
02. marts 2025
Slut med sygdomme og skadedyr: AI hjælper landmænd i Ghana
Kunstig intelligens skal være med til at hjælpe lokale landmænd i Ghana. App’en Farmers Friend gør det muligt at sætte tidligt ind overfor sygdomme på afgrøder.
Foto: TG23, iStock
Når en høst slår fejl, kan det være fatalt for de små lokalsamfund i det nordlige Ghana. Landmænd, der mister deres levebrød og vigtigste indtægtskilde, og mennesker, der får svært ved at sikre nok mad til alle i familien.
Med andre ord er det altafgørende for alle dem, der lever af landbrug, at være i stand til at handle hurtigt og effektivt, hvis der skulle ske noget med deres afgrøder.
Det skal kunstig intelligens nu hjælpe på. En ny app kan nemlig spore tidlige tegn på sygdomme og skadedyr ud fra kunstig intelligens, og det skal hjælpe landmændene i deres hverdag. App’en er udviklet af NGO’en Ghana Developing Communities Association, GDCA, i tæt samarbejde med det lokale universitet University of Energy and Natural Resources, UENR.
“Indtil videre har vores arbejde i lokalsamfundene båret frugt. Det kan være svært at se sygdomme og dyr med det blotte øje, men med app’en er det hurtigt og effektivt at afgøre. Og så gør den det ovenikøbet på mange forskellige lokale sprog”, siger Abdul-Hafiz Yussif, der er en af projektlederne bag udviklingen af app’en.
●Landbruget spiller en vigtig rolle i Ghanas økonomi. Det udgør cirka 20 procent af landets bruttonationalprodukt, og mere end halvdelen af alle arbejdsdygtige ghanesere arbejder netop indenfor landbruget. Derfor har det også haft en stor betydning for, at flere og flere ghanesere rykker ud af fattigdom.

Her viser Abdul-Hafiz Yussuf viser app'en Farmers Friend frem. Foto: Julie Franson Frost Andersen
Siden app’en blev lanceret, har han og teamet trænet 7.600 landmænd i at bruge den i 16 lokalsamfund i regionen Savannah.
AI er landmandens ven
Helt enkelt fungerer app’en, der hedder Farmers Friend, ved, at landmændene tager et billede af en afgrøde, som de mistænker, kan være ramt af sygdom, som de uploader enten på mobilen eller på websitet på computeren. Landmændene kan faktisk også bruge stemmeføring, når de betjener app’en.
En af de landmænd, der har haft stor glæde af Farmers Friend er Kofi Anane, som dyrker cashewnødder i Brodi-landdistriktet. Da Kofi Anane ikke snakker engelsk, er han glad for, at app’en virker på flere af de lokale sprog.
“App’en er virkelig brugervenlig og intuitiv. Selvom jeg har svært ved at læse, fungerer app’en stadig for mig”, fortæller Kofi Anane gennem Abdul-Hafiz Yussif på grund af sprogbarrieren.
App’en gør brug af kunstig intelligens, der er trænet på 26.000 billeder af både sunde og syge afgrøder.
Farvel til majs-orme
En anden landmand, der også har fået en lettere hverdag, er Comfort Yeboah. Hun arbejder som landmand i landdistriktet Fetentaa og har brugt app’en til at håndtere og bekæmpe sygdomme og uønskede insekter.
“Jeg blev virkelig glad, da jeg fandt ud af, at det gratis og frit tilgængelige stof neem kan bekæmpe orme på mine majs”, fortæller Comfort Yeboah gennem Abdul-Hafiz Yussif.
Neem er et naturligt plantebaseret pesticid fra neem-træet, der blandt andet kan bruges til at bekæmpe skadedyr som larver.
For udover at identificere mulige sygdomme og skadedyr kommer app’en også med miljøvenlige løsninger, der hjælper landmændene med at bekæmpe de angrebne planter uden at ty til kemiske giftstoffer.
Landbruget i Ghana står dog over for flere udfordringer end blot sygdomme og skadedyr. Alvorlig tørke og voldsomme regnskyl på grund af klimaforandringer lægger et endnu større pres på landmændene. Derfor arbejder GDCA og de ghanesiske landmænd på at finde bæredygtige metoder til at beskytte afgrøderne, så de kan skabe en sundere jord, bevare miljøet og sikre landbruget i fremtiden.
Mangel på landbrugsvejledere
Lige nu er app’en kun udrullet i regionen Savannah. Abdul-Hafiz Yussif fortæller, at det på sigt er meningen, at endnu flere ghanesiske landmænd skal få glæde og gavn af app’en.
For over hele Ghana er der stor mangel på de såkaldte landbrugsvejledere. Vejlederne er vigtige, fordi de lærer landmændene, hvordan klimaforandringer påvirker deres arbejde, hvordan de bruger den rette teknologi, og hvordan de kan få mere ud af deres marker.
Men lige nu er der i gennemsnit kun én rådgiver til 1.500 landmænd. Det fortæller Dr. David Anambam, der er landbrugsdirektør i det kommunale distrikt Ejisu, til mediet Business & Financial Times.
Og det er netop derfor, at app’en Farmers Friend bliver taget imod med kyshånd af de mange landmænd, der nok ellers var tvunget til at opgive deres afgrøder, hvis de blev angrebet af sygdomme eller skadedyr.
Et vigtigt erhverv
Landbrug, skovbrug og fiskeri er en kæmpe indtægtskilde for Ghana, og langt de fleste ghanesere arbejder inden for de erhverv. Og i landbruget er nogle af de vigtigste afgrøder kassava, der er en form for rodfrugt, og majs. De sørger for, at mange mennesker får nok kulhydrater og god ernæring og er samtidig en vigtig indtægtskilde for de fleste landboere. Indtil videre er det også kun kassava, majs, tomater og cashewnødder, som app’en Farmers Friend virker på.
På trods af, at der stadig er visse begrænsninger ved app’en, er Abdul-Hafiz Yussif stolt af det arbejde, han står i spidsen for.
“Landmændene kan nu meget lettere gennemskue og på en bæredygtig måde bekæmpe, hvad end der måtte plage deres afgrøder. Vi er stolte af projektet og håber på meget mere for fremtiden,” fortæller Abdul-Hafiz Yussif.
Han håber, at app’en i fremtiden vil kunne nå ud til endnu flere landmænd i Ghana, så de både kan få mere mad ud af deres planter og tage kontrollen tilbage fra skadedyrene.
Verdens Bedste Nyheder var i Ghana med støtte fra GLOBUS-puljen under Udenrigsministeriet.
●Projektet med at bruge kunstig intelligens til at opdage sygdomme i afgrøder startede i 2022.
●Der er også afrikansk-ledede projekter i lande som Senegal, Nigeria, Uganda, Kenya, Tanzania og Malawi, der arbejder på at udvikle, bruge og teste kunstig intelligens til bæredygtigt landbrug.