Flere mangroveskove får lov til at vokse: Det er godt for krabber, klima og kvinder

Halima Chuo Mohamed bor i landsbyen Mtangawanda.

“Min mand er fisker,” fortæller hun, imens hun læner sig op ad et træ med mangroveskoven bag sig. ”Han plejede at komme hjem og beklage sig over, at han ikke længere kunne fange fisk og krabber.”

Fisk, krabber, blæksprutter og rejer yngler blandt mangrovens rødder, men i Lamu er mange af mangrovetræerne blevet fældet, så man kan grave efter kalksten, der blandt andet bliver brugt til cementproduktion. Så fiskerne kom tomhændede hjem.

Derfor gik en gruppe lokale kvinder sammen om at genoprette den lokale mangroveskov. Halima Chuo Mohamed er kasserer i Mangrove Restoration Women Group, og siden 2018 har hun være med til at genplante træerne.

“Vi kom sammen som kvinder for at støtte arbejdet med naturbevaring og miljøbeskyttelse – og det er lettere at gøre det som gruppe end som individ. Vi kan dække et større område,” siger hun. “Jeg er stolt af det her arbejde og af den naturbevaring, vi laver.”

Og deres indsats har altså hjulpet på krabbebestanden.

“Efter vi har startet projektet her, er vores økonomiske situation blevet bedre, for nu kan min mand fange krabber,” fortæller Halima Chuo Mohamed.

Mangroven er klimavenlig skove

Mangrovetræerne har klare, grønne blade og lange, overjordiske rødder, og så de vokser helst i vand. Her er det vådt mudder, de vokser i, men ikke så langt derfra vokser mangrovetræerne helt ude i det salte havvand. Det er dét, der gør mangrover særlige.

Alle skove binder CO2, men nogle skove binder mere CO2 end andre. Fordi mangroven vokser i vand, binder den både CO2 i blade, stamme og rødder, men også i den våde jord. Miljøorganisationen Global Mangrove Alliance anslår, at mangroveskov binder op til fire gange så meget CO2 som anden skov.

Derfor er det et stort problem, når mangroverne forsvinder – og det er der flere og flere, der får øjnene op for. De seneste 12 år er tabsraten af mangroveskov faldet med hele 80 procent på verdensplan.

Men det er stadig vigtigt at bevare skoven. Ifølge en statusrapport fra Global Mangrove Alliance vil det, at én procent af verdens tilbageværende mangroveskove bliver fældet, betyde, at 230 millioner ton CO2 bliver frigivet. Det vil svare til at brænde 520 millioner tønder olie af eller den årlige udledning fra 49 millioner biler i USA. Med andre ord: Hver en lille del af mangroveskoven tæller.

Det betyder også, at når de kenyanske kvinder planter det ene mangrovetræ efter det andet, er det en gevinst for klimaet. Og klimakrisen kan mærkes i Kenya. Efter flere års tørke har de seneste måneder budt på alt for meget regn, og det har ført til store oversvømmelser i dele af landet. Det er på trods af, at det ikke er lande som Kenya, der har bidraget til global opvarmning. En rapport fra miljøorganisationen Oxfam slog for nylig fast, at verdens ene procent rigeste udleder lige så meget CO2 som de fattigste to tredjedele af verdens befolkning.

Mamma Pweze jager blæksprutter

På en nærliggende kyststrækning på øen Pate har man også oplevet, at der kom færre og færre fisk i nettene. Her har en gruppe kvinder også taget sagen i egen hånd – de er blevet blækspruttejægere.

Vi venter på, at tidevandet fører til lavvande ud for kysten, før vi går flere meter ud i det lave vand og trasker gennem skrøbelige, afblegede koralrev. Kvinderne går med to lange pinde, én lavet af metal og én af træ, ud i det lave vand og leder efter blækspruttereder. De finder forhøjninger, som er huler, blæksprutten selv har bygget op af koral.

Når blækspruttereden er lokaliseret, går arbejdet i gang.

