For 75 år siden blev uddannelse indskrevet i FN’s menneskerettighedserklæring, og siden er mange flere børn og unge begyndt i skole. Generelt er pigerne bagud, når det kommer til uddannelse, men siden 2015 er 50 millioner flere piger begyndt i skole. Men hvorfor er det så vigtigt, at piger går i skole? Det har Verdens Bedste Nyheder spurgt UNESCO om, som er FN’s organisation for uddannelse, kultur og videnskab.
Clare O’Hagen fra UNESCO’ kommunikationsafdeling har fundet svar.
Hvorfor er det vigtigt, at piger går i skole?
Der er mange grunde til, at det er vigtigt for piger at gå i skole. Det øger kvinders chance for at finde anstændigt arbejde og tjene mere. Kvinder, der har en ungdomsuddannelse, kan forvente at tjene næsten dobbelt så meget som dem uden uddannelse. Det mindsker chancen for tidlig og uønsket graviditet ved at hjælpe piger og kvinder med at tage ansvar for deres fertilitet. På den måde redder uddannelse liv, for der er mindre mødre- og spædbarnsdødelighed. Desuden er der seks procent færre tidlige ægteskaber, for hvert ekstra år en pige går i skole.
Hvordan er 50 millioner flere piger kommet i skole siden 2015?
De globale tendenser er ledet af det sydlige Asien, især Indien, hvor flere piger end drenge nu er indskrevet i folkeskolen. Desuden er der i Bhutan, Burkina Faso, Djibouti, Nepal og yderligere 20 lande opnået ligestilling af antal drenge og piger i uddannelse, som tilbage i 1995 havde færre end 80 piger i skole, for hver 100 drenge. Men der findes ikke en enkel grund til, at nogle lande klarer sig bedre end andre. Fremskridt er resultatet af både politisk ledelse, et levende civilsamfund og ungdomsaktivister. Dog øger det virkelig pigers tilmelding til uddannelse, hvis uddannelse er gratis og obligatorisk, især i Afrika syd for Sahara, da fattigdom fortsat er en af de største barrierer for pigers uddannelse i udviklingslande.
Er det muligt for alle piger at gå i skole i 2030?
Selvom procentdelen af piger, der blev indskrevet i grundskolen, steg fra 79 til 90 procent mellem 1995 og 2020, er 122 millioner piger i grundskole- og gymnasiealderen stadig ude af skolen. Med den hastighed vil alle piger ikke gå i skole før i 2050. I nogle sammenhænge er situationen endnu værre. I Afghanistan er piger frataget deres rettigheder til uddannelse, så der er stadig masser af arbejde at gøre, så alle piger bliver uddannet.