08. februar 2026
Det har virket at boykotte. Kan vi også handle os til fred?
Handel er ikke et skudsikkert argument for at undgå krig – men det kan måske hjælpe på det.
Vi har prøvet det før: At boykotte. Kul, biler, gas, vin. Vi har valgt varer fra, udelukkende fordi de kommer fra et land, vi er uenige med.
Der var dengang, at ingen købte fransk vin i protest mod landets atomprøvesprængninger i Stillehavet. Siden krigen i Ukraine brød ud, har vi sammen med vores nabolande forsøgt at droppe den russiske gas. I dag er der dem, der vælger elbilerne fra Tesla fra og undgår amerikanske varer i supermarkedet i protest mod landets præsident og hans politik.
Og så var det i 1980’erne, at Danmark droppede varer, der kom fra Sydafrikas apartheidstyre.
Ringene spredte sig, og flere lande valgte at boykotte især kul, der blev importeret fra det afrikanske land. Det, peger eksperter på, var med til at presse regimet.
I 1990 blev anti-apartheid-aktivisten Nelson Mandela frigivet fra fængslet. Få år efter var apartheidstyret fortid, og Mandela endte på præsidentposten.
Serie: Fra krig til købmand
Når krigen rammer, kan mere end menneskeliv gå tabt. Jobs forsvinder og indtægterne skrumper ind, og det er i sårbare, konfliktramte lande, at fattigdommen er størst.
I artikelserien møder vi dem, der sørger for, at almindelige mennesker får arbejde og penge mellem hænderne midt i konfliktzonen.
Tutu gav opsang, og Mandela takkede Danmark
Boykottet mod de Sydafrikanske varer startede i København.
Da den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist, Desmond Tutu, besøgte Danmark i 1979, blev han interviewet af DR. Det var egentlig ikke en del af interviewplanen, men her fik han alligevel skældt Danmark ud for at købe kul af apartheidstyret. Det lyttede danske politikere tilsyneladende til, og Danmark startede en boykot, som senere spredte sig til resten af verden.
Da Nelson Mandela besøgte Danmark to årtier senere i 1999, tog han forbi Folketinget og takkede for den enorme hjælp til Sydafrika.
Danmark har altså før valgt at droppe handlen på grund af konflikter.
Men virker det modsatte også? I stedet for at boykotte, kan man så handle for fred?
Måske, ja.
I hvert fald hvis man spørger Karin Friis Bach. Sammen med sin mand, Christian Friis Bach, har hun onlinebutikken Warfair, som importerer kaffe, chiafrø, chokolade, tørrede frugter, nødder og meget andet fra lande som Yemen, DR Congo, Myanmar og Afghanistan. Og det er der en god grund til.
”Der er simpelthen ikke så stor interesse i at have konflikt fra lokalbefolkningens side, hvis det er, at man har et velfungerende liv, hvor man skal op hver dag og har et arbejde og tjener penge til sig selv og sin familie,” siger hun.
Er ikke en storebror
Karin Friis Bach fortæller, at Warfair handler med otte forskellige lande, og at de alle er sårbare og konfliktramte.
”Vi handler med større firmaer, som har mange ansatte, så de skaber jo jobs og indkomst til landet og til mennesker,” siger hun. ”Det støtter, at der kommer en middelklasse i landet, når der er nogen, der begynder at kunne tjene deres egen penge.”
Og Karin Friis Bach mener, at når folk kan tjene en ordentlig løn, vil de hellere arbejde end at melde sig ind i en konflikt.
”Det er derfor, vi siger, at vi handler for fred. Fordi det er det yderste konsekvens af, at de kan få afsat deres varer og tjene penge på det.”
Krigen giver en krigsøkonomi
Ifølge Verdensbanken er det i sårbare, konfliktramte lande, at fattigdommen er størst. Og det er også her, det er sværest at skaffe jobs til alle dem, der har brug for det.
Men forskning peger på, at det kan hjælpe at få penge mellem hænderne. Når der er mulighed for det, vil mange hellere arbejde end at engagere sig i en konflikt.
●Man skulle tro, at ordet boykot kommer fra de engelske ord ”buy” og ”cut,” men det er faktisk ikke tilfældet.
Ordet stammer nemlig fra den britiske godsforvalter, Charles Cunningham Boycott, som var bosat i Irland i 1800-tallet.
1880 var et særligt hårdt år for landmændene. Høsten havde slået fejl, folk sultede, men Boycott krævede alligevel høje afgifter fra de lokale. Det fik den politiske forening The Irish Land League til at opfordre alle til at undgå at have noget med ham at gøre. Ingen arbejdede i marken, i stalden eller i huset – Boycott blev altså boykottet.
●Du genkender måske navnene Karin og Christian Friis Bach, og parret er da også to travle mennesker med meget i søen.
Karin Friis Bach er medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, Danske Regioners bestyrelse og formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.
Christian Friis Bach blandt andet tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN, og i dag er han folketingsmedlem for Venstre og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.
