Analyse: Ny teknologi skal mindske enormt men overset CO2-udslip fra stål og beton

Verdens forbrug af beton og stål er eksploderet i de seneste årtier. Tilbage i år 2000 brugte verden 1,6 milliarder tons beton, og i 2021 var tallet næsten tredoblet til 4,4 milliarder tons. Men selvom beton er et genialt materiale på mange måder, er det hårde og holdbare byggemateriale langt mere forurenende og klimabelastende, end mange nok er klar over.

Alene produktionen af cementpulver til beton står for omkring otte procent af verdens CO₂-udledninger. Samtidig står produktionen af jern og stål for lidt over syv procent af CO₂-udledningerne. Til sammenligning står hele verdens flytransport, der ofte fremhæves som en stor klimasynder, vi skal spare på, for kun omkring to procent.

De høje udledninger skyldes, at produktionen af stål og beton kræver enorme mængder energi. Både fordi kalk og jernmalm skal varmes op til høje varmegrader, og fordi produktionen udleder endnu mere CO₂ på grund af kemiske processer i materialerne.

Der er derfor virkelig mulighed for at hjælpe klimaet, hvis vi kan nedbringe udslippet fra stål og beton. Enten ved at spare på materialerne og i stedet bygge huse af for eksempel træ, eller ved at finde på nye løsninger, der mindsker CO₂-udledningerne.

Hvis vi kunne genbruge beton bedre, kunne vi spare på mængden af ny cement. Indtil videre har man kun genbrugt beton i mindre grad, og hovedsagelig ved at knuse det og benytte det som fyldstof. Men en ny opdagelse fra ingeniører ved Cambridge University er måske på vej til slå to fluer med ét smæk. De har udviklet og patenteret en ny metode til at gøre gammel beton om til ny beton, og endda på en måde, der samtidig mindsker udledningerne fra stålproduktion.

Metoden virker ved, at man knuser den gamle beton og sier sand og småsten fra. Så ender man med et kalkholdigt pulver, der kan bruges i stålproduktion. Pulveret lægger sig ovenpå det glohede flydende stål og beskytter det mod at gå i forbindelse med luftens ilt. Når stålet tappes af, ligger slaggerne tilbage som et grovkornet pulver, der er næsten identisk med det såkaldte cement-klinker, man normalt bruger til at producere nyt cementpulver, skriver Cambridge University.

Stålproduktionen er dog i sig selv stadig enormt energikrævende, og hver gang, man producerer ét ton stål, udleder det op til tre tons CO₂, viser tal fra Det Internationale Energiagentur. For at undgå at bruge det meget klimaskadelige kul som brændstof, arbejder blandt andet den svenske stålproducent SSAB nu med at prøve at gå over til at puste brint ind i højovnen i stedet for kul.

Brint er et rent brændstof, fordi det kun udleder vand, når det forbrænder, og fordi man kan producere nyt brint ved at sætte strøm til vand. Hvis strømmen kommer fra for eksempel vindmøller, er processen CO₂-neutral. SSAB forventer, at de kan levere fossilfrit stål til den svenske bilindustri fra 2026. To tyske stålproducenter er også i gang med forsøg.

Hvis vi kigger længere frem, er der endnu mere vidtgående idéer på vej, som måske kan blive vigtige på sigt.

Der findes allerede i dag virksomheder, der arbejder på at rense skorstensrøg for CO₂ og enten lagre den under jorden eller bruge den som et nyt råmateriale. En canadisk virksomhed vil bruge den klimaskadelige gas til at producere ny cement, som endda kan blive endnu stærkere end hidtil. Men indtil videre er metoden relativt dyr og svær at bruge i stor skala.

Måske er løsningen i stedet at bruge naturens egne metoder til at producere byggematerialer og fjerne CO₂ fra atmosfæren på samme tid. Det oplagte valg er at plante træer, men de kræver både meget tid og plads, før de bliver rigtigt effektive til at lagre kuldioxid. Og der er rift om verdens landbrugsjord.

Forskere fra universitetet MIT i USA vil i stedet bruge alger til at indfange CO₂ og relativt hurtigt omdanne gassen til kunstige kalksten. Det var den samme proces, der over millioner af år opbyggede de tykke kalklag, der findes i undergrunden i dag. Kalken kan så knuses og bruges til ny cement. Forskerne anslår, at man kunne producere nok kalk på denne måde til at dække hele USA’s cementproduktion ved at afsætte blot 0,5 procent af landets areal til algeproduktion.