01. december 2024
Verdens vildeste fundraiser: Jeg har talt med manden, der har ansvaret for at fylde klodens største pengetank til fattigdomsbekæmpelse
Lande som Kina og Sydkorea er gået fra at være bistandsklienter til fattigdomsbekæmpere. Det er den slags eksempler, som Verdensbanken viser frem, når nu kassen skal fyldes igen.
En kinesisk skolepige kender svaret. Kina er et af de lande, der er gået fra at være bistandsklient til at være en fattigdomsbekæmper. Den ekstreme fattigdom er raslet ned i verden - og især i Kina - men mange hundrede millioner mennesker lever stadig i voldsom armod. Derfor arbejder Verdensbanken for at skaffe penge til den langsigtede fattigdomsbekæmpelse. Foto: iStock
Aki Nishio har en stor opgave foran sig.
Det er hans job at rejse rundt til regeringer og udenrigsministerier verden over for at bede dem om at spytte i kassen til nogen af verdens allerfattigste mennesker, der bor meget langt væk fra ministerkontorerne i de rige lande.
Aki Nishio en venlig og høflig mand, der taler sagte og velovervejet, og da jeg møder ham i København i september, er det ikke til at mærke, at han er nærmer sig slutspurten på flere års arbejde, der vil have enorm betydning for mange millioner udsatte mennesker verden over. Han er en af topcheferne i Verdensbanken, verdens absolut største udviklingsorganisation, der i meget stor grad præger, hvordan livet for nogle af de fattigste mennesker udvikler sig – om der bliver bygget veje og skoler, om der kommer rent drikkevand og vaccinationer, jobs og muligheder, strøm i stikkontakten, der hvor de bor.
I Verdensbanken er Aki Nishio vice president for Den Internationale Udviklingssammenslutning (forkortet til IDA – for International Development Association), der er bankens afdeling for at give lån og donationer til udvikling i verdens fattigste lande.
Og IDAs penge kommer fra en række donorlande, der hvert tredje år fylder pengetanken op. Aki Nishio har været chef for indsamlingsarbejdet de seneste fem år, og ved sidste opfyldningsrunde, i 2021, blev det til et rekordstort beløb: IDA kunne give 93 milliarder dollars – altså lidt over 600 milliarder danske kroner – til de fattigste lande. Til december i år skal tanken fyldes op igen, og det er altså derfor, Aki Nishio nu holder en masse fundraisingsmøder med donorerne.
Da jeg møder ham i København en formiddag i september, kommer han lige fra sådan et møde i det danske Udenrigsministerium.
”De 93 milliarder dollars, vi samlede sammen for tre år siden, svarer i værdi til omkring 105 milliarder nu, så det er det mål, vi arbejder efter, så vi kan fastholde niveauet for udviklingsarbejdet,” siger Aki Nishio.
”Rigtig mange lande har heldigvis været meget klare omkring, at vi har brug for en robust genopfyldning af IDA”.
Fremgang mod den værste fattigdom
Hvis man kigger på verdens fattigdom fra et helikopterperspektiv, går det fremad.
Den ekstreme fattigdom – hvor man lever for under 2,15 dollars om dagen – er raslet ned de seneste årtier. I 1990 levede flere end hver tredje person på kloden, omkring to milliarder mennesker, i ekstrem fattigdom. Nu er det faldet til knap 700 millioner mennesker, altså under hver tiende person i verden.
Samtidig er antallet af verdens lande, der er klassificeret som lavindkomstlande i Verdensbankens system, også halveret – fra 51 lande i 1990 til 26 i 2023.
Faldet i fattigdom handler ikke bare om kroner og øre mellem hænderne, men en masse konkrete fremskridt i menneskers liv: Folkesundheden er markant forbedret gennem den sidste generation, børnedødeligheden falder kraftigt, mange flere kan gå til lægen og bliver vaccineret, mange flere børn – både piger og drenge – kommer i skole og kan læse og skrive, flere kan drikke rent vand, færre er underernærede.
Det er kæmpestore forbedringer i dagligdagen for milliarder af mennesker over hele kloden.
Men for det første er der altså 700 millioner mennesker verden over, der stadig lever i ekstrem fattigdom. Og for det andet sker bevægelsen ud af fattigdom ikke af sig selv, og der er flere udviklinger, der spænder ben.
