtigere og hurtigere med at opstille grøn elektricitetsproduktion. I 2012 blev der for første gang bygget mere vedvarende kapacitet end fossil strømproduktion på verdensplan, og siden da har, med undtagelse af et enkelt år, nyopført strømproduktion i højere og højere grad været grøn end sort.
Priserne på vedvarende energi rasler ned. Mellem 2010 og 2019 er de globale priser på solenergi faldet med 82 procent og 39 procent for landvind, viser tal fra IRENA, det internationale agentur for vedvarende energi. Mere end halvdelen af ny, vedvarende elektricitetsproduktion i 2019 var billigere end de billigste, nye kulkraftværker.
Indien er et af lande, der skruer op for solkraften. Foto: IWMI Flickr Photos CCBY
Samtidig bliver den fremtidige vækst i vedvarende energi ofte vurderet for lavt. IEA, det internationale energiagentur, har eksempelvis konsekvent undervurderet kapacitetsvæksten i solenergi. I 2006 anslog IEA, at kapaciteten i solenergi i 2015 i alt ville være 2 GW. I 2010 blev formodningen hævet til 8 GW i 2015, i 2012 fik den et kæmpe nøk opad til 25 GW, og i 2014 lød forudsigelsen på i alt 35 GW sol i 2015. Men det endelige resultat i 2015 endte faktisk på 56 GW ifølge IEA’s egne tal.
Det går for langsomt
Vores strømproduktion er en lavthængende frugt i den grønne omstilling. Det svære bliver at skære drivhusgasudledningerne væk fra industri, transport, landbrug og byggeri. Her er vi kun lige begyndt at omlægge måden, vi indretter vores samfund på. Selvom kødalternativer, elektriske færger, syntetisk brændstof, kulstoffrit stål, bioplast, fleksible energisystemer og tusind andre løsninger er på vej, går det ikke hurtigt nok.
”Ser man på den nuværende status for kampen mod klimaforandringerne, så taber vi ganske klart. Der er flere emissioner end før, så vi er dårligt nok begyndt at bevæge os i den rigtige retning,” siger klimaforskeren Ben Abbott.
Han forsker i kulstofkredsløb med et fokus på hydrologi, altså vandsystemer, og permafrost ved Brigham Young University i Utah.
Samtidig tænker han også meget over, hvordan vi taler om og analyserer klimaforandringerne. Og lige nu er det ikke forkert at sige, at vi taber den kamp.
”Men det er kun et pessimistisk syn på klimaet,” siger Ben Abbott. Billedet er nok i virkeligheden mere broget, mener han. Han peger på, at indsatsen mod klimaforandringerne har accelereret siden Parisaftalen.
”Selvom der er et klart international svigt i forhold til at implementere hårde og bindende reduktionsmål, så har vi set enorme teknologiudviklinger,” siger han. ”Der er flere og flere virksomheder, der trækker deres investeringer fra fossile brændstoffer, og organisationer og regeringer begynder at vende ryggen til fossilt brændstof”.
Sidste år tog det globale kulforbrug et ordentligt dyk. Foto: Craebby Crabbson CCBY
Han peger desuden på, at jo hurtigere den grønne omstilling sker, jo mere falder værdien af den globale fossile industri. Mere ambitiøse klimamål, højere priser på CO2-udledning og billigere grønne teknologier æder sig ind i og udhuler den sorte økonomi, så det dårligere og dårligere kan betale sig at hive sorte brændsler op af jorden. Og så spreder opmærksomheden og viden om klimaet sig om ringe i vandet.
”Der er sket en mærkbar stigning i bevidstheden om klimaforandringerne og viljen til at gøre noget,” siger han.
Samtidig sker der en masse, der ikke er drevet af ideologi, men af økonomi eller bekymring for forurening og folkesundhed.
”Jeg bor i Utah, en ekstremt konservativ stat, og her kommer flere og flere elbiler, og delstatsregeringen planlægger at investere i ladestandere i hele staten”.
Der er en vej frem
”Selvom vi kan stå ved begyndelsen til reel omstilling, så ved vi det ikke endnu. Men vi må ikke blive apatiske,” siger Ben Abbott.
”Det er nemt for mennesker at tage et ekstremt synspunkt: Enten er der ikke noget, vi rigtigt kan gøre, for opgaven er for stor. Eller at omstillingen kommer af sig selv, så vi behøver ikke gøre noget særligt for at skubbe på. Men midt imellem de synspunkter kan man sige, at der faktisk er en vej frem. Vi har de værktøjer, vi skal bruge – men det kræver vedholdende handling og vedholdende politisk organisering at gøre noget”.
Han forklarer, at han i USA ofte hører klimabenægtere sige, at klimakrisen ikke er menneskeskabt, men at den globale opvarmning skyldes noget andet, som solen eller vulkaner eller jordens hældning. Først blev han provokeret og ville udskamme dem til at tage ansvar. Men det fik ham også til at tænke over, at netop fordi klimakrisen er menneskeskabt, er det inden for vores indflydelse at ændre den.
”Hvis det var solen, der var skyld i den globale opvarmning, så var der ikke noget, vi kunne gøre. Men klimakrisen er ikke et problem, der er uden for vores kontrol. Det er noget, vi kan gøre noget ved,” siger Ben Abbott.
Han understreger, at det absolut ikke er sikkert, at vi løser klimakrisen. Men vi har og kender de teknologiske, samfundsmæssige og politiske værktøjer, vi skal bruge.
”Så det er muligt at gøre det”.
Klimasensitivitet og kulstofkredsløb
Klimasensitivitet handler om, hvor meget opvarmning, der kommer som respons på drivhusgasudledningen. Det er nemlig ikke et spørgsmål om, at temperaturstigningen følger mængden af drivhusgas en-til-en. Når man undersøger klimasensitivitet, kigger man på, hvor meget varmere, kloden bliver, hvis mængden af drivhusgas i atmosfæren bliver fordoblet i forhold til niveauet før industrialiseringen. Dengang var der omkring 280 milliontedele CO2 i atmosfæren – også kaldet 280 ppm, parts per million. Forskerne anslår, at vi rammer fordoblingen, altså 560 ppm, mellem 2060 og 2080 (nu er vi oppe på 414 ppm, viser NASAs seneste måling fra juni).
Kulstofkredsløbet er en betegnelse for de mange naturlige processer, der sender kulstof mellem klodens land, vand, atmosfære og alle de organismer, der bor der. Når vi udleder CO2, bliver omkring halvdelen absorberet i jorden og oceanerne, mens den anden halvdel ender i atmosfæren. Men når jorden bliver varmere, ændrer kulstofkredsløbet sig på mange måder – nogle som vi kender, og nogle som vi ikke gør. Varmere oceaner lagrer mindre CO2. Når permafrosten tør op, bliver kulstof frigivet fra jorden, og det leder igen til højere opvarmning i det. Det er et eksempel på en feedbackmekanisme.
