Vi kan godt løse store miljøproblemer

Selvom danskerne er blandt de mest klimabevidste folkeslag i Europa, er det alligevel kun under halvdelen, der tager emnet med ind i stemmeboksen, og godt hver femte mener slet ikke, vi mennesker kan gøre noget for at løse problemet. Det viser de seneste årlige meningsmålinger fra den grønne tænketank Concito. Omvendt betyder det samtidig, at fire ud af fem mener, vi godt kan gøre noget.

Og meget tyder på, at de har ret. Erfaringerne fra årtiers indsats mod grænseoverskridende miljøproblemer viser, at verdens lande kan nå langt på kort tid, når først de bliver enige.

Overenskomst ordnede ozonhullet

Mange har i dag glemt det, men i firserne var ’ozonhullet’ den helt store miljøbekymring. I løbet af få år faldt atmosfærens indhold af luftarten ozon, og ingen vidste hvorfor.

Hvis ozonen forsvandt, ville det være katastrofalt for livet på jorden, fordi laget af denne luftart virker som et naturligt skjold, der beskytter jorden mod solens skadelige ultraviolette stråling. Ozonlaget blev så tyndslidt i et område over Sydpolen, at det blev kendt som ozonhullet, og dette område blev større og større.

Men en række videnskabsfolk kastede sig over opgaven med at finde ud af, hvorfor ozonen blev tyndere. I 1987 lykkedes det forskerne at bevise, at problemet var menneskeskabt. Ozonlaget blev ødelagt af udledninger af de såkaldte CFC-gasser, der dengang blev brugt i blandt andet spraydåser og i køleskabe.

Allerede året efter blev verdens lande enige om at nedtrappe brugen af de ozon-nedbrydende gasser gradvist. Lidt efter lidt skruede verden ned for udslippet, og fra 2010 var det endelig helt slut med at udlede CFC-gasser.

Meget tyder på, at den fælles indsats har virket. Det viser data fra den amerikanske rumfartsorganisation NASA, der har brugt satellitter til at holde øje med størrelsen på ozonhullet.

I 1979 havde hullet en størrelse på 1,1 millioner kvadratkilometer, og det voksede hastigt i de følgende år, til det nåede op på 29,9 millioner km2 i år 2000. Men siden da er hullet stoppet med at vokse, og det skrumper nu langsomt. I 2014 havde ozonhullet en maksimal størrelse på 24,1 millioner kvadratkilometer.

Lukningen af ozonhullet går så langsomt, fordi de ozonnedbrydende stoffer forbliver i atmosfæren i lang tid. Der vil derfor blive ved med at være et ozonhul over Antarktis i mange år fremover, på grund af de gasser, vi allerede har udledt. Problemet er altså ikke helt løst endnu. Men katastrofen er afværget, og ozonlaget forventes at være genoprettet omkring 2050.

Samarbejde stoppede syreregn

Et andet alvorligt miljøproblem i firserne var den såkaldte syreregn. Den opstår, når forurening fra bilernes udstødning og kraftværkernes skorstene blander sig med vanddamp i atmosfæren og omdanner regnen til en tynd syre.

Konsekvenserne af den syrlige regn blev hurtigt meget synlige i Europa, både for natur og mennesker. I Sverige begyndte skovene at visne, og fiskene døde i søerne. Samtidig begyndte syren også at skade byerne. Miljøstyrelsen i Danmark vurderede i 1984, at syreskader på landets bygninger kostede en milliard kroner om året.

Syreregnen kom ikke som en overraskelse. Lige siden tredserne var man begyndt at lægge mærke til, at der var et problem. Men det tog tid at bevise videnskabeligt, at luftforurening kan sprede sig over store afstande. Fjendskab og mistro under den kolde krig forsinkede diplomatiet yderligere, men i 1979 lykkedes det 34 lande, heriblandt USA, Sovjetunionen, samt mange europæiske lande, at blive enige. De underskrev Konventionen om Langtrækkende, Grænseoverskridende Luftforurening, der trådte i kraft fra 1985.

Dermed begyndte landene at nedbringe udledningen af svovldioxid, som er en af de værste årsager til syreregn. Konventionen er senere blevet udvidet otte gange med nye protokoller, der også begrænser andre former for luftforurening.

I 2007 gennemførte FN’s Økonomiske Kommission for Europa en evaluering af indsatsen, og konkluderede, at luftforurening af alle typer har været faldende siden vedtagelsen af konventionen. Europa udleder nu kun cirka en femtedel af den svovldioxid, vi udledte i 1980.

