29. maj 2017
Analyse: Ubæredygtig mode er so last year
Mens forbrugere over hele kloden køber mere tøj end nogensinde, har modeindustrien travlt med at løse en af verdens allerstørste miljøudfordringer.
© Kyle Sparks / Patagonia
12-24 kollektioner om året. Det er store internationale tøjbrands som H&M og Zara oppe på i dag. Tiden, hvor modeåret var centreret omkring et par sæsoner er for længst ovre. Internettet har givet modebevidste forbrugere adgang til at følge med live på de toneangivende modehuses runways. Og de såkaldte fast fashion-kæder står hurtigt klar med kollektioner til langt billigere priser. Det har også ændret den måde, vi shopper på. Forbrugere køber i dag dobbelt så meget tøj som ved årtusindskiftet og bruger det i halvt så lang tid. Ifølge Mckinsey er det ikke ualmindeligt, at de helt billige beklædningsgenstande kun bliver brugt syv-otte gange.
Fast Fashion har travlt
På verdensplan bliver der produceret 62 millioner tons tøj om året. Og i takt med at klodens befolkning og særligt middelklassen vokser, står den globale tøjproduktion til at stige med yderligere 63 procent frem til 2030. Derfor har især den hurtige mode travlt i mere end en betydning, hvis den skal kunne klæde de mange millioner tøjkunder på.
Flere indflydelsesrige fashionbrands har i en del år haft fokus på både miljø og sociale forhold. Men det har indtil nu ikke været nok. Modeindustriens miljøpåvirkning er stadig omfattende: 10.000 liter vand til at producere et kilo tekstiler i gennemsnit, hvoraf størstedelen går til at dyrke bomuld i ofte tørre egne af verden. Oven i det kommer et ofte stort forbrug af kemikalier, et højt CO2-aftryk og en øget brug af syntetisk materiale, der holder dårligere og forurener havene med mikrofibre. Læg dertil farlige arbejdsforhold og lave lønninger.
Modens Davos ligger i København
Den gode nyhed er, at de helt store spillere i den globale modeindustri har fuldt fokus på problematikkerne, og at der er ved at komme skub på de innovative løsninger. København har netop igen været vært for det årlige, internationale topmøde for bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit. Det startede under COP15 i 2009 og er siden blevet sammenlignet med finansverdenens årlige møde i Davos.
Her blev rapporten Pulse of the Fashion Industry lanceret, som kun giver industrien en score på 32 ud af 100, når man ser på bæredygtighed. Undersøgelsen fremhæver, at det især er de større brands, der er i gang med forskellige tiltag, særligt i forhold til produktion. Modefirmaer scorer til gengæld lavest, når det handler om, hvad der sker med tøjet, når forbrugeren ikke går med det længere. Cirkulær mode var derfor en af de centrale opfordringer fra konferencen. Det handler både om at forlænge tøjets levetid og at genbruge fibrene til nye tekstiler, så gammelt tøj bliver en ny ressource.
Modegiganter udvikler løsninger
I EU bliver kun 18 procent af vores tøj genbrugt eller genanvendt til nyt tøj eller fx polstring af bilsæder. Og det tal er endnu lavere i USA. Det meste tøj ender i stedet direkte i husholdningsaffaldet, der enten bliver brændt eller brugt til at fylde grusgrave med. Store mærker som H&M og Levi’s er derfor begyndt at indsamle kundernes brugte tøj og sko direkte i butikkerne, så det enten bliver solgt til genbrug eller indgår i nyt tøj.
Siden H&M startede med at indsamle brugt tøj, har de fået 39.000 tons tilbage til butikkerne, eller hvad svarer til 196 millioner t-shirts. Tøjindustrien mangler stadig at knække koden til, hvordan det i højere grad både kan lade sig gøre og betale sig at anvende brugt tøj i produktionen af nye beklædningsgenstande. Fx giver processen kun giver mening, hvis det ikke kræver et højere vandforbrug eller sætter skadelige kemikalier i cirkulation. Pt. kan H&M kun genbruge 20 procent af bomulden, uden at det går ud over kvaliteten. Derfor investerer den svenske modegigant i at udvikle nye teknologier, der kan løse den udfordring. H&M er også i front, når det gælder genbrug af polyester og har en målsætning om kun at lave tøj af genbrugte materialer i 2030.
Morgendagens designere spilder ikke tiden
Ud over H&M skrev en række andre internationale virksomheder til det netop afholdte topmøde under på at lave konkrete tiltag for at gøre deres produkter cirkulære inden 2020. Bl.a. har Adidas, Asos og Lacoste sammen med danske Bestseller, Ganni og Mads Nørgaard forpligtet sig til at få deres produkter til at gå i ring.
Selvom mange brands er bevidste om deres miljøaftryk, er over 50 procent af industrien stadig ikke gået i gang med at handle på det. Men det vil morgendagens designere, indkøbere og producenter ikke vente på. Youth Fashion Summit samler hvert år omkring 100 modestuderende fra hele verden i København samtidig med Copenhagen Fashion Summit. De unge betaler selv deres billet og ophold, med det stopper dem ikke fra at rejse mod nord for at give klar besked til modeverdenens store spillere om, hvilken retning de ønsker industrien skal bevæge sig. I år mundede det ud i et udkast til verdens første FN-resolution for bæredygtig mode, som bliver præsenteret på FN’s generalforsamling senere på året. Og budskabet er helt klart: Verdens kommende designere vil kun arbejde med mode, der både tager hensyn til mennesker og natur.