08. december 2024
Velgørenhed eller affalds-kolonialisme? Tøjbjerge i Afrika bliver ofte misforstået, mener dansk forsker
Vestens og Asiens brugte og aflagte jeans, t-shirts og kjoler bliver tit forbundet med miljøproblemer. Men genbrugstøj giver også en livsvigtig indtægt for millioner af afrikanere og er et bedre alternativ end mere nyt, billigt tøj fra Kina.
Mama Wazungu er en af de garvede sælgere på Ilala, der er et af Dar Es Salaams store markeder for secondhand-tøj. Foto: Karoline Rahbek
”Muzungu. Muzungu!” (hvid person på swahili, red.) Tilråbene rammer mig sammen med den intense varme, en messende strøm af ord fra skrattende højtalere og folk, der masser sig igennem de smalle gange mellem boder, der ligner små bjerge af tøj. Jeg tiltrækker opmærksomhed hos tøjsælgerne, fordi jeg er den eneste hvide person i Ilala, der er et af de største markeder for genbrugstøj i Dar Es Salaam i Tanzania.
En kvindelig sælger trækker den ene nederdel frem efter den anden, som hun synes, jeg skal købe. Jeg spotter alt fra H&M til kinesiske brands, jeg ikke kender.
I takt med at Vestens og Asiens forbrug af tøj er steget med raketfart, siden fast fashion fuldstændig ændrede modebranchens præmisser omkring årtusindskiftet, er eksporten af brugt tøj til det afrikanske kontinent også eksploderet. Ghana i Vestafrika modtager mest. Men der ryger også store mængder tøj til Østafrika, særligt Kenya, som så sender en del af det videre til nabolandet Tanzania.
Drukner Afrika i vores tøj?
Både medier og NGO’er har den seneste tid sat fokus på de store miljøproblemer og den såkaldte affalds-kolonianisme, der kan følge med, når det globale nord sender aflagt tøj i dårligere og dårligere kvalitet videre til afrikanske lande, som ikke har affaldssystemer, der kan håndtere de store mængder. Det dårligste tøj, der slet ikke kan bruges, ender derfor i værste fald langs strandene i Ghana eller floder i Kenya, hvor det udleder mikroplast og skadelige kemikalier.
Der er ikke præcise data for, hvor meget af tøjet, der rent faktisk kan bruges igen, og hvor meget der i praksis er en eksport af tekstilskrald fra de rige lande til de fattige.
Ifølge NGO’en The Or Foundation er 40 procent af tøjet, der ankommer til Ghana, ubrugeligt. Men for nyligt viste en ny rapport fra Ghana Used Clothing Dealers Association omvendt, at er det kun op til fem procent af det importerede genbrugstøj, der er i så dårlig forfatning, at det hverken kan genbruges eller sælges videre.
Selvom tallene er bemærkelsesværdigt langt fra hinanden, er de skadelige miljøpåvirkninger både omfattende og synlige.
Men når europæiske lande prøver at bremse op for flodbølgen af brugt tøj med for eksempel eksportforbud af tekstilaffald, overser man et let et andet vigtigt perspektiv ifølge Peter Lund-Thomsen. Han er professor i bæredygtighed og udviklingslande på CBS og har i mange år haft fokus på tekstilindustrien.
”Tallene fra the Or Foundation er blevet tilbagevist af flere, fordi de hverken er særligt realistiske og taget ud af en sammenhæng. Miljøaspektet er selvfølgelig vigtigt, men det er kun en enkelt del af historien. Genbrugstøj giver mennesker i udviklingslande mulighed for at købe tøj til billigere penge. Samtidig giver det millioner af mennesker en indkomst i den uformelle sektor,” forklarer han.
En af verdens mest forurenende industrier
Siden 1975 er produktionen af tøj og tekstiler næsten firdoblet. Og selvom der omsider er kommet et fokus på modeindustriens massive miljøaftryk, står den globale produktion til at stige med 63 procent frem mod 2030.