”I øjeblikket står vi overfor en større og større opdeling mellem rige og fattige lande. Verdens 77 fattigste lande får støtte eller lån gennem IDA, og i omkring halvdelen af dem vokser gennemsnitsindkomsten nu langsommere end i de rige lande,” siger Aki Nishio.
”Det er første gang, det sker i dette århundrede”.
Samtidig bliver de fattigste lande hamret af flere hårde globale kriser, siger Lars Engberg-Pedersen, der er seniorforsker og forskningsleder på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han i mange år har forsket i udviklingssamarbejdet.
”Der har altid været kriser, der har ramt de fattigste lande, men de globale kriser de seneste årtier er både blevet mere forskelligartede, komplekse og intensive,” forklarer Lars Engberg-Pedersen.
”Krigen mod terror, finanskrisen, klimakrisen og coronapandemien er alle anderledes end tidligere kriser, og de har ramt de fattigste ekstremt hårdt”.
Indsamlingsmesteren
Aki Nishio har ansvaret for, at verdens rige lande ikke glemmer de fattigste og mest udsatte mennesker – og for at få dem til at fylde en kæmpe sparegris op til fattigdomsbekæmpelse. Foto: Verdensbanken
●Selvfølgelig bliver livet ikke en dans på roser, hvis kommer over den magiske linje for ekstrem fattigdom og bare går fra 2,15 til 2,16 dollars om dagen. Men tallene viser, at folk også rykker sig over de andre, højere fattigdomsgrænser – andelen af mennesker, der lever i de andre fattigdomskategorier falder også. Flere og flere kommer altså ud af fattigdom.
●FN har en målsætning om, at de udviklede lande skal give 0,7 procent af deres BNP i udviklingsbistand. Blot fem lande gør det, herunder Danmark. Gennemsnittet for OECD-landene var 0,37 procent i 2023.
Verdensbanken, neoliberalismen og de fattige
Når man snakker om global udvikling – fattigdom, folkesundhed, skolegang, kvinderettigheder, rent drikkevand og den slags – er det ikke til at komme udenom Verdensbanken, forklarer Lars Engberg-Pedersen.
”Verdensbanken er en helt særlig aktør, når det kommer til udviklingssamarbejdet,” siger han. Banken har historisk haft meget kapacitet, mange dygtige folk, og har været meget dygtige til at sætte dagsordenen for, hvad udvikling drejer sig om, og hvordan man bedst opnår fremskridt – og så er Verdensbanken befolket af ”økonomer, der er uddannet på vestlige universiteter,” som han siger det, og det ”er stadig USA, der vælger bankens chef”.
Især tidligere, i 1970’erne og 80’erne, er Verdensbanken voldsomt blevet kritiseret for en neoliberal tilgang til de fattige lande, der skulle skære hårdt ned – ”og måske også for hårdt” – på statslige udgifter, som fx understøttelse til fattige, og lade markedskræfterne råde for at få hjælp og lån fra banken, fortæller Lars Engberg-Pedersen.
I 1990 lavede banken den første, store udviklingsrapport med fokus på fattigdom, der ændrede kursen for Verdensbanken. ”Nu blev deres fokus på at udrydde fattigdom,” siger han. ”Men det handler stadig meget om markedet – når Verdensbanken eksempelvis taler om ligestilling, er det jo blandt andet på grund af, at kvinderne skal på arbejdsmarkedet og producere mere, altså blive ’aktører på markedet’”.
Eksempelvis har coronapandemien været en kæmpe stopklods verdens udvikling. Ikke bare på grund af sygdom og død, men de hårde nedlukninger har haft kæmpe konsekvenser – børn der mistede års skolegang, sundhedsarbejde der blev skubbet til side, en global økonomisk mavepuster, når fabrikker og kontorer stod tomme. Verdensbankens tal viser, at den ekstreme fattigdom steg under corona – for første gang i en generation gik det den forkerte vej.
Derfor er der stadig hårdt brug for støtte til verdens fattigste lande, siger både forskeren og bankmanden.
Mindre bistand til de fattigste
IDA har eksisteret siden 1960, og gennem tiden har 115 lande fået i alt 533 milliarder dollars i lån eller donationer.
”I alt har 36 lande ”dimitteret” fra IDA, hvor de altså ikke mere behøver hjælp,” fortæller Aki Nishio. ”Og flere end halvdelen af dem er kommet tilbage som donorlande, herunder flere som store donorer. Eksempelvis havde både Kina og Sydkorea nogle af verdens fattigste befolkninger i 1960, men nu er Kina den sjettestørste donor til IDA, Sydkorea er den 15. største”.
