Over halvdelen af verdens befolkning bor nu i byerne, og vandringen fra land til by ser ud til at fortsætte. Det giver både en række store udfordringer og en række muligheder. De mange store byer bruger enorme mængder af mad, vand og andre ressourcer, og producerer kæmpemæssige dynger af affald, der skal håndteres. Men når mange mennesker bor samlet, er det også nemmere at indsamle og håndtere affaldet, end hvis folk bor spredt.
Koncentrationen af de mange mennesker i byerne har betydet, at luftforurening nu slår millioner af mennesker ihjel hvert år på verdensplan. Men omvendt giver befolkningstætheden også bedre muligheder for at løse problemet, blandt andet via mere og bedre offentlig transport.
Hvis væksten i byerne ikke bliver håndteret ordentligt, kan det føre til dannelsen af slumområder, og den koncentrerede fattigdom kan danne grobund for kriminalitet. 880 mio. mennesker bor i dag i slumområder iflg. seneste tal fra 2014. Men næsten tre fjerdedele af verdens lande har nu implementeret eller er i gang med at implementere nationale handlingsplaner for, hvordan byerne skal udvikle sig, og andelen af mennesker i slum falder flere steder i verden. I Latinamerika var det over 35 procent af befolkningen, der boede i slumområder i 1990, hvor tallet nu er faldet til lidt over 20 procent. I Østasien er andelen næsten halveret; fra omkring 46 procent til cirka 27 procent i dag, ifølge seneste tal fra 2014.
Verdensmål 11’s ambition er, at alle slumområderne skal opgraderes, så alle mennesker i 2030 skal have adgang til sikre boliger med de nødvendige faciliteter. Transportsystemerne skal opgraderes for at give alle mulighed for at komme omkring uden at forpeste luften med forurening. Og den gennemsnitlige miljøbelastning pr. person skal nedbringes, blandt andet ved at tage fat på en ordentlig affaldshåndtering.
Læs mere om Verdensmål 11 på Verdensmål.org.