Asiatiske lande gør oprør mod Kong Kul

Siden det første kulkraftværk blev bygget i 1882, har kul vokset sig til verdens foretrukne brændstof til at lave strøm. Hvert år bliver der gravet milliarder og atter milliarder ton op og derefter brændt af i tusindvis af kraftværker verden over, og kul er den største enkeltstående kilde til klimakrisen.

Det betyder, at det mest effektive skridt, verden kan tage for at sænke drivhusgasudledningerne, er at få smidt kul på porten.

Det er sværere end som så, for der er mange interesser i at blive ved med at fyre med kul. Men det kan godt lade sig gøre: På verdensplan faldt forbruget af kul med over tre procent i 2019, det største fald nogensinde – indtil året efter, hvor forbruget faldt med fire procent.

Det er primært drevet af USA, EU og England, hvor kulforbruget er faldet hastigt de seneste par år. Eksempelvis leverede kulkraft 40 procent af den engelske strøm i 2012 – sidste år var det faldet til to procent.

Udfordringen er østpå, hvor Kong Kul stadig regerer. Tre fjerdedele af verdens nuværende kapacitet er i Asien, og 94 procent af planlagt kulkraft vil blive opført der.

Men flere og flere asiatiske lande, virksomheder og organisationer melder sig nu ind i kampen mod kul.

Dropper kulplaner

Både Japan og Sydkorea har netop besluttet, at de ikke vil investere i nye kulkraftværker og kulminer i andre lande. Pakistan vil slet ikke bygge flere kulkraftværker, og både Indonesien og Vietnam har droppet planlagte kraftværker. For et halvt år siden trak Filippinerne i håndbremsen og lagde planlagte kulkraftværker på is, i Bangladesh har regeringen netop sat en stopper for ni kulkraftværker, der var i forskellige stadier af planlæggelse eller under opførelse. Og den Asiatiske Udviklingsbank, der er opbygget som en slags regional version af Verdensbanken med 67 medlemslande og investerer i eller låner penge til landene i regionen, har lige valgt at stoppe finansieringen af kulkraft.

Samtidig har flere store asiatiske økonomier endelig fastsat offentlige mål om klimaneutralitet: Japan og Sydkorea i 2050, Kina i 2060.

”Disse stærke forpligtelser fra store lande er særligt vigtige, især i en tid hvor vi har brug for lederskab under Covid-19-pandemien. Det er et væsentligt bidrag til at bringe det internationale samfund på vej til at nå målene fra Parisaftalen,” siger Patricia Espinosa, der er leder af FN’s Klimakonvention.

Kinas store kulpukkel

Man kan ikke sige kul uden Kina. Landet har flere end 1000 kulkraftværker, der i alt står for over halvdelen af verdens samlede kapacitet, og Kina bygger også størstedelen af de nye kraftværker.

Udbygningen vil muligvis fortsætte helt indtil 2025, siger præsident Xi, og først derefter vil de begynde at fase kullet ud. Desuden stiger Kinas CO2-udledning nu hastigt, mens landet prøver at sætte turbo på sin coronaramte økonomi.

Mere og mere tyder dog på, at den kinesiske kulkraft kan blive en dyr fornøjelse. Vedvarende energi fra sol og vind er allerede på prisniveau eller endda billigere end kul, og prisen bliver ved med at falde, så det ville bedre betale sig at bruge pengene på deres allerede enorme udbygning af grøn energi –  hvor Kina også er i førersædet.