22. februar 2026
Mongolsk fedtmule vælter sig i succes
Saigaens store næse er fascinerende, men den blævrende tud er også en af mange trusler, der har været tæt på at fælde arten.
Foto: WWF Mongoliet
Du genkender den på dens store, bløde, ikoniske næse. Saigaantilopen, der ligner et væsen taget direkte ud fra en science fiction-film, er alt andet end sci-fi – den er nærmere et forhistorisk væsen.
”Vidste du, at saigaen engang strejfede omkring side om side med den uldhårede mammut og det uldhårede næsehorn under den sidste istid?” siger Chimeddorj Buyanaa over en – lidt dårlig – videoforbindelse.
Han er biolog med speciale i vilde dyr, og så er han naturbevarelseschef hos WWF Mongoliet. I næsten 10 år har han arbejdet med at beskytte den helt særlige mongolske antilope, som har levet på jorden i titusindvis af år.
”Det er en art, der ser næsten uændret ud fra præhistoriske hulemalerier. At se én i dag er som at se dybt tilbage i evolutionen, det er som at se et relikvie fra istiden.”
Verdens Bedste Nyheder har ringet til Mongoliet, fordi det er gået fremad for saigaen i det asiatiske land, efter den næsten var udryddet for et par årtier siden.
Den seneste optælling fra oktober sidste år viser, at der nu lever mindst 28.857 stornæsede antiloper på den mongolske slette. Det kalder Chimeddorj Buyanaa for ”gode nyheder,” for lidt over 20 år siden var dyrene nemlig næsten helt forsvundet. Han fortæller, at der kun var cirka 750 mongolske saigaer i 2002 og 2003.
40.000 km2
Det svarer til lidt mindre end størrelsen af hele Danmark.
Helt fra fødslen har saigaerne bløde muler. Hunnen og ungen her er ikke mongolske saigaer, men den tætte slægtning, der lever i nabolandene. Langt de fleste af dem har hjemme i Kasakhstan. Video: EhayDy, iStock
Alene det seneste år er antallet af mongolske saigaer steget med 24 procent.
De har altså gjort comeback fra afgrundens rand. Og det er ikke uden hjælp.
WWF Mongoliet har nemlig ledt en omfattende bevaringsindsats. I samarbejde med lokale folk, andre naturbeskyttelsesorganisationer og forskere er der blevet lavet nye vandhuller og sat hård ind mod krybskytteri for at beskytte antiloperne. Det har virket.
En smart næse
Det er ikke første gang, vi hos Verdens Bedste Nyheder skriver om saigaantilopen. For to år siden kunne vi fortælle, at den sejlivede saigaantilope ikke længere var truet efter at have været tæt på at uddø – men dengang havde vi hovedsageligt fokus på fremgangen i Kasakhstan.
Der findes nemlig to forskellige saigaantiloper. Den, der bare hedder saigaantilopen, saiga tartarica, og så den mongolske art, saiga tartarica mongolica. Den sidstnævnte lever, ikke overraskende, i det vestlige Mongoliet – og kun i det vestlige Mongoliet.
Vidste du, at saigaen engang strejfede omkring side om side med den uldhårede mammut og det uldhårede næsehorn under den sidste istid?
Chimeddorj Buyanaa, WWF Mongoliet
Men selvom det er gået fremad for den mongolske saiga, er der stadig farer, der lurer om hjørnet.
”Arten er stadig sårbar over for trusler som for eksempel smitsomme sygdomme, at deres habitater bliver mere fragmenterede, at ny infrastruktur bliver bygget i de mongolske saigaantiloperes leveområder, at deres leveområder bliver overgræsset, men også krybskytteri og klimaforandringer,” siger Chimeddorj Buyanaa.
Omkring år 2015 døde mange af antiloperne på grund af en smitsom sygdom. Den opstod på grund af en bakterie i deres store næser.
Men selvom næserne har været med til at spænde ben for de pelsede dyr, er de også ret smarte. Og der er en grund til, at de er så store.
Saigaerne har store næser – især hannerne. De bruges blandt andet til at varme luften op om vinteren og at sortere støv fra, så det ikke ender i lungerne. Her er det ikke den mongolske saiga, men dens navnebror i Rusland. Foto: DNK-KolyaN, iStock
Saigaen lever nemlig i et meget tørt klima, så om sommeren er den med til at sortere støvet i luften fra, så det ikke ender i luftvejene. Og når det kan blive bidende koldt om vinteren, sørger den for at varme luften op, inden det kommer ned i lungerne.
”Det er derfor den unikke næse er meget specifik for den mongolske saigaantilope,” siger Chimeddorj Buyanaa og tilføjer desuden: ”Og den ser meget sjov ud.”
Eftertragtede horn og mangel på vand
Tidligere har især krybskytteri været med til at skære hårdt ned i bestanden – selvom det har været ulovligt at skyde sagiaen i Mongoliet siden 1930’erne.
”Den mongolske saigas horn er blevet brugt som et traditionel orientalsk medicin-produkt, og det er derfor, at krybskytterne gik efter saigaen,” siger Chimeddorj Buyanaa.
Men blandt andet med ”saiga rangers” – en slags betjente, der holder øje med leveområderne – er der blevet sat hårdt ind mod krybskytteri, fortæller Chimeddorj Buyanaa.
Så let løses en anden trussel, klimaforandringerne, til gengæld ikke.
”På grund af global opvarmning forsvinder kilderne til vand i den mongolske saigas habitat,” siger han.
Derfor har WWF især haft fokus på at skaffe adgang til vand i saigaens leveområder, og Chimeddorj Buyanaa fortæller, at der indtil videre er blevet genoprettet over 80 naturlige vandkilder.
