02. oktober 2022
100 mio. indiske hjem har fået rent vand i hanen
På kun få år er der sket et kæmpe ryk i antallet af indere, der har fået indlagt vand i huset. Det har fået antallet af sygdomme til at falde markant.
Sådan har mange fattige indere indtil nu fået deres daglige vand. Men vandet fra brønde er ikke altid lige rent, og millioner får nu vandrør installeret i stedet. Foto: CCBY Oxfam International
Indien er et enormt land, og der er stor forskel på land og by. For eksempel er der omkring 192 millioner indiske familier, der bor ude på landet, hvor mange af dem indtil nu har hentet deres vand fra en brønd eller fra en flod.
Men nye tal viser, at det på kun få år er lykkedes Indien at lægge vandrør ud til 100 millioner af disse husholdninger. Det skriver den indiske avis Hindustan Times.
Fremgangen kommer, efter at indiens regering i 2019 lancerede vandprogrammet Jal Jeevan Mission. Målet med programmet er, at alle indiens landbeboere skal have adgang til rent vand inden 2024. Da programmet blev startet, var det kun hver sjette husholdning i landområderne, der havde en vandhane, men nu er det lidt over halvdelen. Samtidig har programmet lagt vand ind hos over 80 procent af offentlige skoler og børnehaver for fattige familier.
Projektet er meget omfattende. Tusindvis af ingeniører og arbejdere er i fuld gang med at lægge næsten fire millioner kilometer vandrør. Projektet har et budget, der svarer til omkring 330 milliarder kroner.
Rent vand er ofte den bedste medicin
Det er en vigtig investering i folkesundheden i det enorme land. Manglen på rent drikkevand er nemlig en af de største årsager til en lang række sygdomme, både parasitsygdomme og livstruende bakteriesygdomme som kolera, dysenteri og tyfus.
Derfor er rent drikkevand en af verdens mest effektive former for forebyggende medicin. Siden det indiske vandprojekt begyndte, er antallet af tilfælde af vandbårne sygdomme faldet fra 17,7 millioner til 5,9 millioner tilfælde i de områder, der nu har fået adgang til rent vand.
Trods fremgangen er der dog stadig et stort arbejde tilbage, før de resterende 92 millioner husholdninger kan dreje på vandhanen. Indien består af en række delstater, og det er op til hver delstat, hvordan og hvor hurtigt, de vil gennemføre projektet.
Nogle delstater er langt fremme. For eksempel kunne den lille delstat Goa for nylig markere, at de var nået i mål og havde indlagt vand hos hele deres landbefolkning. Andre delstater som Punjab, Gujarat, Himachal Pradesh og Bihar er også godt med, og har indlagt vand hos 90 procent af husholdningerne. Men en række andre stater, som Uttar Pradesh, er langt bagefter og har nået under 25 procent af målet.