08. september 2011

Verdens Bedste Nyheder - også for børnearbejderne i Bangladesh

Danmark fejrer netop nu Verdens Bedste Nyheder: Til trods for sultkatastrofen på Afrikas Horn er to ud af tre ulande godt på vej til at halvere fattigdommen. Det er børnearbejdere i Bangladesh også.

Red Barnet, FN, Danida og andre danske organisationer er med i kampagnen Verdens Bedste Nyheder, som giver danskerne viden om resultater af udviklingshjælpen og arbejdet med at bekæmpe global fattigdom. I Sydamerika og Asien er stort set alle fattige lande blevet meget bedre til at håndtere kriser og katastrofer.

Det gælder også Bangladesh, som har gjort store fremskridt i bekæmpelse af sult og børnedødelighed på trods af udfordringer med naturkatastrofer og enorm fattigdom. I dag tør børnearbejdere i det ellers så konservative land ligefrem kræve indflydelse og højere løn.

I Bangladesh er tusindvis af børn er ansat på cigaretfabrikker. Et usundt og dårligt lønnet job, men også et af de eneste, der findes i den fattige nordlige del af Bangladesh. For få år siden fik børnearbejderne kun 50 øre for at producere 1000 cigaretter, hvilket er det halve af minimumslønnen.

Børn kræver deres ret

”Vi besluttede os for at kræve vores ret og begyndte at holde møder med alle de mennesker, der kunne hjælpe os – vores forældre, læger, lærere, religiøse ledere, fagforeningsledere og myndighederne,” fortæller børnene.

Da de havde fået de flestes opbakning, indkaldte de til et stort fællesmøde, hvor de også inviterede de daglige ledere fra fabrikkerne.

”På mødet fortalte en repræsentant fra myndighederne alle, at vi ifølge loven skulle have det dobbelte i løn. Bagefter skrev myndighederne en invitation til fabriksejerne,” fortæller børnene.

Lønnen steg

På et møde indskærpede myndighederne reglerne over for fabriksejerne, og derefter steg børnenes løn.

Børnene har også fået gennemført andre forbedringer. De får nu udbetalt deres løn en gang om ugen i stedet for en gang om måneden. Det er en kæmpe hjælp for fattige familier, der lever fra dag til dag. Og børnene har fået gennemtrumfet, at deres chefer på fabrikkerne ikke længere må tæske dem.

”Næsten alle i vores landsby er afhængige af indtægter fra cigaretfabrikkerne, så alle nyder godt af vores indsats. Derfor respekterer de voksne os. Nu lytter de til, hvad vi siger.”

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.