Han kalder IDA for en kæmpestor ”solidaritetsfond” – med 59 donorlande og 77 modtagerlande er det et projekt, der dækker hele verden.
”Det er ganske særligt globalt partnerskab,” mener Aki Nishio.
Det er der nok god brug for.
For selvom tal fra FN og OECD viser, at udviklingsbistanden stiger på verdensplan, så er det faktisk en mindre og mindre andel af de penge, der går til de fattigste lande.
De nyeste FN-tal viser, at 30 procent af globale bistandsdollars gik til de mindst udviklede lande i 2012. I 2022 var det faldet til 22,5 procent.
Man skulle ellers tro, at det var de fattigste lande, der havde mest brug for en hjælpende hånd?
”Donorlandene har deres egne interesser, som de bruger udviklingssamarbejdet til at pleje,” siger Lars Engberg-Pedersen. ”Og der kan være lang vej fra de interesser og ned til udviklingsproblemerne, altså til de samfund og de mennesker, der har brug for støtte. Så er det sikkerhedsproblemer, og man sender en masse penge til Ukraine, så kommer der en masse asylansøgere, og man bruger udviklingsmidler til at tage imod dem i sine egne lande”.
Eksempelvis modtog Ukraine 20 milliarder dollars fra OECD-landene i 2023, og OECD-landene brugte 29 milliarder dollars til at tage imod flygtninge i deres hjemlande – til sammenligning gav de i alt 35 milliarder dollars til Afrika – et enormt kontinent med 54 lande, inklusive 33 af verdens 45 mindst udviklede lande.
Verdens Bedste Nyheder
har før skrevet om, hvordan coronapandemien torpederede den globale udvikling – og hvordan verden er kommet tilbage på ret kurs siden. Læs mere her
Efter hårde coronaår er flere børn tilbage i skole, og vi lever bedre og længere
Videre efter corona: Verdens fattigdom falder igen og slår ny bundrekord
●Det er den samlede udviklingsbistand, der stiger – og det gælder altså ikke kun donationer til IDA, men også til fx FN og direkte bistandsdonationer landene imellem, som når Danmark i 2023 eksempelvis gav 6,7 millioner kroner til Cameroon eller 14,4 millioner til Vietnam.
Danmark giver bistand til... Danmark
Danmark var det land, der var den største enkeltmodtager af dansk udviklingsbistand i 2023 – fordi en sjettedel af udviklingsbistanden blev brugt herhjemme til at modtage flygtninge. Det skriver Globalt Fokus.
Lars Engberg-Pedersen understreger, at både sikkerhedspolitik og asylmodtagelse er vigtige områder. Men pengene går fra kassen med udviklingsmidler, og det evigt skiftende fokus betyder, at det langsigtede udviklingssamarbejde lider.
”Alle de globale kriser, som kan være nok så vigtige, tager penge væk fra fattigdomsbekæmpelse,” siger han.
Tættere på de fattige
Så Lars Engberg-Pedersen er ret kritisk overfor bilateralt udviklingssamarbejde – altså donationer fra ét land til et andet. Donorlandenes kortsigtede interesser trumfer de fattiges egentlige behov.
Han tror mere på det multilaterale udviklingssamarbejde – altså hvor en række donorer arbejder sammen gennem store organisationer, netop som IDA eller FN’s Udviklingsfond.
”De store udviklingsorganisationer er tættere på udviklingsproblemerne end de enkelte donorlande, og selvom der stadig er en ubalance mellem giver og modtager, så har de ikke samme kortsigtede interesser”, siger Lars Engberg-Pedersen og peger på, at eksempelvis Verdensbanken har fokuseret på fattigdomsbekæmpelse siden 1990.
”Det multilaterale system er det bedst mulige, vi har for at skabe langsigtet, vedholdende udvikling,” siger han.
Derfor er det bedre, hvis en større del af pengene går til den type udviklingssamarbejde fremfor land-til-land-donationer, mener Lars Engberg-Pedersen.
Moden skifter
Moden ændrer sig hele tiden i udviklingspolitik, mener Lars Engberg-Pedersen. Så hvis donorlandene synes, at fx infrastruktur, ligestilling, demokratiudvikling, grøn energi eller noget femte er tidens hotte emne, der skal have støtte, så kan pengene sagtens flytte hen til den slags projekter i lande, der rent økonomisk ikke ligger i bunden.
