11. juni 2023
Der er født mange somaliere de seneste årtier. Nu skal de alle tælles
Somalia har sat gang i den første folketælling i 50 år. Det fortæller noget vigtigt om situationen i det konfliktramte land.
Foto: Dave Primov, iStock
Hvor mange mennesker er vi egentlig i det her land? Dét spørgsmål kan være kompliceret at svare på – men ikke desto mindre har Somalia netop sat sig for at lave den første formelle folketælling i 50 år.
Landet på Afrikas Horn er for mange danskere nok mest kendt de konflikter og tørkekatastrofer, der gennem årtier har plaget Somalia, der da også er et af verdens fattigste lande.
Somalias kvaler i form af regelmæssige tørkeperioder, intern uro og islamistiske angreb er næppe ovre lige foreløbigt. Men de senere år har dog budt på voksende politisk stabilitet og fremskridt i kampen mod jihadister. For et år siden blev præsident Hassan Sheikh Mahmoud udpeget til præsident for anden gang – og dermed blev udbruddet af en ny storkonflikt mellem landets mange klaner formentligt afværget. Lanceringen af den store folketælling kan da netop også ses som et tegn på – om end skrøbelig – stabilitet. Samtidig skal den indsamlede viden blive et afgørende fundamentet for udviklingen af Somalias fremtid.
”De internationale bidrag til dette projekt er den type hjælp, der vil gøre os mindre afhængige af hjælp i fremtiden,” lød det fra Somalias vicepræsident Salah Jamah under lanceringen af folketællingen.
”Banke, banke på” 17 millioner gange
Borgerkrig og politisk uro har i årtier forhindret fornuftig brug af ressourcerne, og en national folketælling kræver samarbejde og systematik. FN’s Befolkningsfond, UNFPA, bidrager med upartisk støtte og ekspertise til projektet. De kalder folketællingen for en ”historisk begivenhed og mulighed for at tiltrække yderligere international støtte”. Ifølge UNFPA blev den sidste folketælling udført helt tilbage i 1975, og kun med begrænset succes. Dengang boede der cirka 4,2 millioner somaliere i landet. I dag er tallet formentlig steget til over 17 millioner mennesker, men tallene er usikre.
”Med folketællingen får vi præcis viden om landets befolkning på en række vigtige områder. Det bidrager også til at bekæmpe korruption. Når man ved, hvor mange mennesker, der bor i et område, så ved man også mere præcist, hvor mange penge, der skal til at hjælpe dem med en brønd eller lignende”, forklarer Niyi Ojuolape, der er UNFPA’s repræsentant i Somalia, til Verdens Bedste Nyheder.
17 millioner mennesker
Én, to, tre, fire… Sådan tæller man et folk
En folketælling er ikke for sjov. Selv Kejser Augustus lægger ud med spørgsmålet om størrelsen på befolkningen i indledningen af juleevangeliet med sætningen ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.” Og så måtte Josef og Maria som bekendt pænt drage til Betlehem, hvor Josef var født, for at lade sig registrere.
Sådan bliver metoden dog ikke i Somalia. En betragtelig del af Somalias befolkning er nomader, hvilket eksperterne bag folketællingen vil tage højde for ved at tælle folk, hvor de befinder sig i øjeblikket – og også spørge hvor de ”som regel” plejer at bo. Målet er også at få tal på de mange flygtninge og internt fordrevne i landet.
Folketællingen blev lanceret i starten af maj 2023 og forventes at tage to år at gennemføre. Først tælles folk i byerne, og derefter bevæger man sig ud i landdistrikterne for at tælle beboerne i de mere tyndt befolkede områder.
Selve optællingen begynder først i oktober 2024. Inden da skal cirka 30.000 dataindsamlere trænes og instrueres. Derudover skal satellitbilleder af byer og beboelser bruges til at få overblik og forberede optællingen. Folketællingen forventes ifølge UNFPA at koste 150 millioner dollars.
Klaner og et folk i bevægelse
Somalia er ganske vist en nation på papiret – men befolkningen er langt fra en ensartet størrelse etnisk og kulturelt. Landet rummer en lang række store og små klaner, der ofte har været i konflikter med hinanden. Folketællingen kommer til at kaste lys over faktorer som etnicitet, alder, køn, uddannelse, beskæftigelse, osv.
”Både lokale politikere og internationale samarbejdspartnere er dybt afhængige af pålidelig viden om befolkningens sammensætning og udfordringer, når de skal beslutte, hvilke indsatser, der skal prioriteres. Folketællingen gør det muligt at hjælpe befolkningen præcist, der hvor behovet er”, siger Niyi Ojuolape.
Projektet vil altså forbedre nogle af landets vigtigste beslutninger. Hvor skal et nyt hospital bygges? Hvordan skal en busrute sno sig gennem landskabet? Hvilke typer uddannelser er der efterspørgsel på? Det er spørgsmål, som myndigheder har brug for svar på, hvad enten de bor i Middelfart eller Mogadishu.