Strammere styring har givet flere fisk i havet

”Når den allersidste fisk er fanget, så vender vi kajakken”. Cirka sådan sang Kim Larsen i 1988. Da popsangen blev skrevet, var det begyndt at gå op for flere og flere, at nogle fiskebestande i verden allerede var kollapset på grund af overfiskning. Det gjaldt blandt andet sildebestanden i det nordøstlige Atlanterhav, torsken ved New Foundland, og ansjosfiskeriet vest for Chile og Peru.

Men nogle lande var også begyndt at styre deres fiskeri bedre, blandt andet ved at sætte videnskabeligt bestemte kvoter for, hvor mange tons fisk, fiskerne må hive i land. Grænserne blev sat på baggrund af biologernes viden om de forskellige fiskearter. Målet var at genoprette bestandene, så det i længden bliver muligt at fange flere fisk hvert år, uden at det går ud over næste års fangst.

UDVIKLINGEN ER VENDT

Den metode har virket: Omkring år 2000 stoppede fiskebestandene i de regulerede områder generelt med at blive mindre år for år. Og selvom der er forskelle på, hvordan de enkelte fiskebestande klarer sig, og nogle kollapsede bestande stadig ikke er kommet sig, begyndte mængden af fisk i de styrede havområder generelt at vokse fra 2005.

Det fremgår af en stor undersøgelse, der blev udført af forskere fra blandt andet Washington University og offentliggjort sidste måned i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS – Proceedings of the National Academy of Sciences.

Studiet er det hidtil største af sin art, og sammenfatter en lang række vurderinger af, hvordan det går med forskellige fiskebestande. Tilsammen dækker studiet omkring halvdelen af verdens fangst. Studiet viser, at bestandene generelt er blevet større i de områder, som studiet omfatter, og hvor landene aktivt regulerer fiskeriet. Omvendt gælder det for de lande og områder, hvor fiskeriet bliver reguleret i mindre grad. Her fiskes der hårdere og der er langt færre fisk i havet. Dermed dokumenterer undersøgelsen, at strammere styring af fiskeriet giver flere fisk i nettet i det lange løb.

”Der er et narrativ om, at fiskebestandene er på vej ned på verdensplan, at håndteringen af fiskeriet har spillet fallit og at vi har brug for helt nye løsninger – og det er totalt forkert,” siger studiets hovedforfatter, Ray Hilborn, der er professor ved School of Aquatic and Fishery Sciences ved University of Washington.

”Fiskebestandene er ikke ved at skrumpe over hele verden. Mange steder er de på vej op, og vi ved allerede, hvordan vi skal løse problemer gennem effektiv styring af fiskeriet”.

TILBAGEGANG I ASIEN

Det er primært de europæiske lande, samt til en vis grad landene i Nord- og Sydamerika, der har sat grænser for fiskeriet og set bestandene vokse. Disse lande står for cirka halvdelen af verdens samlede fiskefangst. Den anden halvdel af verdens fangst sker i lande i Asien, og her er der generelt ikke samme overvågning og styring af fiskeriet. Der er ikke pålidelige tal for, hvordan det går med bestandene i disse områder. Forskerne bag studiet anslår dog, at det efter al sandsynlighed ikke står særligt godt til.

Det er samtidig vigtigt at huske, at studiet kun har set på fiskebestandene af en række af de fiskearter, som fanges i stor skala. De har ikke set på, hvordan fiskeriet påvirker resten af naturen under vandet, for eksempel når bundtrawl ødelægger havbunden, eller når andre fisk og dyrearter også går i nettet som bifangst. Derfor modsiger undersøgelsen ikke, at havets økosystemer stadig er under stærkt pres i verden. Men konklusionen er, at det godt kan lade sig gøre at genoprette overfiskede fiskebestande og bruge havets ressourcer mere ansvarligt. Ifølge forskerne bliver næste udfordring at udbrede metoderne til at sikre mere bæredygtigt fiskeri i større dele af verden.