En af de varer, Warfair importerer fra Afghanistan, er tørrede, hvide mulbær. Det er især kvinder, som arbejder med at sortere bærrene på fabrikken. Foto: Warfair
Isabel Bramsen er leder for freds- og konfliktstudier ved Institut for Statskundskab på Lunds Universitet i Sverige, og så er hun en af Danmarks førende fredsforskere. Hun har ikke forsket specifikt i sammenhængen mellem handel og konflikt, men hun ved rigtig meget om fred – og fraværet af det.
Hun fortæller, at når der er krig i et land, bliver der bygget en hel økonomi op om konflikten.
”Der er soldater, salg af stoffer, hele økonomien i krigsramte områder bliver en krigsøkonomi,” siger hun.
Men når helt almindelige mennesker har mulighed for at sælge nødder og tørrede frugter, kaffe, glasvaser, smykker, håndsyede kjoler og tæpper, så har de et betalt arbejde. Og som hun siger:
”I det hele taget støtter det en anden leveform en den militære.”
Arbejde til afghanske kvinder – og skat til Taliban
Et af de lande, Warfair handler med varer fra, er Afghanistan. Gennem firmaet Ziba Foods importerer de blandt andet mandler, figner og hvide morbær. Det har de gjort i mange år, men da Taliban overtog magten i landet i 2021, bragte det et par overvejelser med sig.
”Det har typisk været kvinder, der sidder og laver sorteringsarbejdet,” fortæller Karin Friis Bach. ”Vi tænkte, gad vide om de kan få lov til at fortsætte, når nu Taliban har overtaget styret? Og det kunne de faktisk godt.”
Det betyder, at afghanske kvinder, som ellers har meget få muligheder for at gå på arbejde, tjener penge gennem arbejdet på fabrikken. Vi har før skrevet om nogle af de badass afghanske kvindelige iværksættere, der bager brød, høster honning, væver tæpper og sælger safran på trods af Talibans diskrimination.
Men på spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at pengene ikke kommer i Talibans lommer, svarer Karin Friis Bach:
”Virksomheden betaler jo selskabsskat, så de betaler skat, ligesom andre firmaer. I og med, at regeringen er Taliban, kan man jo godt sige, at det er penge fra deres overskud, der kommer til at gå til Taliban.”
Samtidig mener hun, at det er et slags nødvendigt onde.
”Det er i et land, hvor der er en regering, man ikke har lyst til at støtte, men for at være i landet, er du nødt til at betale,” siger Karin Friis Bach.
”Ellers kunne vi slet ikke handle med dem. Så ville befolkningen blive ramt dobbelt, hvis der ikke var nogen, der støttede deres firmaer, deres produktion og deres handel.”
Livet er bare besværligt
Det er ikke altid lige til at drive forretning med virksomheder og personer i konfliktområder.
”Det er jo lande, hvor der er alle mulige barrierer tit for, at tingene kan foregå glat og effektivt, som det kan andre steder,” siger Karin Friis Bach fra Warfair.
”Det er ikke, fordi firmaerne ikke fungerer, de ved godt, hvad de skal. Det er simpelthen, fordi det er udenom-omstændigheder, at livet bare er besværligt for dem.”
Warfair importerer blandt andet chokolade fra en nationalpark i Den Demokratiske Republik Congo, hvor den sjældne bjerggorilla bor. Pengene fra chokoladen går til at beskytte dyrene, men i 2025 brød der pludselig ny konflikt ud i nærheden, og en dag kunne Karin Friis Bach og hendes kolleger ikke få fat i deres samarbejdspartnere i Congo. Det viste sig, at alle var blevet evakueret på grund af urolighederne, og forsendelserne måtte altså vente.
Fredshandlinger og krigshandlinger
Idéen om handel som et værktøj til mere fred er langt fra ny.
EU blev skabt som en europæisk kul- og stålunion, hvor idéen var, at gode forudsætninger for international handel med kul og stål ville være med til at forhindre fremtidige krige på kontinentet. Men:
”Vi har fået én over nallerne,” siger fredsforskeren Isabel Bramsen. ”Vi troede, vi kunne handle os til fred i den bredere henseende. Man troede, at man kunne forebygge krig ved at handle med Rusland, for eksempel, og det viste sig, at det kunne man ikke.”
Men hun fortsætter med at sige, at det altså gør en forskel, jo mere handel, der er på tværs af lande.
”Det er ikke et bulletproof argument for, at der ikke kan opstå krig, men jo flere forbindelser, der er mellem lande, også gennem handel med nabolande, jo mere bliver man også flettet sammen på et civilt niveau.”
Og dét kan måske være med til at modvirke konflikten.
”Alle interaktioner med modparter – dem, man er uenige i – kan ses som en fredshandling. Det handler om at se fred som en handling i sig selv, og det kan både være dialog og handel,” siger hun. ”Man kan have mange krigshandlinger og fredshandlinger på samme tid.”
