05. april 2026
Vi har fået en kommissær for fremtiden, og det signalerer en hel ny måde at lave politik på
Verden over kæmper flere og flere mod fireårstyranniet, og det skal gøre os til bedre forfædre.
Markus Spiske, Unsplash.
Glenn Micallef har en jobtitel som ingen andre.
Den 39-årige malteser blev for halvandet år siden udnævnt til EU-kommissær for intergenerational fairness. Og han har netop fremlagt EU’s nye strategi for, ja, intergenerational fairness, altså retfærdighed mellem generationer.
Det er seneste skud i en global sprudlen af nye politiske ideer og politisk udvikling, der fundamentalt vil ændre den måde, vi laver politik på. Fra Kenya til Finland, New Zealand til Jamaica, på regionalplan til FN-niveau, og altså nu også i EU med den nye kommissær, bliver der eksperimenteret med og tænkt over nye måder at indrette samfundets maskinrum, så vi kan bedre kan fremtidssikre vores klode, natur, økonomi til vores børn, børnebørn og børnebørnenes børnebørn.
”Politik handler om ansvar og konsekvenser, men det, vi ikke er så gode til, det er at kigge på konsekvenserne for dem, der kommer efter os. Intergenerational fairness handler om, at regningen for de beslutninger, vi træffer i dag, ikke bliver efterladt til de kommende generationer,” siger Nicklas Larsen, der er udviklingschef hos tænketanken Instituttet for Fremtidsforskning.
Han peger på, at kun 14 procent af danskerne har høj tillid til det politiske systems evne til at håndtere langsigtede udfordringer. Næsten to ud af tre mener, at politiske beslutninger er præget af kortsigtethed, og kun hver fjerde dansker regner med, at deres efterkommere får et bedre liv end dem selv.
Så Nicklas Larsen arbejder for at få generationsretfærdigheds-ideen forankret som en fast del af dansk politik.
”Vi vil styrke kvaliteten af de politiske beslutninger, så de rækker langt ud i fremtiden” siger han.
En af de store styrker ved demokratiske valg er, at vi kan skifte vores politikere ud, hvis vi ikke er tilfredse med dem. Politikerne bliver altså nødt til at lytte på borgernes ønsker, bekymringer, drømme, behov og krav, hvis de vil vælges igen. Men det betyder også, at den politiske tidshorisont kan blive meget kortsigtet, fordi politikerne så måske især gerne vil arbejde med at opfylde borgernes ønsker i den lille håndfuld år, inden næste valgkamp ruller, og de risikerer at ryge af tinge.
Derfor kan beslutninger om samfundet, der rækker 10-20-50 år ud i fremtiden, nemt blive skubbet til side i det daglige politiske arbejde. Det er netop det ”fireårstyranni”, som en løs græsrodsbevægelse af borgere, civilsamfundsorganisationer, forskere og politikere verden over nu arbejder for at ændre ved at prøve at lave et svar på spørgsmålet: Hvordan får man langtidstænkning ind i politik?
Vi skal være gode forfædre
Midt i en verden af kriser, der tager opmærksomheden, er EU’s nye strategi så et bud på, hvordan man sikrer en længere horisont i de politiske beslutninger, forklarer Deša Srsen, der er kabinetsmedlem og rådgiver under Glenn Micallef.
”Hele ideen med strategien er, at det presserende ikke må skubbe det vigtige til side,” siger hun over en forbindelse fra Bruxelles til et arrangement for generationsretfærdighedsnørder i FN-byen i København i marts. ”For så taber fremtiden”.
Strategien er ikke en juridisk bindende aftale, men ”bare” en strategi, som medlemslandene står bag, hvor de har vedtaget, at de vil arbejde for at få det lange perspektiv ind.
Det skal ske ved systematisk at analysere konsekvenserne af politiske beslutninger længere ude i fremtiden, herunder et Youth Check der især skal tjekke aftrykket på de unge (der jo er dem, der skal leve med beslutningerne i længst tid). Og de unge skal inddrages mere i beslutningsprocesserne, der skal opbygges et intergenerational fairness index for at prøve at kvantificere de mange forskellige subjektive ideer om ”fairness”, der skal komme rapporter og analyser til EU-politikere med et særligt fokus på fremtidssyn, altså de langsigtede konsekvenser af de politiske beslutninger de diskuterer, og meget andet i samme stil.
Det hele lyder ganske teknisk, det er nogle knapper inde i EU’s maskinrum, der skal drejes på, og ”intergenerational fairness” lyder også kringlet for almindelige mennesker, siger Deša Srsen. Men målet, EU nu vil arbejde hen imod, hele pointen, er egentlig simpel, siger hun.
”Det her er måden, vi kan sørge for, at vi bliver gode forfædre for fremtidige generationer”.
Det er ikke nemt
Hele bagtæppet bag både EU’s nye strategi, FN’s tilsvarende Fremtidspagt, arbejdet her i Danmark og mange andre lande, er en skiftende verden. Verden ændrer sig selvfølgelig altid, men lige nu er der flere store forskydninger undervejs, der fundamentalt rokker ved balancen – som klimakrisen, der buldrer nu, men skal løses over generationer. Eller den demografiske udvikling, hvor dele af verden hastigt bliver ældre og ældre, andre regioner bliver yngre og yngre.
Det kræver altså nye måder at gøre ting på, siger Cat Tully, der er direktør og medstifter af NGO’en School of International Futures i London, der rådgiver politikere og beslutningstagere med at bruge fremtidssyn og fremsyn til at have fremtiden med i deres beslutninger i nutiden.
”Økonomien bevæger sig hurtigt, teknologien udvikler sig i rasende fart, samfundet forandrer sig, vi lever anderledes liv end for kort tid siden, men den måde vi laver politik og lovgivning på bevæger sig meget langsomt,” siger hun.