Miljøproblemerne handler ikke kun om tekstilaffald: Modeindustrien udleder mere CO2 end den globale fly- og skibstrafik til sammen, bruger årligt 93 milliarder kubikmeter vand, og sender en halv million tons mikroplast ud i havene.
Der er tøj overalt på Ilala, hvor sælgerne møder ind tidligt om morgenen for at sælge verdens genbrugstøj videre til resten af Tanzania. Foto: Karoline Rahbek
1,30 kroner for en t-shirt
Jeg er taget til Dar Es Salaams største genbrugsmarked, Ilala, for at tale med nogle af de mennesker, der hver dag sælger brugt tøj videre til resten af Tanzania. I et hjørne af markedet møder jeg Moses Nicodem ved hans stand, som specialiserer sig i brugte t-shirts. Han har arbejdet på Ilala siden 2011.
Prisen per t-shirts ligger fast på 500 tanzaniansk shilling, som svarer til en krone og 30 øre. Til mit spørgsmål om, han kan leve af det, svarer Moses Nicodem prompte:
”Ja, selvfølgelig. Folk lever fra hånden til munden, og salget går op og ned fra dag til dag. Men hvis vi ikke kunne tjene penge, ville vi ikke være her. I dag har jeg lille stykke land og et lille hus til min familie.”
Moses Nicodem fortæller, at hans kone går hjemme, hvor hun tager imod deres tre børn, når de kommer hjem fra skole.
Der kører løbende en debat i flere østafrikanske lande om at forbyde import af genbrugstøj fra Vesten. Og eksportlandene debatterer også, om der skal gøres noget. For nyligt foreslog Danmark sammen med Frankrig og Sverige at mindske mængden af tekstilaffald til blandt andet afrikanske lande. Begge dele bekymrer Moses Nicodem.
”Vi er så mange mennesker med familier, vi skal mætte, som er afhængige af det her genbrugstøj. Selv regeringen ville ikke kunne finde jobs til os alle sammen, hvis tøjet pludselig holdt op med at komme. Men der må gerne komme regler, der sikrer, at kvaliteten er bedre,” siger Moses Nicodem og gør plads til en mand, der skal forbi med endnu en kæmpe pose fyldt med tøj.
Det er et gamble for mellemmændene, der køber pakker med tøj, når det ankommer til havnen i Dar Es Salaam. Her betaler de efter, om tøjets er kategoriseret efter kvalitet A, B, C eller D. Det er ikke ualmindeligt, at det bedste tøj ligger yderst og gemmer på en kerne af tøj i ringe forfatning.
Men Moses Nicodem fortæller, at han kan sælge selv det tøj i allerdårligst kvalitet. Fx bliver ødelagte t-shirts lavet om til mopper, som værksteder bruger til at vaske gulv med.
Jeg bevæger jeg mig videre igennem de endeløse labyrinter, der danner sig imellem tøjbunkerne. Jeg falder i snak med en ung kvinde, der ligesom Moses Nicodem er en af de få, der taler godt engelsk.
Rachel Msoke er 29 år og har arbejdet på markedet i et år nu. Det var ikke en levevej, hun havde forestillet sig efter sin uddannelse i informationsforvaltning.
Men som for så mange andre unge i Tanzania ventede der ikke noget job til hende, efter hun blev færdig med studiet. ”Det her blev en mulighed for mig for at overleve, og det er det stadig. Jeg var bekymret i starten, fordi der er mange udfordringer som kvinde på en så mandsdomineret arbejdsplads, men det fungerer for nu, ellers ville jeg ikke være her.”
Rachel Msokes iPhone ringer, men hun når lige at fortælle, at hun især sælger tøj til andre opkøbere, som sælger større mænger videre på andre markeder i Tanzania. Hun oplever også, at der er kunder til alt slags tøj, også det af dårlig kvalitet:
”Vi smider aldrig noget ud, det dårligste sælger vi bare billigt,” siger hun, inden hun selv bevæger sig ud mellem de tætte gange for at spise frokost.
