Sejlivet antilope fra istiden var tæt på at uddø: Nu er den ikke længere truet

Da de store elefantlignende mammutter og frygtindgydende sabeltigre strejfede rundt på jorden i istiden, levede de side om side med et storsnudet dyr: saigaantilopen. Det er 10.000 år siden mammutten og sabeltigeren forsvandt, men til gengæld findes saigaen stadig i dag.

”Saigaantilopen er en sejlivet art.”

Sådan lyder det fra den miljøfaglige direktør i WWF Verdensnaturfonden, Mette Boye

”Den har levet side om side med de andre store dyr som mammutter og sabeltigre, men de er uddøde, mens saigaantilopen på en eller anden vild måde rent faktisk har overlevet. Det siger jo noget om, hvilket dyr vi har at gøre med her – det er en hårdfør art.”

Men det er kun lige ved og næsten, at saigaantilopen stadig er her i dag. For på trods af antilopens hårdførhed, har arten været tæt på at uddø.

I 2003 var antallet af saigaer faldet til 21.000 i det centralasiatiske land Kasakhstan, hvor langt størstedelen af dyrene hører til, men efter et stort både nationalt og internationalt arbejde for at redde dyret fra at blive udryddet, er udviklingen vendt. I dag er antallet oppe på 1,3 millioner. Det betyder, saigaantilopen er gået fra at være ”kritisk truet” på den internationale rødliste til i dag kun at være ”tæt på truet.”

Arbejdet for saigaens overlevelse er med andre ord en succeshistorie.

Menneskerne har truet antilopen

For at forstå, hvorfor den ellers sejlivede saigaantilope var tæt på at blive udryddet, skal vi kort forbi et vendepunkt i verdenshistorien: Sovjetunionens fald i 1991. Saigaen lever nemlig i Centralasien i lande som Rusland og Kasakhstan, der er tidligere sovjetiske stater.

”Efter Sovjetunionens fald var der en massiv tilbagegang, blandt andet fordi der var en voldsom stigning i krybskytteri. Både kødet og hornene, der blev brugt til naturmedicin, var meget eftertragtede. Efter Sovjetunionens fald blev deres levesteder samtidig fragmenterede, så de ikke havde den samme bevægelighed,” siger Mette Boye fra WWF og uddyber:

”Menneskerne bosatte sig, og der kom infrastruktur. Naturen blev skubbet tilbage i de områder, hvor antilopen og mange andre dyr var. Så de fik mindre fri natur.”

Men det er ikke kun, fordi menneskerne har skudt antiloperne og bygget huse, hegn og veje i deres levesteder, at antilopen har været tæt på at uddø.

”En anden vigtig årsag er klimaforandringer. Klimaet ændrer sig på den centralasiatiske steppe, hvor antilopen lever. Der er mere tørt, hvor der før var vandhuller. De har altså sværere ved at få adgang til vand. Klimaforandringer både har været og er fortsat en trussel mod antilopen,” fortæller Mette Boye.

Kombinationen af de forskellige trusler betød, at bestanden af saigaantiloper på verdensplan gik kraftigt tilbage. Men nu er udviklingen altså vendt, og i Kasakhstan, hvor langt størstedelen af antiloperne bor, er antallet af antiloperne steget 1.100 procent mellem 2015 og 2022.

Love mod krybskytteri og nye vandhuller

Det er et stort, internationalt arbejde, der ligger bag saigaantilopens overlevelse.

”Det har været et langstrakt arbejde. Der er sjældent et quick fix. De seneste to årtier har regeringer, især med Kasakhstan i spidsen, arbejdet med forskningsorganisationer og naturorganisationer, blandt andet WWF,” siger Mette Boye.

Arbejdet førte til en international handlingsplan, som ifølge Mette Boye blandt andet har haft fokus på at håndhæve de love, der allerede fandtes om krybskytteri, at beskytte naturområder og støtte lokalsamfundene med oplysning og uddannelse om dyrene.

WWF’s rolle har været at reetablere vandhuller, fortæller Mette Boye.

”Det er vigtigt, også set i lyset af klimaforandringerne, der påvirker området. Hvis der ikke er vandhuller, kan de små antilopekalve ikke overleve, heller ikke de voksne,” siger hun.

Når der bliver lavet nye vandhuller til saigaen, kommer det hele økosystemet, også de andre dyr, til gode – men saigaantilopen i sig selv er også vigtig for naturen og dyrelivet i området.

”Det er en art, der med naturøjne er helt afgørende. Den er med til at græsse nogle områder, der har brug for lige netop den funktion. Den er ret central for økosystemet. Og så har den også en betydning for de mennesker, der bor i området. Det er en ernæringskilde historisk set, så det, at den var ved at uddø, er også et problem for lokalbefolkningen,” siger Mette Boye.

Der er mange arter at redde

Selvom det er gået frem for saigaantilopen, er den stadig klassificeret som tæt på truet – for udviklingen kan hurtigt vende igen.

”Det er en positiv fremgang, men det skal altid beskyttes. Klimaforandringer og ændringer i lovgivningen kan selvfølgelige true antilopen, så det kræver et vedholdende fokus,” siger Mette Boye.

Samtidig står verden i en biodiversitetskrise. I 2022 udgav WWF en rapport, der slog fast, at populationen af verdens mange arter er faldet med 69 procent siden 1970.

”Arter dør hele tiden, hvor vi ikke når at vende udviklingen. Det store problem er, at naturen er presset på så mange forskellige måder. Når en art uddør, kommer den jo ikke tilbage,” siger Mette Boye.

”Det er vigtigt, at vi husker det ansvar, som vi ikke har fået taget for at bevare naturen. Det kan vi faktisk gøre noget ved. Det kan vi ved at samarbejde på tværs af forskningsenheder, myndigheder og organisationer. Vi kan gøre noget godt for de arter, der er tilbage.”

Hun understreger, at man kan lære af det store arbejde for at redde saigaantilopen.

”Det er en meget håbefuld historie, der kan inspirere til de andre arter, der er truede. Der er masser at tage fat på i andre dele af verden.”