Børnene strømmer i skole i det ludfattige land, der ikke er et land

Skolerne er ikke bare blevet opgraderet og skolebænkene mere fyldt op med børn. Der er også blevet bygget flere nye skoler og et lærerseminarium, der er uddannet flere kvindelige lærere, og de har især formået at nå mange af de særligt udsatte børn, som fx dem der lever i ekstremt fattigdom eller som omvandrende nomadefolk.

Jakob Eilsøe Mikkelsen understreger, at der stadig er meget lang vej i Somaliland. Den store vækst i skolebørn er fra et lavt udgangspunkt, og det er stadig kun fire ud af ti børn, der kommer i skole.

”Men det har givet en ret signifikant stigning i adgang til uddannelse,” siger han.

Både-og-land

Somaliland, der ligger langs Adenbugten ved Afrikas Horn, er et ”usynligt land” eller en slags både-og-land: Det er både et land og ikke et land. I praksis fungerer det som et land, forklarer Jakob Eilsøe Mikkelsen, Somaliland har sin egen regering, sit eget embedsværk, sin egen møntfod, sin egen hær. Men samtidig er det officielt en del af Somalia, og ingen andre lande anerkender Somaliland som sit eget land.

”Det er et land, der kæmper for at blive selvstændigt,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen. I øvrigt, siger han, er Somaliland fredeligt og relativt sikkert, der har været demokratiske valg siden 1991, hvor Somaliland løsrev sig fra Somalia, og ved hvert valg har der været et fredeligt magtskifte fra den gamle præsident til den nye – noget som ikke altid er en selvfølge i Afrika, siger han.

Samtidig er landet ekstremt fattigt, et af verdens fattigste, kun seks ud af ti voksne kan læse og skrive, og den forventede gennemsnitsalder er blot 55 år. Og det er et land, hvor samfundet ikke er skruet sammen, som vi kender det herhjemme, når det gælder offentlige budgetter og skatteinddrivelse og den slags – her hjælper man sit lokalsamfund og sin klan, mens der måske ikke bliver betalt så meget til regeringen i hovedstaden Hargeisa.

Det er på den baggrund, at arbejdet med at få flere børn i skole er sket – med (især) EU-penge, men også danske udviklingsmidler og penge fra private fonde, og NGO’er som Red Barnet og CARE til at lave det konkrete arbejde.

”EU kan ikke bare sende en officiel rådgiver til Somaliland for at lave den her slags udviklingsarbejde, for så vil man i den grad sparke til Somalias regering, der betragter Somaliland som en somalisk delstat,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

I det her geopolitiske landskab – og med en skrøbelig situation i Somalia, som man ikke vil skubbe mere til ved at træde dem over tæerne – så kan NGO’er træde til, når behovet er stort.

Pigerum og nomadeskoler

Som sagt, så gjort. Nu har de arbejdet med at få børn i skole i 12 år, og antallet er altså fordoblet.

Hvordan har de båret sig ad?

For det første har de jo altså bygget flere nye skoler – 82 af slagsen – og omkring 400 skoler er enten blevet genopbyggede eller bygget større. Og der er også bygget et nyt lærerseminarium.

Samtidig har der været et særligt fokus på at få Somalilands piger i skole. Lidt firkantet sagt er pigers adgang til uddannelse nemlig den bedste investering, man kan lave, når det gælder udviklingen i et land.

Derfor har man eksempelvis sørget for at bygge såkaldt ”pigevenlige områder” på mange af skolerne – rum der er reserveret til teenagepiger, hvor de kan trække sig tilbage, hvor der er adgang til pigetoiletter og menstruationsbind.

”Det er nogle lokalt designede løsninger, der passer til konteksten i Somaliland, hvor mange piger eksempelvis bliver hjemme fra skolen i mange dage, når de har menstruation,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

Han forklarer, at drenge og piger i Somaliland på mange måder lever ret adskilt i hverdagen, så pigevenlige rum på skolerne er en måde, hvor man kan gøre det nemmere for konservative landbefolkninger at sende deres piger i blandede skoler.

