12. januar 2025
Med krav og kampkraft sætter flere og flere kvinder sig for bordenden i politik
Forestil dig, hvis kun 14 lande i verden havde en mandlig leder, eller at mænd kun sad på hver fjerde parlamentsplads. Det er tilfældet for kvinderne. Men siden slutningen af 1990’erne er flere og flere kommet frem i toppolitik.
Den mexikanske præsident, Claudia Sheinbaum. Kvinder i politik kan være forbilleder for unge piger og give en bedre repræsentation af befolkningen. Foto: Prachatai CCBY
Fest og farverige klæder. Der var gang i gaden, da Namibia for nylig fik deres første kvindelige præsident, Netumbo Nandi-Ndaitwah – også kendt som Triple N. Med kraftfuld stemme indtog hun talerstolen og lovede flere investeringer i landet i det sydlige Afrika. Men hun er ikke den eneste kvinde, der satte sig på magten i 2024, hvor både Thailand og Mexico også fik kvindelige regeringsledere. Til konfetti, karnevalsstemning og klapsalver blev Claudia Sheinbaum i oktober Mexicos første kvindelige præsident, og den 38-årige Paetongtarn Shinawatra tog pladsen som Thailands anden kvindelige premierminister – og så endda den yngste i landets historie.
Verden fik altså tre nye kvindelige regeringsledere i 2024. Det lyder måske af lidt, men kigger vi i et længere perspektiv og på kvinder i toppen af politik generelt, er der sket en langsom, men stabil fremgang de sidste tre årtier.
Og det er vigtigt med kvinder i toppolitik, mener Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og som forsker i køn og politik.
”Det skaber en symbolsk værdi, fordi de bliver forbilleder for unge piger og skaber en repræsentation af befolkningen. Det giver et system legitimitet og en normalisering af, at kvinder er en del af politik, og at de kan bane vejen og være rollemodeller,” siger hun.
Fremgang i det lange perspektiv
Det var i starten af 1900-tallet, at de første kvinder kæmpede sig frem til toppen af politik. Med kjoler og kampkraft, vilje og vedholdenhed trodsede de samfundets normer og fik pladser i parlamenter. Et halvt århundrede senere, i 1960, blev srilankanske Sirima Ratwatte Dias Bandaranaike så den første kvindelig premierminister – ikke bare i Sri Lanka, men i verden.
I dag, godt 65 år efter, har 14 lande en kvindelig regeringsleder. Det er ikke meget ud af verdens 193 lande, og det er også et fald fra 2014, hvor 17 lande havde en kvindelig regeringsleder.
Men vi skal altså kigge på den langsigtede udvikling. 62 lande har haft en kvindelig regeringsleder siden 1960. Og den tendens er steget de sidste tre årtier.
Der er også kommet flere kvinder ind i landenes parlamenter. 27 procent af verdens parlamentsmedlemmer er i dag kvinder, så de halter stadig langt efter mændene – men det er faktisk en fordobling siden slutningen af 1990’erne, hvor kvinderne sad på cirka 13 procent af parlamentspladserne i verden.
Kvinderne kæmper sig til flere pladser i verdens lovgivende forsamlinger. Grafik: Our World in Data og Eva Søe Olsen
Indtil sidste år er andelen af kvinder i parlamenter kun steget, og i 2023 var det første gang nogensinde, at alle lande med folkevalgte, fungerende parlamenter havde kvindelige parlamentsmedlemmer.
En mandsdomineret verden
Men hvorfor er det egentlig så svært for kvinder at få plads i toppolitik? Har de ikke samme forudsætninger som mænd? Ikke umiddelbart. Ifølge UN Women, der er FN’s ligestillingsorganisation, er det blandt andet kønsbaseret vold, chikane og psykisk vold, der forhindrer kvinder i at deltage i politik under de samme forhold som mændene og altså også i at nå til tops.
