Analyse: Vi ses i retten. Hilsen Moder Jord

Rettigheder spiller en stadigt større rolle i kampen for at beskytte miljøet, og der er ved at ske et globalt skift, hvor man i højere grad ser naturen som noget, der har en værdi i sig selv, i stedet for bare at være en samling ressourcer, der ejes af nogen.

Mange af retssagerne føres dog stadig på baggrund af menneskers rettigheder til et rent miljø, og ikke naturens egne rettigheder. Det handler ofte om både det lokale miljø og de store klimaproblemer på samme tid.

Da Colombia gav rettigheder til Amazonas, skete det på baggrund af en retssag, hvor 25 unge havde sagsøgt den colombianske stat for at svigte dens egne løfter om at begrænse skovrydning og CO2-udledning. Højesteretten nøjedes ikke med at erklære, at naturområdet havde egne rettigheder, men gav også direkte landets regering ordre om at beskytte regnskoven.

En lignende retssag er på vej i USA, hvor 21 teenagere har sagsøgt Trump-regeringen, fordi den har besluttet at trække landet ud af klimaaftalen fra Paris. Teenagerne argumenterer med, at Trumps beslutning spiller hasard med deres fremtid og krænker deres grundlovssikrede ret til ’life, liberty, and the pursuit of happiness’.

Den slags retssager kan godt lykkes. I Holland vandt en gruppe borgere en retssag mod staten i 2015, og fik hævet landets klima-ambitioner betydeligt.

Den store interesse i at give naturen rettigheder skyldes juridiske spidsfindigheder. Den måde, man hidtil har beskyttet natur på, har ofte været baseret på en kombination af ejendomsret og miljølove, der sætter grænser for, hvor meget der må forurenes, og af hvem. Hvis man har talt om rettigheder, har det primært været menneskers rettigheder til en levende natur, rent vand og luft. I nogle tilfælde lykkes det at tage hensyn til naturen på denne måde, men det er et tilbagevendende problem, at det ofte kun er den, der ejer jorden, der har ret til at føre en retssag.

Når naturen får rettigheder, har det blandt andet som konsekvens, at enhver statsborger kan lægge sag an på vegne af for eksempel en flod, i stedet for at det kun er dem, der ejer jorden langs bredderne, der kan få adgang til retslokalet.

Det lyder måske umiddelbart skørt, at naturen bliver gjort til en person, men det er i princippet ikke anderledes, end at vi er blevet vant til at tale om stater, organisationer og virksomheder som juridiske personer, der kan repræsenteres i retten af andre.

Det mener den amerikanske juraekspert Christopher D. Stone, der allerede i 1970 udgav bogen Should Trees have Standing. Bogen lancerede tanken om at give personlige rettigheder til naturen. Christopher Stone henviste til, at der ofte er stor modstand mod at give nye grupper rettigheder, og at det engang af mange også blev set som absurd at give juridiske rettigheder til grupper som kvinder, afroamerikanere, børn, og fanger i fængslerne. Alle disse grupper har tidligere i større eller mindre grad for at være en ejendom, man kunne behandle, som man ville, men i dag ville det være utænkeligt.

Alligevel er der også en række problemer ved at give naturen rettigheder. Helt konkret kan der være langt fra teori til praksis i lande som Ecuador og Bolivia, som trods ordene om Moder Naturs rettigheder stadig fortsætter med at tillade minedrift og olieudvinding, der rammer både natur og oprindelige folk hårdt. Sidste år godkendte Bolivias regering en kontroversiel plan om at bygge motorvej gennem regnskovsområdet Tipnis, trods store demonstrationer.

I Colombia er der tvivl om, hvorvidt det urolige land i praksis kan håndhæve en flods rettigheder, når landet endnu ikke kan beskytte de mange aktivister og fagforeningsledere, der hver år bliver dræbt på grund af deres politiske virke.

Beslutningen om at give floden Ganges menneskerettigheder endte med at blive underkendt af Indiens Højesteret. Retten argumenterede blandt andet med, at det ville ende med juridiske absurditeter. Hvis nogen druknede, kunne der blive rejst en erstatningssag mod floden.

Det er også et godt spørgsmål, hvor man sætter grænsen for, hvad mennesker har lov til at gøre mod naturen. Må man fange en fisk, eller er det et overgreb mod floden? Må man klaske en myg, eller er det at krænke den grundlæggende ret til at leve, som Bolivias Lov om Moder Jord giver alle levende væsener?

I praksis kan myggen og fisken ikke selv klage, så i sidste ende vil det være mennesker og menneskelige interesser der afgør, hvilke sager der kommer i retten. Det bliver særligt tydeligt, hvis naturens rettigheder kommer i konflikt med menneskerettighederne.

Nogle oprindelige folk har vist interesse i at bruge naturens rettigheder som våben til at føre en kamp mod udefrakommende olie- og minevirksomheder. Men det kan blive et tveægget sværd, for naturens rettigheder kan også tænkes at kunne bruges mod naturfolkene.

For eksempel driver visse regnskovsindianere svedjebrug, hvor de hvert år brænder et stykke skov, planter afgrøder, og næste år rykker videre til et andet område. Hidtil var det ikke et problem for skoven, fordi der var så få indianere, og fordi skoven tidligere var så stor, at hvert afbrændt område havde masser af tid til at komme sig, før indianerne vendte tilbage og gentog afbrændingen. Men i takt med, at skoven bliver mindre, fordi omliggende moderne landbrug spreder sig, får afbrændingerne større konsekvenser for dyr og planter i området.

Store internationale naturorganisationer kunne i teorien bruge skovens rettigheder som argument og metode til at stoppe oprindelige folks traditionelle levevis og måske få dem tvangsforflyttet, hvilket tidligere er set i naturområder, der er blevet fredet. Der er dog blandt organisationerne en stigende forståelse for, at den bedste måde at beskytte et naturområde på er ved at inddrage de oprindelige folk og give dem en grund til at beskytte og bruge naturens ressourcer bæredygtigt.

Tanken om retten til et rent miljø er nok kommet for at blive. Konsekvenserne ved at lade stå til er nemlig mindst lige så groteske som at give naturen rettigheder.

Selvom det er lykkedes at redde mange af de mest velkendte dyrearter som tigre og hvaler på kanten af udryddelse, har verden stadig mistet over halvdelen af den vilde natur siden 1970, og ifølge nogle forskere står vi i begyndelsen af den sjette masseuddøen i Jordens historie.

Tidligere har det krævet kosmiske katastrofer, som f.eks. asteroidenedslag, at udrydde så mange arter på så kort tid. I dag kræver det bare, at nogle milliarder mennesker spiser, drikker og hygger sig uden at tænke nok på miljøet. Og selvom nogle måske er ligeglade med, om vi mister en masse farverige frøer og fugle, kan forbrugsfesten ikke fortsætte som før, for klimaforandringerne truer nu også os selv.

Det handler ikke bare om skybrud, der oversvømmer vores kældre. De stadigt større globale udsving mellem tørke, storm og oversvømmelse truer nemlig også med at gøre det langt sværere at dyrke afgrøder i nogle af de særligt frugtbare områder, hvor en stor del af verdens fødevarer produceres. Hvis prisen på basale fødevarer som ris og majs stiger, vil det i begyndelsen gå hårdest ud over verdens fattigste. Men det kan også føre til stigende politisk ustabilitet, konflikt og større flygtningestrømme, end vi har set indtil nu.

Der er derfor gode grunde til at tage det seriøst, når kampen om både naturens og vores egen fremtid i stigende grad udkæmpes i retslokalet.