Slut med skraldespandstøj?
Miljøminister Magnus Heunicke har tidligere i år været på besøg i Tanzanias naboland Kenya for at se på omfanget af tekstilaffaldet fra Europa. Hans visit mundede ud i, at Danmark foresog at få ændret FN’s såkaldte Baselkonvension – der begrænser eksporten af farligt affald over landegrænser – til også at omfatte tekstilaffald.
Det vil blandt andet betyde, at europæiske eksportører af tekstilaffald skal indhente ”informeret samtykke” fra de lande, der skal tage imod tøjet – og det kan potentielt bremse tøj-tsunamien på godt og ondt.
Det er ikke kun Moses Nicodem, der er bekymret for restriktioner, der vil begrænse eksporten af tøj til Tanzania. Da forslaget blev offentliggjort udtalte sammenslutningen af genbrugssælgere i Kenya, The Mitumba Consortium Kenya, at det i værste fald kan ramme to millioner kenyanere, hvis levebrød i dag afhænger af at sælge secondhand-tøj.
Peter Lund-Thomsen, professoren fra CBS, mener heller ikke, at forslaget tager højde for, at bæredygtig udvikling ikke kun handler om miljø, men også om sociale forhold og økonomi:
”Forslag om at begrænse handlen med genbrugstøj bliver ofte fremsat af NGO’er eller politikere, der primært arbejder ud fra en miljømæssig dagsorden. De glemmer lidt at tænke på de mange mennesker, som lever af det her.”
Han påpeger, at hvis der er tale om tøj, der faktisk er skrald – hvis det er ødelagt af maling, kemikalier eller fugt – så skal vi hellere brænde det af i Danmark i stedet for at sende det videre til afrikanske lande.
”Intentionen skal selvfølgelig være, at vi ikke skal eksportere vores miljøfarlige tekstilaffald. Men det er ikke altid helt klart, hvad der er defineret som tekstilaffald. Så spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre herfra, hvor lovgivningerne finder balancen mellem de forskellige parametre om økonomisk, social og miljømæssig udvikling.”
”Hvis vi virkelig ville gøre noget, ligger der en opgave i støtte landene i at få udbygget deres affaldssystemer,” siger Peter Lund Poulsen.
Bedre end billigt plastiktøj fra Kina
Hjemme i Danmark kontakter jeg også Tina Donnerborg, der er chef for genbrug i Røde Kors, der hvert år sender 8.000 tons tøj til udlandet. Hun siger også, at det er meget uklart, hvor meget af det tøj, der bliver sendt til afrikanske markeder, som egentligt er decideret tekstilaffald. I Røde Kors bruger de mange ressourcer på at sikre, at det tøj, de sender videre, rent faktisk kan bruges igen, siger hun.
”Vi har aftalt med vores opkøbere, at det skal kunne genbruges. Der må ikke være tale om tekstilaffald. Og det skal overholdes, hvis nogle lande ikke ønsker at modtage tøjet.”
Det er dyrt at kontrollere det tøj, som danskerne ikke længere vil have. Men så er Røde Kors sikker på, at tøjet forsat får et liv:
”Som du selv har oplevet i Tanzania, smider folk det ikke ud, hvis det kan bruges. Alternativet havde jo været, at de havde stået og solgt nyt, billigt tøj fra Kina i dårlig kvalitet. Og så er tøj, der allerede er produceret, bedre for klimaet og det skaber en indkomst for rigtig mange mennesker.”
Tina Donnerborg tilføjer: ”Men vi kommer ikke uden om, at vi skal vores enorme overforbrug af tøj herhjemme til livs. Og her skal både forbrugerne og modebranchen ændre adfærd.”
Fra Vogue til vintage
Jeg besøgte også designeren, der upcycler tekstiler fra Ilala og sender dem tilbage til forbrugere over hele verden.
