Før ryddede de markerne. Nu dyrker småbønder på tværs af Afrika millioner af træer på deres jorde

På tværs af Afrika planter flere og flere bønder træer mellem afgrøderne på deres jorde. Det er en udvikling, der sker på tværs af mange lande, og det betyder, at hundreder og atter hundreder af millioner af træer skyder op hen over kontinentet.

Det er ikke bare godt for klimaet, når træer i massevis suger CO2 ud af atmosfæren. Det er også en metode, der kan hjælpe fattige bønder på tværs af kontinentet med at tjene penge eller få en bedre høst. Og så er træerne på markerne også med til at beskytte Afrikas skove mod træfældning.

”Når bønderne planter træer på deres marker, kan det påvirke en hel masse forskellige ting,” siger Kristian Lybæk, der er Østafrika-koordinator for Verdens Skove, en dansk organisation der arbejder med skovbevarelse flere steder i verden, over en forbindelse fra Kampala, hovedstaden i Uganda, hvor Verdens Skove driver et projekt med skovlandbrug for 1500 bønder.

”Træerne hjælper med at binde vand i jorden, og de gemmer næringsstoffer jorden, så den ikke bliver udpint. De giver skygge, som beskytter afgrøderne mod at blive svedet af, og de modvirker erosion. Alt det kan hjælpe på bøndernes høst. Og hvis det er frugttræer, giver de mad, og hvis det er tømmertræ, bliver det en slags pensionsopsparing for bonden, der kan fælde og sælge det efter 20-30 år,” fortæller Kristian Lybæk.

Og så kan det hjælpe mod afskovning. Det er utrolig vigtigt, for verden over skrumper skovene, når de bliver ryddet for at gøre plads til eksempelvis nye marker, og det er både en klima- og biodiversitetskatastrofe. I de afrikanske lande syd for Sahara er skovdækket faldet med omkring en sjettedel de sidste tre årtier, men det dækker over store forskelle landene imellem.

”Her i Uganda er skovdækket næsten halveret,” siger Kristian Lybæk. ”Fattigdom tvinger bønderne tæt på skoven til at udnytte ressourcerne i skoven på en ikke-bæredygtig måde. Men skovlandbrug giver bønderne et alternativ”.

Det kommer vi tilbage til.

Et våben mod sult

Først skal vi lige se nærmere på skovlandbrug, der kan have mange forskellige former: Fra bønder, der tidligere har ryddet markerne for så at lade lokale træer komme tilbage selv hist og pist, over bønder, der målrettet planter nytteplanter som fx kakao og kaffe, frugttræer eller tømmertræer.

I Afrika startede det som en bevægelse drevet af bønder i det store vestafrikanske land Niger, et af Afrikas fattigste lande, der i høj grad er dækket Sahara-ørkenen, men med et savannebælte i den sydlige del af landet. Her begyndte bønderne i 1980’erne at genplante træerne på deres marker, efter at de i de foregående årtier stort set var blevet ryddet for buske og træer – det gjaldt bare om at skabe så meget markareal som muligt. Men uden træerne til at skabe læ, holde på jorden og til at nå næringsstofferne dybere i jorden med deres længere rødder, så blev jorden mere og mere udpint, og flere tilfælde af tørke blev forstærket – det var medvirkende til hungersnød og sult i Niger i 1960’erne og 70’erne.

Forsøg med plantageplantning og med at importere udenlandske træarter slog fejl – men så begyndte nogle få bønder at stoppe med at rydde deres marker og lod de hjemmehørende træer komme tilbage. Det kunne mærkes på deres høst, og metoden spredte sig som en steppebrand i landet: Mellem 1980 og 2009 blev trædække på landbrugene mindst tidoblet, viser forskning, og det betyder minimum 200 millioner ekstra træer – bare i Niger.

Siden er der blevet forsket en masse i træplantning og skovlandbrug, det har spredt sig til lande på tværs af kontinentet, og flere regeringer fra øst til vest har taget skovlandbrug til sig som officiel landbrugs- og klimapolitik.

Beskytter skoven

I Uganda driver Verdens Skove deres projekt med at få 1500 bønder til at bruge skovlandbrug som en måde til at beskytte landets regnskov, fortæller Kristian Lybæk over forbindelsen fra Kampala.

