23. marts 2025
Piger i pedalerne: Nu deler Indien gratis cykler ud, og børnene tramper direkte i skole
Millioner af indiske skolepiger har fået en gratis cykel. Og noget så simpelt som at kunne hoppe i sadlen, får flere piger på skolebænken, siger forsker.
En cykel kan meget mere, end man måske tror. Den kan få piger i skole. Foto: Triloks on iStock.
En lang og udmattende gåtur på fem kilometer til og fra skole. Det er hverdagskost for mange indiske pige, når de om morgenen smækker skoletasken på ryggen og trisser afsted mod skole.
Og dét er en af grundene til, at mange piger i Indien ikke kommer i skole. Noget så simpelt som en cykel kan derfor være revolutionerende for en indisk pige. Det har Nibha Kumari mærket på egen krop. Som 15-årig fik hun ligesom millioner af andre indiske skolepiger en cykel foræret af staten – helt kvit og frit.
„Hvis jeg ikke havde haft en cykel, tror jeg ikke, at jeg kunne have afsluttet gymnasiet. Det ændrede mit liv,‟ siger den nu 27-årige Nibha Kumari til det engelske medie BBC.
Og Nibha Kumari er ikke alene. Et nyere studie viser nemlig, at andelen af indiske børn, der cykler i skole, næsten er fordoblet på bare ti år.
Den største stigning er blandt piger i Indiens landområder, hvor store dele af befolkningen er meget fattige. I 2007 cyklede lidt over 4,5 procent af pigerne fra landdistrikterne i skole – og i 2017 var andelen steget til 11 procent, hvilket svarer til cirka 16 millioner piger. Det er lidt mindre end hele Hollands befolkning.
Og det er virkelig vigtigt, mener Srishti Agrawal, der er hovedforfatter på studiet og ph.d.-studerende ved Center for Transportforskning og Skadeforebyggelse på Indiens Teknologiske Institut.
”Vi kalder udviklingen for en revolution,” forklarer Srishti Agrawal og fortsætter: ”At flere piger i Indien har en cykel har ført en masse positive ting med sig. Det har fået flere piger i skole, øget deres mobilitet og nedbrudt barrierer som afstand, tid og omkostninger for at komme i skole.”
Og der er mange gode grunde til, at det er vigtigt for piger at gå i skole.
For når piger kommer i skole, har det også langsigtede gevinster. De bliver gift og får børn senere i livet, og det betyder, at de kan færdiggøre og tage længere uddannelse, som igen muliggør, at de kan søge jobs udenfor landbrug, understreger Srishti Agrawal.
●Der er også et stort fald i teenagemødre i Indien. Antallet af piger mellem 15 og 19 år, der får børn, er faldet fra 11,6 procent i begyndelsen af 1990’erne til 4,3 procent i 2020.
Hvorfor er uddannelse vigtigt?
Nogle eksperter kalder uddannelse for piger den bedste investering, et land kan lave. For jo flere piger på skolebænken, des bedre går udviklingen i et land. Uddannelse er nemlig en af de sikreste veje ud af fattigdom. Det er afgørende for pigernes sundhed, velbefindende og økonomiske udsigter. For eksempel mindsker uddannelse chancen for, at piger bliver barnebrud og får børn i en al for tidlig alder. Samtidig er der en lavere børnedødelighed blandt børn af piger, der har en uddannelse, fordi de er bedre rustede til at tage sig af barnet.
Den ekstra byrde
Verden over går millioner af piger ikke i skole. Det gælder også i Indien. Selvom langt flere indiske piger går i skole i dag end for 20 år siden, har over hver fjerde pige i Indien stadig aldrig sat sin fod i et klasseværelse.
Men hvorfor er det egentlig, at indiske piger ikke kommer i skole?
”De patriarkalske normer i det indiske samfund betyder, at det meste af husholdningsansvaret hviler på kvinderne, herunder unge piger – især i landdistrikterne,” forklarer Srishti Agrawal og fortsætter: ”Da pigerne bærer en stor del af ansvaret for huslige pligter, bliver den daglige gåtur til skole en ekstra byrde for dem.”
De bliver altså udmattede af både at skulle stå for huset og af den lange gåtur til og fra skole – og derfor dropper mange af pigerne skolen. Et studie viser for eksempel, at kun lidt over halvdelen af Indiens kvinder kommer uden for deres hjem i løbet af en dag. Mens det for mænd er 87 procent.
Derudover betyder de patriarkalske normer også, at familier ofte sparer op til døtrenes medgift i forbindelse med et ægteskab i stedet for at investere i hendes uddannelse, ved for eksempel at købe en cykel, så hun kan komme i skole, forklarer Srishti Agrawal.
”Da mange familier i landområderne er fattige, har de ikke råd til at købe en cykel, og selv hvis de kunne, ville pigers uddannelse sjældent være en prioritet,” uddyber hun.
Men kan pigerne så ikke bare tage bussen? Nej, ikke rigtig. En busbillet koster også knaster, hvilket der heller ikke er råd til eller bliver prioriteret. Derudover kører busserne heller ikke til tiden, pointerer Srishti Agrawal.
Og så stiger afstanden til skole også, når pigerne starter i 9. og 10. klasse, hvilket betyder, at mange dropper ud af skolen, når de når til de ældre klassetrin, forklarer Srishti Agrawal.
Ingen kvaler staten betaler
Heldigvis kan cyklen være med til at løse nogle af de problemer – og flere og flere piger i Indien er jo hoppet i cykelsadlen og har sat kursen mod skolebænken.
Srishti Agrawal forklarer, at den gode udvikling i høj grad skyldes, at staten har givet dem cykler – helt uden, at de skal betale en eneste indisk rupi for det.
Næsten alle Indiens 36 stater har i dag en cykelordning, hvor millioner af skolepiger enten har fået penge til at købe en cykel mod en kvittering som bevis på købet – eller de fået en cykel direkte fra staten.
Men hvilke piger er egentlig berettiget til at få en gratis cykel fra staten?
”Hver stat har sine egne kriterier,” forklarer Srishti Agrawal.
”Typisk er pigerne mellem 14 og 17 år, og så går de på en folkeskole drevet af staten i en af Indiens landområder. Derudover kommer pigerne også fra fattigere kår, og så kan afstanden til skolen også spille ind,” siger Srishti Agrawal.
Hele formålet med ordningen er at hjælpe piger, der er droppet ud eller ikke går i skole, med at komme tilbage på skolebænken, forklarer Srishti Agrawal – og det har jo båret frugt.
Og hvis cykelordningerne i de forskellige stater fortsætter, kan endnu flere piger se frem til at kunne cykle i skole, fastslår hun.
Indiens store sundhedsundersøgelse
50 millioner
