11. juli 2022
Milepæl: Første million børn vaccineret mod malaria
Den første vaccine mod malaria er nu taget i brug i stor skala. I takt med, at vaccinerne bliver mere effektive, forventes de at blive et vigtigt våben i kampen mod en af verdens værste sygdomme.
Malaria er en af verdens største børnedræbere - nu er den første million børn blevet vaccineret med verdens første malariavaccine. Foto: ranplett, iStock
Det har taget 30 års forskning, men nu er den her så.
Flere end én million afrikanske børn i Ghana, Kenya og Malawi har nu modtaget vaccinen ved navn ’RTS,S’, der er den første og indtil videre eneste malariavaccine, der har opnået en anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Det skriver Verdenssundhedsorganisationen WHO, som sidste år også officielt godkendte og anbefalede at begynde at bruge vaccinen. Godkendelsen kom på baggrund af, at vaccinen blev taget i brug i Malawi i 2019 som et begrænset pilotprojekt. Resultaterne af projektet var gode nok til, at vaccinen blev blåstemplet og derefter begyndte at blive udrullet i større skala.
Kan redde næsten hver tredje
Vaccinen gives til børn, der bor i områder med moderat eller høj risiko for at blive smittet med malaria. Det er vigtigt, fordi malaria er en af de helt store trusler mod børn i fattige og tropiske områder, og især i Afrika syd for Sahara. Hvert andet minut dør et barn af malaria, hvilket svarer til omkring 274.000 dødsfald årligt, skriver UNICEF.
Den nye vaccine er ikke nogen mirakelkur mod malaria, for den giver kun delvis beskyttelse. Pilotprojekterne har vist, at antallet af børn med alvorlig og livstruende malaria faldt med 30 procent i forsøgsområdet efter indførelsen af vaccinen.
Selvom vaccinen derfor kun forhindrer lidt mindre end en tredjedel af tilfældene, vurderer WHO det alligevel som et stort fremskridt, for hvis den nye vaccine bliver rullet ud i endnu større skala, kan det redde livet for op mod 80.000 børn årligt. I de tre lande, hvor vaccinen nu er i brug, er to tredjedele af de børn, der ikke sover under insektnet, nu dækket.
”I min tid som malariaforsker drømte jeg om den dag, vi ville få en effektiv vaccine mod denne ødelæggende sygdom,” udtaler Tedros Ghebreyesus, WHO’s generaldirektør.
”Vaccinen er ikke bare et videnskabeligt gennembrud, den vil også ændre livet for familier på tværs af Afrika”, siger generaldirektøren.
Han minder dog også om, at vaccinen kun er én af mange indsatser, der skal til for at bekæmpe malaria. Insektnet, malariapiller og bekæmpelse af myg vil også fremover spille en stor rolle.
Næste vaccine bliver langt mere effektiv
RTS,S er en førstegenerations-vaccine, og der er tegn på, at kommende vacciner vil vise sig at være endnu mere effektive. Et samarbejde mellem forskere i England, Kenya, Indien og Burkina Faso er på vej med vaccinen R21/Matrix-M, der allerede er blevet afprøvet på 300 børn i Burkina Faso i 2021. Her viser resultaterne, at vaccinen som forventet ser ud til at være sikker og omkring 77 procent effektiv mod malaria. Det skriver University of Oxford.
Hvis vaccinen fortsat viser sig sikker og effektiv i større kliniske forsøg, vil verden dermed få en malariavaccine, der er over dobbelt så virkningsfuld som RTS,S.
Det er vigtigt, fordi kampen mod malaria aldrig står stille. Selve malariaparasitten er i flere tilfælde muteret og blevet mere modstandsdygtig overfor malariamedicin, der derfor ikke længere virker så godt som tidligere. Mutationerne betyder også, at eksisterede metoder til at teste for smitten i en blodprøve heller ikke altid virker. Samtidig muterer de myg, der spreder parasitten, også og bliver mere modstandsdygtige mod insektgift.
Men mens myg og parasitter muterer, udvikler forskerne konstant nye våben mod dem.
Sideløbende med forskningen i vacciner for at forhindre folk i at blive smittet med malaria, er der også gang i forskningen inden for medicin, der kan bekæmpe malariaparasitterne mere effektivt, hvis de først er kommet indenfor i kroppen.
Flere nye typer malariamedicin er på vej, der for første gang siden 1972 vil benytte nye kemiske angrebsveje mod parasitterne. Blandt andet stoffet Ganaplacide-Lumefantrine, der i øjeblikket er i et fase II klinisk forsøg. Ifølge WHO giver det håb for, at der bliver nye muligheder for igen at bekæmpe de malaria-parasitter, der er blevet modstandsdygtige mod den gammeldags medicin.
Kritik af vaccinen
Trods de lovende resultater har der også været kritik af vaccinen. Blandt andet har nogle forskere kritiseret måden, vaccinen er blevet testet på, og udtrykt skepsis om sikkerheden.
WHO fastholder dog, at vaccinen er forsvarligt testet og har en sikkerhedsprofil, der ligger på linje med andre børnevacciner.
Læs mere om kritikken her (videnskab.dk 2020)
Læs WHO’s side med spørgsmål og svar om vaccinen (på engelsk)
Medicin fra planter og gær
Siden 1972 har malariamedicin været baseret på stoffet artemisinin, der oprindeligt blev udtrukket af lægeplanten kinesisk malurt, men som siden er blevet masseproduceret ved hjælp af en særlig genetisk modificeret gær.