Syreregnen er mindsket drastisk, og det har været godt for jordbunden og søer. I 1980 var 43 pct. af Europas areal udsat for kritisk syrebelastning, men i 2010 var det faldet til syv procent, og den positive udvikling ventes at fortsætte. Der er dog fortsat problemer, blandt andet med udledningen af kvælstof og partikelforurening. I 2012 blev konventionen for første gang opdateret, så partikelforurening med sod også skal begrænses.

Bedre benzin bremsede bly

Forurening med det giftige tungmetal bly har været et andet meget stort miljøproblem, selvom det har været mindre synligt end syreregnen. Bly skader blandt andet nervesystemet, og kan give uoprettelig hjerneskade, især hos små børn. Men også her er verden nået langt for at løse problemet.

Konventionen mod grænseoverskridende luftforurening blev i 2003 opdateret med Aarhus-protokollen, der satte grænser for udledningen af tungmetaller som bly og kviksølv. Desuden er langt de fleste lande gået over til blyfri benzin, efter en international kampagne siden 2002. I dag er der ifølge FN’s miljøorganisation UNEP faktisk kun seks lande i verden, hvor man stadig bruger bly i benzinen, og globalt stop for blyholdig benzin er inden for rækkevidde, skriver UNEP.

Det har betydet langt mindre bly i luften på verdensplan, vurderer Verdenssundhedsorganisationen WHO. I Danmark er luftens blyindhold er faldet til en tiendedel af, hvad det var mellem 1978 til 1992. Der er dog også andre kilder til blyforurening, heriblandt bly i gamle vandrør og i maling, og udledninger fra industrien. Selvom vi er nået langt, anslår WHO, at høje doser af bly stadig er et problem i nogle udviklingslande, især i Sydøstasien.

Klimaløsning kræver konsensus

I dag er der ikke mange, der længere taler om syreregn, ozonhul og blyforurening. Til gengæld er klimaforandringerne blevet den store trussel på langt sigt. Trods årtiers fejlslagne forhandlinger er der i dag rekordhøje udledninger og koncentrationer af CO2 i atmosfæren, og den globale temperatur stiger.

De første kritiske røster om global opvarming var fremme allerede i midten af firserne, da vi begyndte at løse de andre store miljøproblemer. Men hvor de andre problemer nu er godt på vej til at blive løst, er der ikke sket meget på klimafronten. En stribe af internationale topmøder er endt uden konkrete resultater.

Før man kan løse et problem i fællesskab, skal man først være enige om, at der er et problem. Langt de fleste eksperter er efterhånden overbeviste om, at klimaforandringerne eksisterer, og at de er menneskeskabte. Men kun halvdelen af europæerne mener, at klimaforandringer er et af verdens største problemer. Det viser en officiel EU-meningsmåling fra 2014. Samtidig viser undersøgelsen, at kun hver tiende mener, det er et fælles ansvar at løse problemerne.

Men der er ogå positive nyheder. Især Europa er allerede blevet meget bedre til at bruge strømmen effektivt, ifølge det Internationale Energiagentur (IEA). Organisationen peger på, at den forbedrede europæiske energieffektivitet har været en af grundene til, at 2014 var det første år nogensinde, hvor udledningerne af CO2 ikke steg, selvom verdensøkonomien var i vækst. Det giver et vist håb for, at vi godt kan have både økonomisk vækst og samtidig skrue ned for CO2.

I den vestlige verden stiger brugen af vedvarende energi, som nu er nummer to i forhold til kul. Og i USA har præsident Barack Obama for nylig lanceret en plan for at nedbringe CO2-udledningerne fra landets kraftværker med næsten en tredjedel, i løbet af 15 år. Det sker som led i optakten til det store klimatopmøde COP21 i Paris i december, hvor verdens lande igen vil gøre et forsøg på at blive enige om konkrete skridt for at løse klimaproblemerne.

Selv Paven har nu kastet sig ind i klimakampen, med en alvorlig anbefaling til alle verdens 1,2 mia. katolikker om at skabe en etisk og økonomisk grøn revolution:

”Klimaforandringer er et globalt problem med alvorlige konsekvenser […] En teknologisk og økonomisk udvikling, der ikke gør verden til et bedre sted med en forbedret livskvalitet, kan ikke betragtes som fremskridt”, skriver pave Frans i den katolske kirkes seneste officielle udmelding.