Og skolerne inviterer nu forældrene mere ind i maskinrummet – der er systematisk blevet oprettet forældrebestyrelser, og forældrene bliver inviteret besøg på skolerne og ser, hvad der egentlig foregår.

”Det er en måde, hvor man kan få nogle af forældrene til at se fidusen i at sende børnene i skole i det hele taget,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.

Samtidig er der ikke bare kommet mange flere kvindelige lærere – hver femte lærer er nu kvinde – men fokus på ligestilling og piger uddannelse er også kommet længere op i undervisningssystemet.

”Nu har man et helt departement i undervisningsministeriet, der særligt arbejder med køn og ligestilling. Det er altså en afdeling, der er blevet udvidet og kommet højere op i hierarkiet,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen. ”Det så man ikke for 10 år siden. Der var også meget langt mellem de kvindelige ansatte i ministeriet, hvor det nu om dage nok er 50-50 i forhold til køn”.

Et vigtigt resultat, som Red Barnet er stolte over, er succesen med at få særligt udsatte børn i skole.

”Somaliland har ikke bare forbedret forholdene for de børn, der allerede går i skole,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen. ”Men har også formået at få tusindvis af børn, der ellers har været meget langt fra skolegang, i gang med uddannelse”.

Det kan være børn, der har store opgaver med at hjælpe til i hjemmet, børn i nomadefamilier, børn med handicap og så videre, forklarer han. Her har det virkelig hjulpet, at skolerne har arbejdet sammen med fx forældrebestyrelser og lokalsamfundet i både at identificere de udsatte familier – og vise dem, at det er en god idé at sende deres børn i skole. Samtidig er en del af de nye skoler især blevet bygget i områder, hvor der simpelthen manglede undervisningsmuligheder.

Og eksempelvis er der blevet oprettet omrejsende skoler, der kan følge med nomadefolkene, når de driver deres kameler og geder til nye græsgange.

Hvem betaler for fremtiden?

Somaliland har taget et solidt spring fremad, når det gælder om at sikre en bedre fremtid for børnene. Men for det første er der som sagt en masse børn, der stadig ikke kommer i skole, og der er stadig en masse udfordringer for de børn, der kommer i skole – kvaliteten af undervisningen er stadig svingende.

Men en anden udfordring er, at den opgradering af skolevæsenet, der er sket de sidste 12 år, næsten udelukkende er betalt af donorpenge, primært fra EU. Og den pengestrøm er ikke uendelig. EU har netop besluttet at støtte tre år til, men hvad der sker derefter med finansieringen er ikke til at sige. Måske forlænger de betalingen igen, måske ikke. Måske træder andre donorer til. Men hvis fremskridtene for børn og skoler skal hænge ved, så skal regeringen Somaliland nok selv til at skrue op for egenbetalingen til skolevæsenet, så det ikke er så afhængigt af udefrakommende penge, forklarer Jakob Eilsøe Mikkelsen.

”Og der kan vi heldigvis se, at regeringen i Somaliland har en ambition om at fordoble uddannelsesbudgettet over de næste fem år. Og det er selvfølgelig et mål og ikke noget, der er indfriet endnu. Men det er også interessant, at denne regering har nogle ambitioner om skatteinddrivelse, som er større og anderledes, end hvad jeg har hørt fra tidligere regeringer gennem årene, som jo ville give flere penge i budgettet,” siger han.

Det bliver spændende at følge med i, om – og hvordan – pengene kommer på plads, siger Jakob Eilsøe Mikkelsen. Lige nu kører programmet nogle år endnu, og det vil komme hundredtusindvis af børn til gode.

”Lige nu kan vi se på fremgangen, at der er nogle ting, der virker, i forhold til at få børn i skole i en kompleks kontekst som den i Somaliland. Det er klart, at de har meget lang vej endnu, før de er i mål, det er ikke nogen hemmelighed,” siger han.

”Men vi har opskriften på, hvordan man får børnene i skole”.