For det første kan træerne give brænde til madlavning, så bønderne ikke behøver at tage fra skoven for at få fut i madbålene. Men derudover handler det især om, at bønderne kan tjene mere, hvis de dyrker værdiafgrøder – som kakao, kaffe og vanilje, der potentielt kan sælges til et relativt velbetalende, europæisk marked – fremfor at have subsistenslandbrug, altså hvor de blot dyrker fx majs eller knoldplanten maniok/kassava til deres eget forbrug.

Hvis de kan tjene mere på den jord, de allerede har, er der nemlig mindre risiko for, at regnskoven bliver ryddet for at skabe mere plads til majsmarker, forklarer Kristian Lybæk.

”I kroner og øre kan man tjene meget mere, hvis man omlægger bare en smule af sit landbrug til kaffe eller vanilje,” siger han.

Og da fx kaffe og kakao vokser bedst i skygge, så handler det ikke bare om at dyrke små kaffeplanter, men også bananer, papaya og større træer, for sådan en mark er som udgangspunkt helt bar. Og pludselig er marken grøn.

Ikke nemt

Udfordringen for bønderne er, at det ikke er nemt at omstille sig. For det første kræver det viden og helt særlige landbrugsteknikker at blive fx vanilje- eller kaffebonde. Vaniljeplanter skal bestøves med håndkraft med en helt særlig metode, én blomst ad gangen, kaffe skal afskalles og tørres, og kakao fermenteres på den helt rigtige måde, hvis det skal være meget værd.

Derfor handler projektet i Uganda selvfølgelig om at undervise bønderne i de praktiske metoder til at dyrke og behandle nye afgrøder og opgradere dem til kvalitetsprodukter, fortæller Kristian Lybæk.

”Men faktisk er det alt det udenfor marken, der er mest kompliceret,” siger han.

Hvis bønderne skal have en ordentlig pris for deres varer, så kræver det nemlig, at de skal handle mere direkte med slutbrugeren, så der er så få mellemhandlere mellem bondemanden og kaffedrikkeren i Europa som muligt. Problemet er, at det kan en lille bondemand med en mark på en halv hektar ikke klare alene. Det samme gælder, hvis landbruget skal certificeres økologisk eller som fairtrade.

”Derfor handler meget af arbejdet om skovlandbrug om at organisere kooperativer, hvor måske 500 bønder går sammen om at sælge deres varer. Det kræver kommunikation, klare aftaler og transparens, så ingen følger sig snydt,” forklarer Kristian Lybæk.

Og det er ikke bare ligetil. Det er en ny måde at arbejde på for mange af de fattige bønder, og kooperativerne bliver drevet simpelt – uden computere, uden præcise overslag for næste års høst, med medlemmer der bor spredt. Men det organisatoriske arbejde er utrolig vigtigt, for uden alt det får bonden ikke en højere indtægt.

”Hvis ikke bønderne tjener penge på at lave skovlandbrug, så kommer de til at mangle mad, fordi de har brugt landbrugsjord på træer og afgrøder, de ikke kan spise,” fortæller Kristian Lybæk.

”Og så bliver det ryddet, så de kan dyrke majs igen”.

Økonomisk bæredygtighed

Både forskere, praktikere og internationale organisationer understreger, at skovlandbrug ikke alene kan stoppe for afskovning.

Men det er et værktøj, der kan sætte skub i træplantningen, hvis det bliver tilpasset de lokale forhold, så det giver mening for de mange småbønder at bruge tid og afsætte jord til træer. Hvis det kan lade sig gøre at få bønderne med, så er det en metode, der både kan hjælpe klimaet, skovene og bøndernes pengepung og levestandard.

Derfor handler det også for Verdens Skove om at sprede metoden så meget ud som muligt – de arbejder også med at udbrede skovlandbrug i Bolivia. I Uganda har de også fået skovlandbrug på skoleskemaet på en række små, tekniske skoler, så andre bønder kan tage korte kurser i fx vaniljebestøvning, høsteteknik, kaffetørring og så videre.

”Det er også til landbrugsarbejdere, der måske ikke har jord selv, men nu kan lære de her værdiskabende metoder og få et eksamensbevis på det. Så kan det være med til, at de kan udbrede metoderne, uden at de selv behøver at rydde jord til deres egne marker,” forklarer Kristian Lybæk.

Hvad enten det handler om bønder eller landbrugsarbejdere, skal det nemlig give økonomisk mening for dem at plante træer. Ellers kan fattigdom tvinge dem til at rydde mere skov, pointerer han.

”Det kan kun sprede sig på en bæredygtig måde, hvis de fattige kan få mad på bordet af det, og hvis de kan få en mere fair del af kagen”.