Det betyder ikke, at det ikke er vigtige områder at yde støtte til. Men det betyder, at det ikke nødvendigvis er de fattiges reelle behov, der driver, hvordan de mange milliarder dollars bliver brugt, forklarer Lars Engberg-Pedersen.
Gældskrisen
Udover de andre globale kriser, så er mange fattige lande ramt af en voksende gældskrise.
Det bliver dyrere og dyrere at låne penge for dem, og tilbagebetaling af lån – og renterne – betyder, at flere og flere fattige lande ender med at bruge enorme andele af deres offentlige budgetter på at afdrage på lån, og det går udover deres muligheder for at investere i fx sundhedssystemer eller skoler. 54 lande betaler 10 procent eller mere af deres årlige indtægt på afbetaling af lån, viser tal fra FN – 48 lande, med tilsammen 3,3 milliarder indbyggere, bruger flere penge på renter end på deres sundheds- og uddannelsesinvesteringer.
Derfor er der brug for flere direkte donationer end lån og for eftergivelse af gælden, siger FN.
Aki Nishio fra Verdensbanken forklarer, at IDA arbejder tæt sammen med de mange modtagerlande om at finde ud af, hvad de enkelte lande har brug for støtte og finansiering til.
”Vi går ikke rundt dikterer, ’I skal investere i infrastruktur, I skal investere i uddannelse’. Vi har ansatte on the ground i de fleste af landene, så vi kender de lokale forhold, og vi samarbejder med landene om at identificere, hvad de har brug for,” siger Aki Nishio.
Sådan har det ikke altid været, fortæller han. Aki Nishio har arbejdet i Verdensbanken i flere end 30 år, og da han startede, var det især banken, der kom med sine egne ideer og mål, og aftaler om lån og økonomisk støtte skete mellem banken og regeringen.
”Nu er arbejdet mere drevet af modtagernes ønsker og behov, som vi har en dialog omkring, og vi taler ikke kun med regeringen, men også med civilsamfundet og privatsektoren i landene,” mener han. ”Hele processen er tættere på almindelige mennesker”.
Hvilken verden vil vi skabe?
Og almindelige mennesker verden over har hårdt brug for udviklingssamarbejdet, siger både Lars Engberg-Pedersen og Aki Nishio – også selvom de globale kriser kan løbe med opmærksomheden.
”Der har været fremgang for verdens fattigste på rigtig mange punkter de seneste årtier, især sundhed er eksempelvis gået utroligt meget fremad, og antallet af verdens fattigste lande er omtrent halveret siden 1980’erne,” siger Lars Engberg-Pedersen. ”Men behovet er stadig kæmpestort, kriserne tager opmærksomheden, og pandemien har bremset udviklingen enormt. Samtidig kommer de her fremskridt jo ikke af sig selv, men kræver et vedholdende arbejde år efter år. Men når det lykkedes, gør udviklingssamarbejdet en kæmpe forskel”.
Siden 1990 er antallet af verdens lande, som Verdensbanken klassificerer som lavindkomstlande, halveret. Data: Verdensbanken. Illustration: Eva Søe Olsen
Aki Nishio understreger også behovet for at holde fokus på den langsigtede fattigdomsbekæmpelse.
”Jeg tror, at det er meget naturligt, at når folk ser umiddelbare kriser bryde frem, så vil de gerne fokusere på dem,” siger han.
”Men hvis verden kun koncentrerer sig om dagens kriser, så vil de udsatte lande kun blive endnu mere pressede, og så vil de om 5-10-20 år bare være endnu mere i risiko for konflikt, eller de vil være dårligere til at skabe arbejde og muligheder for befolkningerne, der så vil lede til mere migration, flere flygtninge, mere miljøskade,” siger Aki Nishio.
”Så vi må spørge os selv: Er det den verden, vi vil skabe?”
Men mange lande vil gerne arbejde sammen om det langsigtede udviklingsarbejde, siger han, der peger på, at hans fundraisingsarbejde har slået rekord de sidste par indsamlingsrunder. I december skal donorlandene melde deres donationer til IDA ind – men mindst en håndfuld lande, fra Polen over Sydkorea til Spanien, har allerede bekræftet, at de skruer markant op for deres donationer.
Og et par uger efter Aki Nishios møde i Udenrigsministeriet tilbage i september meldte Danmark ud, at vi øger vores bidrag til IDA med 40 procent.
