21. oktober 2014

Uddannelse skal redde Kenyas kaffe

Unge kenyanere ser ofte ingen fremtid i et liv som kaffebonde, men et nyt dansk projekt giver dem nu mulighed for uddanne sig som kaffeeksperter på universitetsniveau.

Just Fair

Just Fair

Kenyas kaffeeksport er truet, fordi de unge flygter fra branchens hårde vilkår. Derfor har Peter Larsen Kaffe og Just Fair har sammen med Danida, Fairtrade Mærket og Bravo Tours etableret et kaffeprojekt i Kenya, der over de næste tre år skal tilbyde uddannelse til flere end 4.500 kenyanere.

De unge flygter fra kaffemarkerne

Gennemsnitsalderen for en kenyansk kaffebonde er over 60 år, da de unge ikke ønsker at arbejde med kaffe. Der er ikke er særligt god økonomi i det, fordi de unge ikke ved nok om kaffe- dyrkning, og fordi der er alt for mange mellemmænd, der sluger overskuddet. Derfor rejser de unge til storbyerne og tager chancen – men uden uddannelse, er det svært at klare sig i byer som Nairobi og Mombasa, og ofte bliver de fanget i ekstrem fattigdom.

Behov for bedre liv

Samtidig bliver landområderne tømt for unge og stagnerer: “Med projektet vil vi løfte lokalbefolkningens livsgrundlag. Det gør vi blandt andet ved at uddanne de unge – både i bedre kaffedyrkning i form af dyrkningsmetoder, gødning og vanding og i økonomi, handel, bæredygtig produktion på universitetsniveau,” forklarer Poul David Videbæk, der er udviklingsdirektør i Just Fair og en af idemændene bag projektet. Derudover skal projektet også hjælpe med bedre og miljøvenlige maskiner til selve produktionen.

Fokus på bæredygtighed

Ifølge Poul David Videbæk har man valgt kaffekooperativet Othaya, der ligger i hjertet af Kenyas grønne område, Nyeri, netop fordi det er Fairtrade-certificeret: “Det er vigtigt for os, at forholdene er i orden. Målet er, at dette projekt bliver frontløber for mange lignende projektet i fremtiden.”
Hos Peter Larsen Kaffe, der køber kaffen direkte af småbønderne i kaffekooperativet Othaya, er man ikke i tvivl om, at projektet kan løfte lokaludviklingen både økonomisk og socialt. “Nogle af verdens bedste kaffebønner bliver dyrket i Kenya – men certificeret kvalitetskaffe fra landet er truet. Klimaforandringer, priskrige og en skæv fordeling af midlerne er nogle af de forhindringer, der gør, at unge kenyanere ikke har lyst til at arbejde med kaffe. Derfor er vi også gået ind i det her projekt,” forklarer Lars Aaen Thøgersen, marketing manager hos Peter Larsen Kaffe.

Joseph: "En milepæl for fremtiden"

“Det her projekt kan redde fremtiden for farmerne og lokalområdet – det er en milepæl!” Så enkelt udtrykker 22-årige Joseph Kamyari Karuga sin glæde over kaffeprojektet.

Joseph er en af de få udvalgte, der fik et stipendium til at gennemføre den etårige kaffegrunduddannelse på Kimathi University. Men farmerne i det lille kooperativ hvor han kommer fra, er gået sammen om at betale resten af hans universitetsuddannelse på i alt fem år.

Når han er færdig, vil han være uddannet kaffeagronom. “I starten var det svært at forandre vanerne hos de gamle kaffefarmere, men da de fandt ud af, at det øger deres høst gradvist, så er de blevet mere åbne for ændringer,” forklarer Joseph Kamyari Karuga.