05. august 2011
Verdens Bedste Nyheder og sultkatastrofen i somalia
Er Verdens Bedste Nyheder aflyst?
Hungersnød er heldigvis ikke noget, der sker hvert år. Nærmere en gang hver tiende år globalt set. Derfor er det ekstremt vigtigt, at sultkatastrofen i Somalia bliver taget meget alvorligt, og at verdenssamfundet griber ind med en omfattende nødhjælpsindsats for at redde hundredetusinder af liv her og nu. Alene i Danmark har staten pr. 9. august 2011 ydet 200 mio. kr. og private givet mere end 25 mio. kr. til Afrikas Horn.
Men nødhjælp er ikke en langsigtet løsning på de problemer, som Somalia igen vil stå overfor efter nødhjælpen er delt ud, og TV holdene er taget hjem.
Derfor er der trods krisen en god grund til igen at gå ud med Verdens Bedste Nyheder: Hvis kriser, som den i Somalia, i fremtiden skal undgås, så kræver det nemlig, at vi fastholder det langsigtede udviklingsarbejde, som Verdens Bedste Nyheder handler om.
Vi kan forebygge hungersnød
Verdens Bedste Nyheder fortæller hvordan vi gennem en langsigtet indsats imod fattigdom kan bekæmpe årsagerne til sult og fattigdom.
Det er en vigtig historie at fortælle og holde fast i, for når krisen forsvinder ud af medierne igen, så efterlader den offentligheden med en oplevelse af, at det åbenbart aldrig bliver bedre i u-landene. Og dét skaber en følelse af modløshed og dyb pessimisme over for muligheden af at bekæmpe fattigdom.
Der er derfor brug for Verdens Bedste Nyheder til at fortælle hvad vi kan gøre for i fremtiden at forebygge hungersnød og sult.
Hvis der sker store fremskridt hvorfor er der så hungersnød?
Verdensbanken regner med at 2/3 af u-landene vil nå 2015 Målene. I de u-lande hvor der er en levedygtig stat, fred og vækst sker der store fremskridt. Det gælder især i Sydamerika og Asien, hvor stort set alle fattige lande er blevet meget bedre til at håndtere kriser og katastrofer. For eksempel Bangladesh, som har gjort store fremskridt i bekæmpelse af sult og børnedødelighed på trods af at stå over for naturkatastrofer og enorme fattigdomsproblemer.
Et trist særtilfælde
Men Somalia er en af de grelle undtagelser: Landet er med UK Aid’s (DFID) ord ”seriously off track” på 2015 Målene. Hovedårsagen til den dårlige udvikling er en 20 år lang borgerkrig og en korrupt regering, der kun har kontrol med halvdelen af hovedstaden Mogadishu: Indskolingen er helt nede på 21 % og selv før hungersnøden var det, sammen med Afghanistan, et af verdens farligste lande at føde et barn i.
Samtidig er landmændene i hele regionen meget hårdt ramt af tørke som følge skovfældning og klimaforandringer samt forskellige politikker, der ikke har bøndernes eget bedste som sit mål. Det betyder, at bønder for eksempel ikke har mulighed for at dyrke de rigtige afgrøder under tørkeperioder, eller at de bliver tvunget til at dyrke afgrøder, der er lette at omsætte, eksempelvis sesamfrø, som er vanskelige at leve af i svære tider.
Den indiske økonom og nobelpristager Amartya Sens påstand om, at hungersnød i dag altid har politiske årsager, og aldrig er en naturkatastrofe, er Somalia således et trist eksempel på. Men erkendelsen af at hungersnød er menneskeskabt er også en erkendelse af, at hungersnød kan forebygges.
Det er derfor nødvendigt med politiske løsninger på konflikten og langsigtede investeringer i kriseberedskab, fødevaresikkerhed og familieplanlægning hvis Somalia i fremtiden skal undgå sult i den skala, som vi er vidne til lige nu.
Hvad er Verdens Bedste Nyheder om sulten på Afrikas Horn??
Der er også tørke i andre lande i regionen, som er berørt af krisen – Etiopien, Kenya – og muligvis bliver det østlige Uganda også berørt. Men i modsætning til Somalia er disse lande fungerende stater, som er langt bedre til at håndtere en sultkrise.
Det kunne være meget værre
Josette Sheeran, chefen for World Food Programme, forklarer til the Economist, at i Etiopien ”er kun en tredjedel af de mennesker, som kunne være berørt af krisen, ramt”. Samme artikel fortæller, at Kenya holder sit program for skolemad kørende, så børnene får i hvert fald et måltid om dagen, og hvis sulten også rammer Uganda, så er landet meget bedre rustet til at håndtere krisen gennem ”food-aid-plus”-projekter.
Tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, mener i et interview med Ræson, at regeringer og det internationale samfund har svigtet landbrugsudviklingen. Han understreger, at først inden for de sidste par år er landbruget kommet på dagsordnen igen. Og det har betydet, at landbruget har været uhyre sårbart over for tørke og klimaforandringer.
Udviklingsøkonomen Jeffrey Sachs lægger i sin analyse vægt på konflikten mellem nomader og landegrænser. Han påpeger, at der er sammenfald mellem tørre områder og konfliktzoner, men også han er optimistisk. Han forklarer, at lande med tørre områder er gået sammen – Etiopien, Somalia, Kenya, Uganda, Djibouti og Sydsudan – om at støtte nomadesamfund, som han understreger ”kan blive styrket gennem målrettede investeringer i viden om husdyrhold, veterinær pleje, forretningsudvikling, mobile sundhedsklinikker, kostskoler og lokal infrastruktur, såsom sikker adgang til vand, sol- eller vinddrevet elektricitetsforsyning og mobiltelefoni.”
Afrikas horn kan blive selvforsynende
Det er en pointe som Sachs deler med Abbas Gnamo, som er født i Etiopien, og som underviser i Afrikansk politik ved universitetet i Toronto. Han forklarer, at Afrikas Horn har potentialet til en dag at blive selvforsynende med mad: ”Med den rigtige politik og den rette strategi vil landene være i stand til at overkomme problemet” fortæller Gnamo i en analyse til CBS. Samme analyse påpeger også, at Etiopien og Kenya er langt mindre hårdt ramt, fordi man har systemer til at måle på nedbørsmængder, fødevarepriser, fødevarelagre og lignende faktorer, der kan fortælle hvornår det er nødvendigt at gribe ind og håndtere krisen, så den ikke udvikler sig til hungersnød.
Selv indenfor Somalias gamle grænser klarer de to autonome delstater Somaliland og Puntland sig langt bedre end resten af det sultplagede land. Ifølge tidligere FN-chef i Somalia, Christian Balslev-Olesen, er forskellen ganske enkelt, at her har der i mange år været udviklingsprojekter, og befolkningen har lært at leve med de svingende vejrforhold. Hungersnøden er værst i det centrale og sydlige Somalia, hvor der de sidste fem år ikke har været internationale hjælpe- og udviklingsprogrammer efter donorerne opgav at være i landet pga. den dårlige sikkerhed og manglende ressourcer.
Disse vurderinger og analyser fortæller, at selv midt i en forfærdelig hungersnød, så er det muligt at se fremad og udvikle langsigtede løsninger, der forhindrer, at tørke udvikler sig til hungersnød i fremtiden.
Fortsætter kampagnen helt uændret?
Nej, kampagnen adresserer krisen i VBN-avisen, som aktivisterne deler ud den 9. september. Desuden forholder vi os til krisen i vores pressearbejde og på vores hjemmeside.
Men udover disse særlige aktiviteter kører vi kampagnen med de oprindeligt fastlagte budskaber, som særligt fokuserer på skolegang, klima og den spirende afrikanske middelklasse, som vokser frem i de store byer i for eksempel Ghana og Kenya.
Holder vi fast i kampagneperioden?
Ja kampagneperioden er fortsat fra 15/8 til 30/9.
Hvad er vores nøglebudskaber til offentligheden i forhold til hungersnøden?
Hvis man føler behov for det, har vi lavet en ny tekst til vores kommunikation, som kan bruges, hvis man ønsker at adressere krisen direkte:
For tiden fylder hungersnøden i Somalia meget i medierne. Men Verdens Bedste Nyhed er, at vi KAN forebygge sult. Det viser, de fremskridt vi ser i arbejdet med at nå FN’s 2015 Mål.
2015 Målene er verdens samlede plan for at bekæmpe fattigdom. Og trods kriser og katastrofer så virker planen i langt de fleste u-lande: Andelen af fattige mennesker er allerede nu halveret, 89% af børnene kommer i skole og de fleste har fået rent drikkevand.
Fremskridtene skyldes, at regeringer, hjælpeorganisationer, virksomheder og især at u-landene selv bakker op om en langsigtet indsats. Derfor har vores generation en historisk mulighed: Vi kan faktisk tage de sidste, store skridt ud af ekstrem fattigdom.
Men det kræver ressourcer og politisk vilje – og at vi står sammen og tror på det – og bakker op, hvor vi kan om det langsigtede udviklingsarbejde.
