02. november 2025
Ssemanda og Ssekandi bruger jura som våben
I Uganda er der lang vej fra landsbyerne til retssalen. Unge jurastuderende arbejder for mere retfærdighed for de fattige.
Ssemanda Mudathirus og Ssekandi Juma er to unge jurastuderende, der kæmper for et mere fair retssystem i Uganda. Foto: Sabrina Osman
I et mødelokale på Makerere University, et af Ugandas største og ældste universiteter, ringer Ssemanda Mudathirus telefon. Ringetonen er Kendrick Lamars DNA. Inden Ssemanda Mudathirus får fisket telefonen frem og afvist opkaldet klinger Kendrick Lamars stemme ud i rummet: …got war and peace inside my DNA…
En beskrivelse, der passer godt på Ssemanda Mudathirus og Ssekandi Juma; to unge jurastuderende, drevet af en imponerende kampgejst for at styrke retssikkerheden i Uganda.
Fælles for dem er, at de begge kommer fra trange kår, men har fundet vej til jurastudiet. Ssemanda Mudathirus er tredjeårsstuderende, men burde have været halvvejs gennem sit fjerde år, hvis ikke studiepengene var sluppet op sidste år. Ssekandi Juma er en af de få heldige, der er indskrevet på et statsfinansieret stipendium, som dækker hele uddannelsen.
Jurastudiet ser de begge som det vigtigste redskab i deres kamp for, at alle borgere i Uganda sikres lige adgang til det formelle retssystem og kan forvente retfærdig rettergang og juridisk bistand, hvis de udsættes for kriminalitet.
“Jeg har brug for at være advokat en dag. En advokat, der er kendt for at være en katalysator for forandring i samfundet,” siger Ssemanda Mudathirus.
Indtil da arbejder de begge frivilligt i en lille forening med 30 jurastuderende, der yder gratis retshjælp til de ugandere, der har begrænset adgang til retssystemet.
Og der er nok at tage fat på for de to unge jurastuderende.
Faktisk har 95 procent af uganderne oplevet at have mindst ét juridisk problem det seneste år – alt fra hård kriminalitet til civile tvister om nabogrænser, skilsmisser og arv – men kun 10 procent opsøger en advokat og får deres sag behandlet i det formelle retssystem, ifølge en ny rapport fra den internationale organisation Haag Institute for Innovation of Law.
Retshjælp som kampplads
Ssemanda Mudathirus og Ssekandi Juma viser ind i et mødelokale, hvor den lille, frivillige forening Public Interest Law Clinic, PILAC, holder til. Bag den åbne dør anes et ydmygt kontor: Et lille, trangt rum med to skriveborde, et mødebord og en reol, der bugner af bøger og papirer. Fra vinduet er der udsigt til den nyopførte fakultetsbygning. Praktisk talt en kopi af det hvide hus i Washington, der i 2024 blev indviet af Ugandas førstedame, Janet Museveni.
Men det er i den mere beskedne afdeling af det juridiske fakultet, at PILAC holder til.
“Uganda er et land, hvor folk lider mere under juridiske uretfærdigheder end af helbredsproblemer. Du kan finde et sundhedscenter i alle dele af landet, men du finder ikke et advokatfirma eller en advokat, der vil ud i landområderne og praktisere,” siger Ssemanda Mudathirus.
Samtidig er det kun 55 procent af de juridiske problemer, der bliver løst – selvom det faktisk er en stigende andel.
Derfor tager de frivillige ud i landsbyerne for at oplyse dem, der har færrest ressourcer, om deres rettigheder. De underviser bl.a. i børns rettigheder, arveret og ejendomsret og har mobile klinikker, hvor alle kan få gratis juridisk rådgivning i konkrete sager, hjælp til at forstå dokumenter og skrive klager.
En retfærdighed, der kan købes
En af de destinationer, PILAC ofte besøger, er den mindre by Moroto, 500 kilometer nord for Kampala i Karamoja-regionen, hvor konflikter ofte afgøres af lokale retsråd eller traditionelle ledere i lokalsamfundet.
“Problemet er, at de fleste formænd i de lokale råd eller udvalg er fattige mennesker,” siger Ssemanda Mudathirus og forklarer, at det medfører stor risiko for korruption.
Særligt på landet er de lokale retsråd den mest brugte vej at søge juridisk hjælp hos i forbindelse med krænkelse af jordrettigheder, voldelige og seksuelle overgreb, indbrud og tyveri, nabostridigheder og familiære tvister.
Retsrådene er etableret med henblik på at håndtere mindre kriminelle sager og gøre retssystemet mere tilgængeligt for dem, der ikke har råd til det formelle retssystem, og lidt flere end en fjerdedel af ugandere med juridiske problemer bruger dem – næsten tre gange så mange som går igennem de formelle domstole.
Medlemmerne er rådene er valgt lokalt.
”Disse mennesker kan virke gode, før de får magten, men nogle gange begynder de at tjene deres personlige interesser i stedet for fællesskabets,” fortæller Ssekandi Juma.
Både han og Ssemanda Mudathirus er overbeviste om, at det er tid til forandring.
●PILAC blev etableret i januar 2012 som Ugandas første retshjælp på et universitet.
Ugandas lokale retsråd
Systemet med lokale retsråd består af fem niveauer fra landsbyråd til distriktsråd. De spiller en central rolle i samfundet ved at håndtere mindre civile og kriminelle sager, hvilket er med til at gøre retssystemet mere tilgængeligt for borgerne. Systemet er en vigtig del af Ugandas decentralisering og skal sikre, at beslutninger træffes tættere på befolkningen. Omkring 69 procent af ugandere, der går til de lokale retsråd, oplever dem som hjælpsomme.
Ungdommens opråb
Ugandas siddende præsident Yoweri Museveni har haft magten siden 1986 – længe før størstedelen af befolkningen blev født. Uganda har en af verdens yngste befolkninger, og to tredjedele af ugandere er under 25 år.
Museveni kom til magten efter væbnet kamp, og han havde dengang store visioner for Uganda. Men i løbet af næsten 40 år har han klinget sig til sin position og anholdt oppositionsmedlemmer og politiske modstandere. Det har ført til dannelsen af bevægelsen People Power, Our People i 2017, ledet af oppositionslederen Robert Ssentamu, bedre kendt som Bobi Wine.
Bevægelsen er blevet et kraftfuldt opråb til Museveni og et symbol på ungdommens voksende frustration over korruption, undertrykkelse og manglende demokratiske reformer.
Det er på denne baggrund at Ssemanda Mudathirus og Ssekandi Juma ser deres arbejde med at oplyse om juridiske rettigheder og hjælpe med konkret retshjælp til de fattige. De håber, at det kan være med til at skubbe på forandring i retssystemet.
De ved, at vejen er lang.
”Som unge mennesker, der brænder så meget for vores land, satte vi os ned og sagde: Nej. Forandring kan begynde med os. Vi opnår det måske ikke, men i det mindste vil de, der kommer efter os, sige, at vi har gjort noget for sagen,” siger Ssemanda Mudathirus.
“Vi lever livet i øjeblikke. Og i dette øjeblik er vi nødt til at gøre, hvad vi kan med de midler, vi har,” tilføjer Ssekandi Juma.