Amina Ahmad bliver også kaldt fra Mamma Pweze – pweze er swahili for blæksprutte – og hun er forkvinde for gruppen af kvindelige blækspruttejægere. Hun peger ned i blækspruttereden, hvor man kan se en af fangarmene gemme sig. På grund af redens størrelse kan hun vurdere, at dens beboer er stor nok til at blive fanget. Da hun går i gang, stikker hun den ene pind ned i hulen, til hun har fået fat i dyret, og hiver den op fra sit bo. Kort efter har hun en hvid og brunplettet blæksprutte i sin hånd. Den har otte, lange arme, og hun fjerner dens sugekopper med små svup, når de klæber sig fast til hendes arm.

Blæksprutten bliver solgt på markedet, og ligesom med krabberne gælder det, at jo større, jo dyrere.

Livet i havet afhænger af mangrover

Men lad os tage et skridt tilbage: Hvad har blæksprutter egentlig at gøre med mangroveskove? Det spørgsmål kan Nancy Njenga svare på. Hun er ansvarlig for Danidas vandsektorprogrammer på den danske ambassade i Nairobi i Kenya.

“Linket mellem mangroverne, koralrevene, ålegræs og blæksprutter ligger i, at det hele er en del af livet i havet,” siger hun.

“Det faktum, at økosystemet er i balance, er vigtigt, fordi det hele hænger sammen. Hvis mangroverne, koralrevene eller ålegræsset ødelægges enten af klimaforandringer eller af ulovligt fiskeri, betyder det, at en del af fødekæden bliver ødelagt, og det betyder i sig selv, at der sker en nedgang i antallet af fisk,” uddyber hun. “Det betyder, at der er færre fisk til at brødføde samfundene i kystområderne, som i bund og grund er afhængige af fiskeriet for økonomisk udvikling.”

Hun fortæller, at projektet er det første af sin slags i regionen, og at det har inspireret andre lignende projekter.

“De startede projektet i Lamu, og siden da har de ikke set sig tilbage. De er vokset i antal, så de i dag er omkring 160 kvindelige blækspruttejægere,” siger Nancy Njenga.

Hun forklarer, at en del af succesen skyldes, at projektet ikke kun handler om naturbevarelse, men at det også har en direkte gavnlig effekt for de lokale.

“Så snart man sørger for, der også er fordele for lokalsamfundet at beskæftige sig med naturbeskyttelse, så vil arbejdet blive mere værdsat, og man vil i højere grad gøre, hvad man kan, for at det lykkes,” siger hun.

En ny generation kan komme i skole

For at sikre at blæksprutterne har tid til at vokse sig store, er der stramme regler for, hvornår blækspruttejægerne må gå på jagt. De skal holde sig væk fra rederne i en periode på tre måneder.

”Det er ligesom en opsparing for os,” siger Amina Ahmad – Mamma Pweze – da vi er kommet på land igen. ”Hver gang vi lader blæksprutterne hvile i tre måneder, er det ligesom at lave en opsparing i banken, som vi kan hæve efterfølgende.”

En del af indtægterne fra blækspruttefangsten bliver sat til side til lokale projekter, blandt andet en lokal skole, og så er der købt en fiskerbåd, som også kan bruges som ambulance til det nærmeste hospital i nødsituationer.

Fiskeriet er traditionelt et mandeerhverv, men ifølge en anden lokal blækspruttejæger, Halima Kombo, er det ikke længere holdbart kun at lade mændene om at tjene penge på fiskeriet.

”Tingene har ændret sig,” fortæller hun. ”Både manden og kvinden i hjemmet bliver nødt til at arbejde hårdt for at sørge for familien, vi bliver nødt til at dele ansvaret. Det er også derfor, jeg er involveret i fiskeriet, så vi begge kan komme hjem med mad på bordet.”

Pengene, hun tjener fra blækspruttefiskeriet, går blandt andet til, at hendes børn kan få skolegang.

”Hverken min mand eller jeg havde mulighed for at gå i skole, så det er vigtigt for os, at vores børn bliver undervist. Men min mand alene kan ikke tjene nok penge til at dække det, derfor er vi begge to nødt til at fiske,” siger hun.

Det samme er tilfældet for Mamma Pweze.

”Jeg har fem børn, og jeg sørger for, at de alle sammen kommer i skole,” fortæller hun. ”Jeg har ikke selv gået i skole, men det gør mine børn. Så jeg lever et bedre liv.”

Verdens Bedste Nyheder var inviteret til Kenya af Udenrigsministeriet.