19. januar 2025
Terence anholder krybskytter og beskytter dyrene i ufremkommeligt paradis
Salonga Nationalpark i Congo-bassinet er hjem for hundredvis af dyr, der har svært ved at leve andre steder. Og Terence Fuh passer hver dag på bonoboabernes hjem.
Foto: Salonga Nationalpark
I hjertet af verdens andenstørste regnskov, Congo-bassinet, ligger Salonga Nationalpark. Det er en regnskov, som også et vildt helle for hundredvis af dyr, der har svært ved at leve andre steder.
Her bor cirka halvdelen af hele verdens bestand af bonoboaber side om side med andre truede dyr som skovelefanten, skældyr og congopåfuglen for bare at nævne nogle få.
Og en, der kender lige netop den her regnskov og dens mange beboere godt, er Terence Fuh. Han er nyudnævnt direktør for Salonga Nationalpark, men de seneste 2,5 år har han arbejdet i regnskoven – og før det brugte han 11 år tæt sammen med gorillaer i en hel anden del af det kæmpestore skovområde, Congo-bassinet.
”Det er et meget specielt sted at være,” siger han på en videoforbindelse fra nationalparkens hovedkontor om regnskoven, der også er et ufremkommeligt paradis. ”Det er svært at komme hertil, men så snart man er i Salonga, er det så smukt. Vi er omringet af et fantastisk dyreliv, vi vågner hver morgen til abernes skrig og fuglesang – det er meget specielt.”
Vi skal forstå dem for at beskytte dem
Salonga Nationalpark ligger lige midt i Congo-bassinet– som altså er Amazonas’ afrikanske lillesøster – i Den Demokratiske Republik Congo. Og imens Congo-bassinet bliver kaldt for et regnskovsområde, så er det faktisk en blanding af forskellig type skov, floder, krat, savanne, hede, mangrover, huler, kystlinje og meget mere. Men Salonga er Afrikas største sammenhængende regnskov. Og den er stor – nemlig på størrelse med Belgien.
Terence Fuh er en af de mennesker, der hver dag arbejder for at sikre noget af verdens vildeste natur. Derfor er det også hans arbejde, det kommer til gode, når forskere tilegner sig ny viden om naturen og opdager nye arter.
33.350 km2
●Siden 1984 har Salonga Nationalpark været på UNESCO Verdensarvsliste.
I Congo har 742 nye arter vist sig for mennesket. Og dét kan blive deres redning.
Der bliver hele tiden opdaget nye arter af både planter og dyr i verdens regnskove som “Afrikas grønne hjerte,” Congo-bassinet. Det er vigtigt, for jo mere vi ved om naturen, jo lettere er det at beskytte den – og det er der hårdt brug for. Læs mere lige her.
Og dem bliver der opdaget mange af. I Congo-bassinet er der i løbet af et årti blevet fundet 742 nye arter. Det viser en ny rapport fra WWF. Flere af arterne hører hjemme i Salonga, blandt andet flere typer møl, en edderkop og en ålemalle – en slags fisk, der kan optage ilt fra både luft og vand.
”Vi lægger rigtig meget energi i at beskytte det her specielle økosystem. Så når vi ser, at nye arter bliver opdaget, så styrker det bare vigtigheden og det unikke ved Congo-basinnet og Salonga. Det giver os motivation til at blive ved med at gøre, hvad vi gør,” siger Terence Fuh.
Man vågner hver morgen til lyden af abeskrig, når man sover i Salonga Nationalpark, fortæller Terrence Fuh. Foto: Salonga Nationalpark
Han og hans kolleger i nationalparken sørger blandt andet for at overvåge dyrelivet, anholde krybskytter, der er på jagt efter skovens elefanter og bonoboaber, og for at teste døde dyr for sygdomme.
”Vi bliver nødt til at forstå hver enkelt art, deres territorium, hvordan de reagerer på, at der er mennesker i nærheden, og så videre. Hvis vi ikke forstår det, så kan vi måske ikke beskytte dem, som de har brug for at blive beskyttet,” siger han.
”At forstå arterne er i virkeligheden det første, der skal til, for, at vi kan beskytte dem.”
Fire små gorillafødder
Inden Terence Fuh begyndte arbejdet i Salonga Nationalpark i Den Demokratiske Republik Congo, befandt han sig i mange år dybt i regnskoven i Den Centralafrikanske Republik – et helt andet sted i det kæmpestore Congo-bassin.
”Når du bor i skoven, er hver dag speciel, der er ikke to dage, der ligner hinanden. Du opdager altid noget nyt, som du ikke så dagen før,” fortæller han.
Alligevel husker han en oplevelse, der var helt særlig for ham. Dengang arbejdede Terence med at følge en gruppe af gorillaer i flere år. Hans arbejde gik nemlig ud på at vænne gorillaerne til menneskelig tilstedeværelse, blandt andet så forskere lettere kunne komme tæt på og studere dem.
”Vi gik ind i skoven, og vi vidste, at den ene hun var gravid, vi ventede alle sammen på, at ungen skulle komme,” fortæller han.
En morgen kunne Terence Fuh og hans kollegaer se, at hungorillaen havde født – men i stedet for at spotte to små, sorte gorillafødder, var der fire – der var blevet født tvillinger.
”Vi kiggede nøje efter, og så sad hun bare der med én baby på den ene side og en anden på den anden side. Det var det mest specielle øjeblik nogensinde,” siger han med et stort smil.
Han fortæller, at det især var fantastisk at se, fordi gorillaerne er en truet art – og tvillingerne? De overlevede med hjælp fra hele flokken.