Tankeklima med Kathrine Lilleør: "Midt i alt det værste opdagede jeg, at jeg nu vidste noget, jeg ikke vidste før"

Det føles ofte, som om vores blå planet roterer ud af kontrol med den ene krise efter den anden. Men på samme tid er verden i gang med en kæmpe omstilling til en grønnere fremtid. Derfor inviterer vi med jævne mellemrum en tankevækkende dansker ind i spalterne for at tage temperaturen på tidens Tankeklima og give os anderledes perspektiver på bæredygtighed. Denne gang er sognepræst Kathrine Lilleør gæst.

Hvordan bliver du påvirket af alle de kriser, som verden i dag befinder sig i?   

Helt konkret konfronterer jeg min frygt. Frygt er roden til alt ondt. Det har jeg lært af Kristus. Frygt er årsagen til meget ondt i verden. Frygt gør os små, feje og selvoptagede. Frygt kender alle, men vi har alle en forpligtelse til at bekæmpe frygten i os selv. Så når frygten griber mig, folder jeg min hænder, beder mit Fadervor, og tænker på, at englene i evangelierne altid indleder det, de skal sige på Guds vegne med et “Frygt ikke!”

Hvad er den seneste krise, som du er kommet stærkere ud af?

Jeg synes, at man skal passe på med at romantisere kriser. Rigtige kriser ville man altid hellere være foruden. Men sandt er det, at der overrumplende kan komme indsigter og dermed kompetencer, man ellers ikke havde fået, hvis man havde undgået krisen. Helt konkret oplevede jeg for år tilbage, efter min skilsmisse, at være i forhold med en psykopat. Det sendte mig ud i en eksistenskrise efterfølgende, som jeg stadig er taknemlig over, at jeg overlevede. Jeg mistede mit fodfæste og troen på andre mennesker. Men midt i alt det værste opdagede jeg, at jeg nu vidste noget, jeg ikke vidste før, og at jeg derfor kunne forstå og trøste andre, der har oplevet det samme. Det gav det kaos, jeg stod i, et perspektiv, der rakte ud over mig selv, og det hjalp mig.

Har du i nyere tid ændret holdning til noget i forhold til bæredygtighed?   

Der kommer hele tiden nye indsigter til. Jeg synes, som de fleste andre, at det går for langsomt med at omstille vores samfund og dagligdag. På det seneste har jeg særlig fået øje på mit og andres tøjforbrug. Hvor køber vi tøjet, hvem laver det, og især, hvordan kan det produceres så billigt? Det hænger ikke bæredygtigt sammen. I det hele taget er jeg kritisk overfor varer, der koster for lidt. Ting kan blive så billige, at det siger sig selv, at bæredygtighed ikke er taget i ed.

Hvad er din bæredygtighedskæphest, som andre ikke kender eller værdsætter nok?

Jeg afskyr vandforbrug uden grund. Vanding af plæner, som ingen har sagt skal være græsgrønne i en hedebølge. Vand, man ikke slukker efter sig. Kort sagt manglende respekt for vand. Drikkevand. Men også søvand og saltvand. Alt det plastik, cigaretskod og metal, man uden videre forurener sø og hav med. Det gør mig afmægtig, forstemt og vred.

Hvad gør dig håbefuld for tiden?  

Det, som altid gør mig håbefuld. At jeg kan se, at vi alle ændrer adfærd. Både fordi vi bliver tvunget til det og også, fordi vi indser det rigtige. Det gør mig glad at se, at prydhaven er på retur til fordel for haver, der tilgodeser det naturlige liv. Bier lever – ligesom vi mennesker – ikke for at blive slået ihjel.