03. december 2023
Den farlige røg ryger ud af verdens køkkener
Andelen af personer, der laver mad over åben ild eller på sundhedsskadelige komfurer, er faldet markant i løbet af de seneste 20 år.
Der er færre og færre på verdensplan, som laver mad på et komfur, der ser sådan her ud. Foto: Jonathan Hoffmann Rasmussen
Røg i køkkenet dræber. Indendørs luftforurening er nemlig et stort, globalt problem.
Rigtig mange mennesker på verdensplan laver mad over åben ild eller med andre metoder, som forurener den luft, de indånder. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bruger et svimlende højt tal, cirka en tredjedel af verdens befolkning – nemlig 2,3 milliarder mennesker – åbne ildsteder eller ineffektive komfurer, som fører til skadelig indendørs luftforurening.
Det var årsag til 3,2 millioner dødsfald i 2020 globalt.
Men selvom tallene er høje, er det gået fremad. I løbet af lidt over 20 år er antallet af personer, der har adgang til clean cooking gået fra at være cirka halvdelen af verdens befolkning i 2000 til to tredjedel i 2021.
Der er sket fremgang på verdensplan – men det er i Sydøstasien, udviklingen er gået hurtigst. Samtidig går det langsomst i Afrika.
Hele Irland fældes hvert år
Hvordan vi tilbereder vores mad, er også et klimaspørgsmål. Ved traditionelle ildsteder skal der nemlig ofte bruges meget træ. Det er så udbredt på verdensplan, at Europas energiagentur, IEA, vurderer, at der hvert år bliver fældet et areal skov, som svarer til hele Irlands areal.
Der er også problemer med afskovning i det østafrikanske land Kenya, hvor træ er den mest udbredte form for brændsel til madlavningen. Lasse Christensen er sektorrådgiver i energi ved den danske ambassade i Nairobi, og han fortæller, at afskovning og clean cooking hænger tæt sammen.
”Man fælder primært træer, fordi man skal rydde jord til landbrug, og fordi man skal bruge det til brænde,” siger han.
Der er mange forskellige initiativer i verden, som arbejder for at udbrede flere sundhedsvenlige komfurer. I videoen herunder kan du besøge en flygtningelejr i Uganda, hvor der er mange fordele ved de nye komfurer.
71 procent
Flere træer i Kenya
Kenyas præsident, William Ruto, har et klart mål for landet om, at der skal plantes mere skov. Målet er, at der skal plantes 15 milliarder træer på 10 år.
I den forbindelse har præsident Ruto for nylig overrasket befolkningen med en ny helligdag. Den 13. november har kenyanerne fri fra arbejdet til i stedet at kunne plante træer.
Men initiativet har fået kritik, blandt andet fordi november under normale vejrforhold er en tør måned, og at træerne derfor vil få svært ved at slå ordentlig rod uden regn
Kenyas regering har et mål om at få clean cooking ud til alle familier i Kenya inden 2028, men der er meget, der spænder ben.
”Det er tydeligvis svært at få løst,” siger Lasse Christensen. “For det første skal du helt ind i folks hjem og ændre på deres køkkenkultur, det er svært i sig selv. For det andet skal du overbevise folk om, at de skal gå fra noget, der opfattes som gratis, altså at sende deres børn eller kvinder ud i skoven og samle brænde. Så du skal både ændre kultur og overbevise folk fra at gå fra noget, der kun koster tid – og folk har som regel mere tid end penge – til at købe noget, der koster penge.”
Samtidig betyder det, at man får adgang til et clean cooking komfur ikke nødvendigvis, at man går helt væk fra sin traditionelle måde at lave mad på.
Især kvinderne står i køkkenet
Når man står i et tilrøget køkken, er det ikke svært at forestille sig de sundhedsskadelige konsekvenser, det har for de mange kvinder verden over, som bruger store dele af deres dag i et køkken. I mange lande er det nemlig stadig kvinderne, der står for madlavningen.
Den indendørs luftforurening kan blandt andet føre til blodpropper, hjertesygdomme, KOL, lungebetændelse og lungekræft.
Derfor er det også kvinderne, det hovedsageligt kommer til gode, når de går over til mere sundhedsvenlige komfurer, såkaldt clean cooking – altså når man går over til at lave mad på sikrere og mere bæredygtige brændsler, som ikke forurener luften og gør folk i hjemmet syge.
Det kan både ske ved at de skifter over til komfurer, der drives af LGP, altså flaskegas, biogas, solceller, el, eller hvis de bruger små clean cooking komfurer, som ligesom traditionelle komfurer er drevet på brænde eller kul, men som udleder langt mindre sundhedsskadelig røg og er mere energieffektive.