27. maj 2019

Mexico City forbyder engangsplastik

Hovedstaden i Mexico er den by, der producerer næstmest skrald i verden, men nu skal et forbud mod engangsplastik gøre noget ved det.

En skraldebil i Mexico City. Foto: CCBY Omar Barcena

En skraldebil i Mexico City. Foto: CCBY Omar Barcena

Hver dag producerer selve Mexico City 13.000 tons affald, og det bliver til 12 millioner tons affald om året, hvis man medregner skraldet fra alle de 21 millioner mennesker, der lever i byen og forstæderne. Det bliver til bjerge af affald, som byen har svært ved at håndtere.

For ti år siden indførte Mexico en afgift på plastikposer for at nedbringe mængden af skrald. Og for to år siden blev det obligatorisk at sortere skraldet i tre kategorier til genbrug. Men nu tager byen skridtet videre og har i denne måned vedtaget helt at forbyde både plastikposer og en hel række typer af engangsplastik for at gøre noget ved de voksende affaldsdynger. Blandt andet bliver engangsbestik, sugerør og plastikkopper forbudt. Det skriver World Economic Forum.

Plastikforbuddet bliver hilst velkommen af miljøorganisationer, der kalder det et vigtigt skridt i den rigtige retning.

”Jeg er glad for, at loven er blevet vedtaget, og at den omfatter mere end bare plastikposer og sugerør. Vi håber, at andre delstater i Mexico vil gå samme vej,” siger Gabriela Evia fra miljøbevægelsen UMANIA, der støtter op om plastikloven.

Mexico Citys erhvervsliv har fået to år til at omstille sig og finde bedre alternativer til produkterne af plastik. Det sker ikke mindst af hensyn til byens mange små gadehandlere, der bruger engangsplastik, når de sælger fødevarer.

På vej mod en verden med mindre plastik

Mexico er blot det seneste i en lang række af lande, der i disse år forbyder en række produkter af engangsplastik, fordi det ødelægger naturen, skader klimaet, og spilder store mængder af ressourcer.

Ifølge FN’s miljøagentur UNEP har 27 andre lande allerede indført lignende regler. Blandt andet har EU for nylig vedtaget forbud mod mange af de samme produkter.

Samtidig er Tanzania nu blevet det 34. afrikanske land, der har vedtaget regler mod plastikforurening. Her er det dog indtil videre kun plastikposerne, der er blevet forbudt.