”Vores politiske infrastruktur kræver en radikal nytænkning”.
Glenn Micallef har siden 2024 været EU-kommissær for intergenerational fairness.
"Intergenerational fairness handler om, at regningen for de beslutninger, vi træffer i dag, ikke bliver efterladt til de kommende generationer."
Nicklas Larsen, udviklingschef hos tænketanken Instituttet for Fremtidsforskning.
Foto: Ma Ti, UnsSplash.
Det er ikke nemt. Hun peger på den europæiske European Green Deal som et eksempel – EU’s klimaplan fra 2020, der skal sikre, at unionen bliver klimaneutral i 2050.
”Teknisk set var det en korrekt plan.” siger Cat Tully. ”Der var budget og finansiering, den rækker ud i fremtiden. Men den havde ikke kontakt med, at mange borgere, både unge og ældre, var bange for deres jobs i fremtiden i sådan en stor omstilling. Og det skabte meget modstand mod klimaplanen,” siger hun og peger på, at jobs i kulminer, bilfabrikker, tung industri, landbrug og meget andet bliver påvirket, når samfundet skal blive klimaneutralt. Det betød gule veste-demonstrationer, vrede landmænd og politisk splittelse.
Her skulle EU måske have brugt lidt mere fremtidssyn, mener Cat Tully, og tænkt mere over, hvad politikken kommer til at betyde for de mennesker, hvis jobs kommer i fare, når vi rykker mod et grønnere 2050.
Ideer og eksperimenter
Hvis vi skal lykkedes med at gentænke den politiske proces, så kræver det, at ideen om fremtidens rolle i politik – om generationsretfærdighed – slår bredt igennem hos beslutningstagerne. Men selvom tænketanke og NGO’er skubber på fra bunden, og FN skubber på fra oven, så sker det ikke automatisk, at ideen slår igennem.
”Ideer er kraftfulde. Ideer fra FN er ikke altid kraftfulde,” siger Cat Tully. ”Nogle ideer bliver til normer, eksempelvis er FN’s Verdenserklæring for Menneskerettighederne bredt respekterede. Men ideer kræver stadig mekanismer til at implementere dem. Verdensmålene er eksempelvis et utroligt stærkt narrativ, men det er stadig et åbent spørgsmål, om og hvordan de faktisk bliver brugt i beslutningsprocesserne i verdens lande”.
Derfor er ideen om generationsretfærdighed ikke nok. Der skal også nogle mekanismer eller strukturer ind i den politiske proces, der skal sikre, at fremtidsperspektivet kommer med i de analyser, drøftelser og forhandlinger, der ligger bag beslutningerne, siger hun.
Det bliver der eksperimenteret med verden over. Cat Tully kommer med eksempler: I Wales er der en politisk uafhængig kommissær for fremtidens generationer, der skal hjælpe beslutningstagere med at forstå de langsigtede effekter af deres beslutninger – det har eksempelvis betydet, at alle større vejbygningsprojekter er blevet droppet på grund af miljø- og klimabekymringer til fordel for mere offentlig transport og cyklisme. I det kenyanske senat er der en gruppe senatorer fra fem forskellige partier, Senate Futures Caucus, der skal bedømme budgetforhandlinger ud fra et generationsretfærdighedsperspektiv. Finland har haft en Komité for Fremtiden siden 1993 med parlamentsmedlemmer, der bedømmer den siddende regerings langsigtede planer og politik.
Men der er mange flere eksperimenter med at forankre og institutionalisere generationsperspektivet i politik, og hun oplister lande, der på den ene eller anden måde er i gang: Italien, Dubai, Portugal, Cambodja, Jamaica, Uruguay, Zambia, Tyskland…
Og i Danmark
Det bliver der også arbejdet på at få frem i Danmark, siger Nicklas Larsen fra Instituttet for Fremtidsforskning. Instituttet er med i et bredt samarbejde herhjemme, der hedder Fremtidskoalitionen – som Verdens Bedste Nyheder også er medlem af – der netop gerne vil have forpligtende lovgivning, der skal sikre, at konsekvenserne af politik ikke står i vejen for fremtidige generationers trivsel. Og, meget vigtigt, så mener Fremtidskoalitionen, at der skal oprettes en uafhængig institution – med armslængde til magthaverne – der skal have mandat til at sikre, at den lovgivning bliver overholdt.
”Det er jo ikke sådan, at politik nu ikke er baseret på konsekvenser i fremtiden,” siger Nicklas Larsen – når politikerne skruer på pensionsalderen, bygger motorveje og supersygehuse eller sænker skatter i toppen, så er det jo selvfølgelig beslutninger, der rækker længere frem end fire år – ”men er det det rigtige fokus? Og det skal der være mekanismer til at sikre”.
Han mener generelt, at der mangler fremtidsfokus i dansk politik. Den nye, brede debat om danskernes drikkevand har overrasket ham positivt, fordi det jo i høj grad ikke drejer sig om vand, vi skal drikke nu og her.
”Det handler jo om det gode liv i fremtiden. ’Vi kan ikke være bekendt at give det problem videre,’ siger vi. Og det er jo et godt eksempel på, at vi godt kan diskutere politik ud fra et perspektiv om retfærdighed mellem generationer,” siger Nicklas Larsen.
Her er der mulighed for, at de politiske beslutninger kan gå fra brandslukning til forebyggelse.
”Vi skal ikke vælge mellem nuet og fremtiden,” siger han. ”Men fremtiden skal informere nutidens beslutninger”.
”Vores politiske infrastruktur kræver en radikal nytænkning.”
Cat Tully, direktør og medstifter af School of International Futures i London.
