28. December 2017

Analyse: Paul, prinsessen og pres fra folket fik skovlen under landminerne

Det er efterhånden så ildeset at bruge landminer, at de fleste stater holder sig fra de lumske våben. I denne måned fejrer traktaten mod landminer 20 års fødselsdag, og den er en af de bedste eksempler på, at folkeligt pres kan ændre verden.

CC BY Isaf Headquarters

Når krigen er slut, går soldaten hjem med sit gevær. Men landminer bliver liggende, og de medfører ofte et højt antal civile ofre selv mange år efter, at konflikten er slut. Heldigvis er der i dag en stigende modvilje mod at bruge de skjulte våben, og langt de fleste lande er nu både stoppet med at producere og udlægge landminer. Samtidig har mange lande nu også destrueret de miner, de havde på lager.

Ifølge researchorganisationen Landmine Monitor er i alt 53 millioner landminer blevet uskadeliggjort på den måde siden 1999, og det går også fremad med at rydde de miner, der er blevet udlagt. De seneste par år har verden hvert år ryddet omkring 170 kvadratkilometer, hvilket svarer til cirka to gange Københavns areal. Senest blev Algeriet i februar erklæret minefrit land, efter tre årtiers tålmodigt arbejde.

De mange gode fremskridt i kampen mod landminerne begyndte for præcis 20 år siden, i december 1997, da den internationale aftale om at forbyde landminer – Ottawa Traktaten – blev underskrevet. Dengang lå der cirka 110 millioner miner i jorden rundt om i verden. En del af disse minefelter er nu ryddet, og ingen af de 163 lande, der i dag er med i aftalen, har lagt nye landminer. Samtidig overholder de fleste af de lande, der ikke har underskrevet aftalen, alligevel de vigtigste punkter i den. Det seneste år er Syrien og Myanmar de eneste undtagelser.

Men at Ottawa-traktaten blev en realitet var langt fra en selvfølge tilbage i 1990erne. Vedtagelsen af traktaten var især resultatet af omfattende internationalt politisk arbejde fra en hidtil uset koalition af menneskerettighedsforkæmpere, krigsveteraner og humanitære organisationer, der gik sammen under navnet International Campaign to Ban Landmines (ICBL).

Paul og Prinsessen gjorde minerne upopulære

Med blandt andet store underskriftsindsamlinger forsøgte ICBL at lægge maksimalt politisk pres. Og da billeder gik verden rundt af den ekstremt populære britiske prinsesse Diana, der iklædt beskyttelsesudstyr besøgte et aktivt minefelt i Angola, fik kampagnen for alvor sit folkelige gennembrud.

Prinsesse Diana kastede sig i de følgende måneder ud i en regulær opmærksomhedskampagne. Selvom hun på daværende tidspunkt fik en del kritik fra især britiske parlamentsmedlemmer, der betragtede hendes sag som upassende politisk, er der i dag bred enighed om, at prinsessens indsats havde stor betydning for, at den internationale aftale om forbud mod landminer blev endeligt vedtaget. Prinsesse Diana omkom i en bilulykke i Paris blot et halvt år efter turen til Angola, og hun nåede derfor ikke selv at opleve de første 121 lande underskrive Ottawa-Traktaten. Hun oplevede heller ikke, at kampagnen mod landminer modtog Nobels Fredspris.

Senere har især Paul McCartney løftet arven efter Diana, sammen med sin daværende kone Heather Mills. Hun havde mistet sit ene ben i en motorcykelulykke og gik efterfølgende aktivt ind i kampen mod de våben, der netop koster så mange mennesker liv og lemmer på verdensplan.

Antallet af ofre stiger igen

Selvom den voksende modstand blandt verdens lande mod brug af miner er afgørende for at nå målet om, at ingen børn eller voksne behøver at frygte for liv og lemmer, når de leger eller dyrker jorden, er problemet langt fra løst. Mange af traktatens deltagerlande er bagud i forhold til, hvornår de efter planen skulle være færdige med at rydde deres minefelter. Og hjælpen til minernes ofre er stadig ofte utilstrækkelig, ifølge Landmine Monitor.

Samtidig er antallet af nye ofre for landminer, klyngebomber og andet sprængfarligt krigsaffald steget kraftigt de seneste to år, efter flere års fald. Stigningen skyldes især konflikterne i Afghanistan, Libyen, Myanmar, Ukraine og Yemen. Ifølge Human Rights Watch er det i dag generelt de ikke-statslige væbnede grupper, der lægger de fleste af minerne. Det udfordrer målet om en minefri verden, for disse væbnede grupper er ikke underlagt nogen stats kontrol, og er derfor heller ikke formelt omfattet af konventionen.

Men selv blandt mange af disse voldelige grupper er der blevet større modstand mod at lægge miner, ifølge Landmine Monitor. Nationalstaternes konvention mod landminer har givet minerne et dårligt image, der også påvirker andre aktører. Mindst 65 af disse grupper har siden 1997 erklæret, at de ikke længere vil bruge landminer.

Danmark har været med i traktaten om at forbyde landminer fra starten, men det var først i 2012, at de sidste 8000 gamle tyske miner blev ryddet fra danske strande. I dag er Danmark ikke bare selv minefrit, men spiller også en aktiv rolle i at fjerne landminer i andre lande. Det sker gennem Folkekirkens Nødhjælp og Danish Demining Group, der er nogle af de mest aktive mineryddende organisationer i verden.