20. marts 2022
Træplantning i Indien: Millioner af små grønne håb spirer frem
I Indien er de vilde med at plante træer og nu vokser deres skovområder.
Indien har siden 2016 plantet mere end 900 millioner træer. Foto: pixelfusion3d on iStock
De seneste to år er Indiens skove og træbevoksede områder vokset med over 2.261 kvadratkilometer tilsammen. Det svarer til næsten fire gange Bornholms areal og lidt mindre end Fyn. Det viser en rapport foretaget af Forest Survey of India (FSI), som er den indiske regerings miljøorganisation. Derudover er områder med mangrovetræer, der både er gode til at optage CO2 og yde kystbeskyttelse, vokset med 17 kvadratkilometer.
En af forklaringerne på de flere trækroner er, at befolkningen selv planter millioner af træer. Over 900 millioner træer er blevet plantet i Indien siden 2016.
Træerne suger CO2 til sig. I rapporten af FSI er der sidste år estimeret en stigning på 79,4 millioner ton kulstoflagering sammenlignet med i 2019. Det er vigtigt, fordi Indien er den tredjestørste udleder af drivhusgasser i verden efter Kina og USA. Og en tredjedel af dødsfaldene i Indien skyldes luftforurening.
Der sker dog stadig afskovning i Indien, og plantning af nye træer kan ikke erstatte tabet af en frodig og naturlig skov med mange forskellige arter af dyr og planter, fortæller Jens Holm Kanstrup, der arbejder for miljøorganisationen Verdens Skove.
”Det mest optimale ville være at sætte en prop i afskovning af naturskove. Det er positivt, at der ikke bliver færre træer, men der er stadig et par torne i buketten,” siger han. Ifølge forskere har Indien mistet op til 40 procent af landets naturlige skovområder de sidste 95 år.
Lokalsamfundet er træernes hjertestarter
Det var tidligere svært at holde de millioner af plantede træer i live. Træerne havde kun en overlevelsesprocent på 60 procent på grund af sygdom, manglende vand og viden i lokalsamfundet om korrekt træpleje. Overlevelsesraten er dog steget til hele 80 procent de sidste fire år på grund af bedre pleje og metoder som GeoTagging af træer med QR-koder for at overvåge træernes vækst.
”Engagement i lokalsamfundet er utrolig vigtig, hvis det skal virke. En motivation for at pleje træerne kunne være, at flere træer hjælper med vandforsyningen. Mangel på vand er et stort problem i Indien, og det kan derfor handle om liv og død at genoprette en skov,” siger Jens Holm Kanstrup.
”Et passende trædække vil derudover være med til at understøtte det lokale klima i området. Afskovning kan nemlig gøre, at der kommer meget vind, og det bliver meget tørt. Det øger risikoen for voldsomme skovbrande,” siger han.
Han fortæller også, at det kan hjælpe på motivationen at gøre træplantningen symbolsk. For eksempel som den indiske landsby Piplantri, der planter 111 træer hver gang en pige bliver født. I 2020 havde de plantet 320.000 træer.
02 India State of forest report 2021
Det mest optimale ville være at sætte en prop i afskovning af naturskove. Det er positivt, at der ikke bliver færre træer, men der er stadig et par torne i buketten.
Jens Holm Kanstrup, Verdens Skove
Fakta om Indien af Stine Simonsen Puri, der er antropolog og Studielektor for Institut for Moderne Indien og Sydasiensstudier på KU:
- Det er blandt andet den indiske regering, der har mobiliseret befolkningen til at plante træer. Det er del af et større politisk program, der har fokus på et grønt Indien (og for nogle måneder siden indgik Danmark og Indien også et strategisk grønt partnerskab med henblik på at samarbejde om udviklingen af grøn teknologi).
- Træplantning er en måde, hvor befolkningen mobiliseres i denne dagsorden, fordi alle kan gøre en forskel og plante et træ. At opfordre til at plante træer i byerne har blandt andet været en konkret politisk handling mod luftforureningen. I landområderne er det for at undgå, at jorden mister sin frugtbarhed samt indskrænkning af træer, som for mange er den primære energikilde, da der laves mad på ild. Før plantede man også træer, men det var på et mere lokalt NGO-niveau. Nu er det hele Indien, der er blevet opfordret til det.
- Indien er ikke særlig urbaniseret og mange lever i landområder. Mange dyrker deres egen mad. Derfor lever mange indere tættere på naturen i forhold til størstedelen af den danske befolkning. Flere indiske borgere idealiserer mad, de selv har dyrket og ytrer en taknemlighed for naturen.
- Den diskurs, der er om at plante træer er flettet ind i en særlig hinduorienteret politik, hvor at grøn bevidsthed knyttes til en særlig hinduistisk moral politik. I storbyerne er det også knyttet til arbejdet med at ”forskønne” byerne.
Træerne bærer frugt
Til Jordens Dag i 2016 skrev Indien under på, at de ville bruge seks milliarder dollars til genskovningsprojekter, og at 29 procent af landets territorie bliver dækket af skovområder inden 2030. Det svarer til 95 millioner hektarer. Lige nu er der 80,9 millioner hektarer og dækker næsten en fjerdedel af landets territorie. Der er derfor stadig noget vej endnu, selv om der er fremgang.
Løsningen er dog ikke bare at plante en masse træer. De træer, der plantes, bør ifølge Jens Holm Kanstrup, være træer, der er hjemmehørende i de områder, de plantes i.
”For mange eksotiske træarter kan nemlig være skadelige for det lokale økosystem. Derudover skal man vælge træer, der har en positiv effekt for biodiversiteten og ikke kun for klimaet,” siger Jens Holm Kanstrup.
Det er især frugttræer, der er blevet plantet i Indien, så lokale kan få næring og få en indkomst ved at sælge frugterne videre.