”Det har været svært for kvinder at være i politik, fordi det har været en mandsdomineret verden. Det har været et langt, sejt træk,” forklarer Karina Kosiara-Pedersen.
Og selv hvis en kvinde når toppen, er der stadig udfordringer.
”Det kan være svært som kvinde at varetage kvindeinteresser som fødsel og abort, fordi man ikke vil skydes i skoen eller blive sat i bås som en, der kun tænker på kvinders interesser,” siger Karina Kosiara-Pedersen.
Men når flere kvinder er med i den politiske beslutningsproces, styrker det alligevel lovgivning indenfor blandt andet sundhed, uddannelse og udryddelse af vold mod kvinder, skriver UN Women. Derfor opfordrer de blandt andet regeringer til at investere i programmer, der støtter kvindelige kandidater, og de opfordrer lande til at indføre kønskvoter i parlamenterne.
Nogle lande bruger frivillige kvoter, nogle fastlægger dem ved lov, og der er forskellige typer: Eksempelvis kandidatkvoter, som betyder, at en bestemt andel kandidaterne, partierne stiller på valg, skal være kvinder. Det bruger de for eksempel i Mexico, hvor mindst 50 procent af parlamentskandidaterne skal være kvinder. Men der er også kønskvoter, der direkte reserverer pladser til kvinder i parlamentet. Det har de for eksempel i Rwanda, hvor 30 procent af parlamentspladserne i underhuset er reserveret til kvinder. I alt har kvinderne 65 ud af 106 sæder i parlamentet i Rwanda.
Kønskvoter er mange ting, men de virker, mener Caroline Rusten, den nordiske direktør for UN Women.
“Der er mange lande, som har kvoter, og det hjælper helt sikkert,” udtalte hun til Verdens Bedste Nyheder i 2023.
I lande med parlamentskvoter har kvinder i gennemsnit næsten 29 procent af parlamentspladserne, mens de har cirka 23 procent i lande uden kvoter.
Mere end bare kvinder
Selvom der er fremgang for kvinder i toppolitik, er der stadig lang vej til ligestilling for bordenden. Udviklingen går langsomt, og nogle kvinder forlod deres politiske topposter i 2024, blandt andet på grund af online chikane og udbrændthed, skriver Den Interparliamentariske Union. Det gælder for eksempel de tidligere premierministre i Finland og New Zealand, Sanna Marin og Jacinda Arden.
Og så er det at have kvinder i toppolitik jo ikke automatisk bare en god ting.
”Der er studier, der peger på, at det at vælge en politiker, som er anderledes end dem, der har været der indtil nu, er en måde at sende en nyhed om, at ’nu fikser vi problemet’”, siger Karina Kosiara-Pedersen.
”Hvis et land for eksempel kæmper med korruption, kan man vælge en kvinde, der signalerer noget helt nyt. Vi kan se, at det at vælge en ny politisk identitet – for eksempel en kvinde – er en måde at signalere, at problemer bliver løst på, men det gør de ikke nødvendigvis. Der er for eksempel ingen garanti for, at kvinder ikke er korrupte,” forklarer hun.
”Kvinder er også meget forskellige, de er spredt til venstre og højre i politik, selvom der er lidt flere til venstre”.
Men kvinders repræsentation i politik er stadig vigtigt.
”Forskningen siger, at mangfoldighed skaber bedre resultater, fordi der kommer flere nuancer og flere perspektiver,” påpeger Karina Kosiara-Pedersen.
Der er stadig lang vej til ligestilling i toppen af politik. Men senest med Mexicos Claudia Sheinbaum og Namibias Netumbo Nandi-Ndaitwah oplever stadigt flere lande en kvinde på den ypperste toppost. Andre lande er der måske næsten: Så sent som i december fik Ghana sin første kvindelige vicepræsident.
7 lande
●Den Interparlamentariske Union, IPU, er en global organisation for nationale parlamenter, hvor formålet er at fremme fred og internationalt samarbejde.
Unionens medlemmer består af 181parlamenter fra hele verden.
