04. februar 2024

Verden over skodder folk smøgerne

Færre mennesker oser og pulser. I 150 lande falder andelen af folk, der bruger tobak, og i blot seks lande stiger den.

Flere og flere lande bruger flere og flere metoder til at lægge låg på røgen. Det virker. Foto: James Abbott CCBY

Flere og flere lande bruger flere og flere metoder til at lægge låg på røgen. Det virker. Foto: James Abbott CCBY

Andelen af rygere i verden falder. Det er et kæmpe sundhedsfremskridt, siger verdenssundhedsorganisationen WHO, der har undersøgt verdensbefolkningens rygevaner.

På bare 22 år er andelen af folk over 15 år, der bruger tobak, faldet med mere end en tredjedel (selvom vi her skriver om rygere, dækker tallene alt tobaksbrug, altså ikke bare cigaretter, cerutter og cigarer, men også snus og tyggetobak, vandpiber, indiske bidis, indonesiske kreteks og andre lokale smøgalternativer – men ikke e-cigaretter, nikotinposer og andre nikotinprodukter uden tobak).

Ved årtusindeskiftet var det hver tredje voksne i verden, der røg. I 2022, som de nyeste tal dækker over, var det faldet til hver femte, i alt 1,25 milliarder mennesker. Fire ud af fem rygere er mænd.

En epidemi af røg

Det går altså fremad mod tobaksepidemien, som WHO kalder det.

Det er nok ikke nogen overraskelse for de fleste danskere, at cigaretter er sundhedsskadelige, men for en god orden skyld: Rygning øger risikoen for tre-fire håndfulde kræfttyper (og står for en fjerdedel af alle kræfttilfælde) og så selvfølgelig også, blandt andet, hjertesygdomme, blodpropper, diabetes, KOL, lungebetændelse, astma, blindhed, grå stær, leddegigt og nedsat fertilitet.

I alt koster tobak syv millioner rygerliv om året – og så 1,3 millioner yderligere dødsfald blandt ikke-rygere fra passiv rygning.

Det er omkring tre gange så mange dødsfald som fra de store sygdomme tuberkulose, malaria og hiv/aids – tilsammen.

Mere fart på

WHO’s store undersøgelse dækker 165 lande, der tilsammen er hjem til 97 procent af verdensbefolkningen. I 29 lande er der ikke ordentligt data til at vurdere, om der bliver langet flere eller færre smøger over disken, men i de fleste lande er udviklingen klar: Færre og færre fyrer op. Blot i Congo, Egypten, Indonesien, Jordan, Oman og Moldova stiger andelen af rygere, mens tobaksbrugen går tilbage i 150 lande.

Det skyldes især, at flere og flere lande bruger antirygningsværktøjer.

”I 2008 var kun fem procent af verdensbefolkningen omfattet af solide antirygningslovgivning, men i dag er det en fjerdedel af mennesker i verden. De lande, der endnu ikke har gjort det, burde forbyde rygning i alle offentlige, indendørs steder, på arbejdspladser og i offentlig transport,” skrev Tedros Ghebreyesus, generaldirektøren i WHO, sidste år i en analyse af verdens indsats mod rygning.

Og der er en kraftig stigning i antallet af lande, der bruger en eller flere andre metoder til at blive røgfrie, fra forbud mod rygning i fx værtshuse, højere afgifter, tilskud til rygestop, forbud mod tobaksreklamer og så videre.

Alligevel går indsatsen mod rygning for langsomt. WHO har nemlig et mål om, at andelen af rygere skulle falde med 30 procent mellem 2010 og 2025, men de regner med, at det blot vil falde 25 procent.

”De foregående to årtier har givet os værdifuld viden om at gøre noget ved denne globale sundhedstrussel – vi må gøre noget nu for at redde liv og stoppe udbredelsen af den her forebyggelige dræber,” skriver Tedros Ghebreyesus.

10 procent

af teenagere verden over mellem 13 og 15 år bruger tobak, anslår WHO. Der er omkring dobbelt så mange drenge som piger i aldersgruppen, der ryger.

Hvert år dør omkring 16.000 danskere på grund af rygning.