Dine gamle jeans ligger og dør på en strand i Ghana. Men nu vil EU give tøjet længere liv

Forleden dag da jeg cyklede forbi en af mine lokale genbrugsbutikker, fangede mit blik pludselig min egen blomstrede blazer i vinduet. Jeg havde selv fundet den i en anden secondhand-butik for en del år siden, og nu var det blevet tid til at give den videre. Et par dage senere, da jeg igen kom forbi butiksvinduet, var den der ikke mere og har nok fået nyt liv hos en anden ejer. Det er ofte den rejse, vi forestiller os, tøjet kommer på, når vi donerer vores aflagte jeans og trøjer til genbrug. Men faktisk er det kun tilfældet for ti procent af de voksende mænger tøj, danskerne hvert år kasserer. Størstedelen af vores brugte tøj har nemlig en meget længere færd foran sig, hvor 80 procent ender i Asien og Afrika.

Og her er der ikke tale om donationer af tøj til fattige mennesker. Men enorme mængder billigt fast fashiontøj i dårlig kvalitet fra de europæiske forbrugere, som oversvømmer lande fra Ghana til Pakistan. I løbet af de sidste 20 år er eksporten af tøj fra Europa til resten af verden tredoblet ifølge en ny rapport fra EU’s Miljøagentur. I 2019 sendte EU over 1,7 millioner tons tøj afsted. Men nu vil EU europæernes vilde brug-og-smid-væk tøjkultur til livs.

Udvidet producentansvar på mode
EU-kommissionen har netop lanceret et lovforslag for nye obligatoriske regler for såkaldt ”udvidet producentansvar” for tekstiler, der skal gælde i alle EU-lande. Det greb bliver allerede brugt på andre områder, bl.a. elektronik, batterier og biler. Her betaler producenterne prisen for, hvad det koster at deres produkter bliver indsamlet, sorteret og i bedste fald genbrugt og i sidste ende genanvendt. Populært sagt er det forureneren, der skal betale for sin forurening.

Peter Lund-Thomsen er professor i bæredygtighed og udviklingslande på CBS med et mangeårigt fokus på tekstilindustrien i Sydasien. Ifølge ham er det nye lovforslag meget ambitiøst: ”Efter alt at dømme kommer det til at ændre modeindustrien ganske væsentligt. Kommissionen lægger op til, at producenterne skal dække omkostningerne for at håndtere tekstilaffaldet. Det bør give dem incitamenter til at reducere den mængde af affald, de er med til at producere.” Han tilføjer, at det bliver forstærket af, at alle lande i EU fra 2025 skal indsamle og sortere alt tekstilaffald, hvilket Danmark netop er gået i gang med.

Frankrig indførte som det første land i EU allerede udvidet producentansvar på tekstiler helt tilbage i 2011. Sverige og Holland har netop fulgt trop, mens Norge, Tyskland, Belgien, Spanien, Italien og Bulgarien også drøfter det. I Danmark har det også været til forhandling i Folketinget, hvor et politisk flertal dog stemte nej for i stedet at vente på den europæiske lovgivning.

Marie Josephine Mustelin, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv, er flyttet til Bruxelles for at følge med i de mange nye lovkrav, der venter danske tekstilvirksomheder. Hun er enig i, at det kan ændre måden, vores tøj, tasker, sko og andre tekstiler bliver lavet fremover: ”Formålet med lovgivningen er, at vi skal sikre så god kvalitet som muligt, så produkterne holder i længere tid – og at der bliver produceret mindre, for vi har slet ikke brug for så meget tøj, som der bliver lavet lige nu,” siger hun fra en videoforbindelse fra Bruxelles.

Organisationen The Or Foundation fra Ghana har i flere år spillet en vigtig rolle med at sætte modeindustriens affaldsproblemer på den globale dagsorden. De ser også udvidet producentansvar som en væsentlig del af vejen til at gøre industrien cirkulær og har arbejdet intenst for at trække EU-kommissionens udspil i en retning, hvor der også kommer midler til de lande i det globale syd, som i sidste ende håndterer meget af vores kasserede tøj.

Cynthia Abena Essuon, der tidligere har arbejdet på Kantamanto, verdens største secondhand-marked i Ghana, var derfor rejst til Danmark til det årlige Global Fashion Summit tidligere på året. Her talte hun som repræsentant for The Or Foundation foran nogle af de ledende virksomheder fra modeindustrien og politiske beslutningstagere fra EU og USA, der var samlet for at diskutere branchens miljøansvar. Hendes budskab var klart: ”Vi har løsningen, nu har vi brug for støtte,” sagde hun til forsamlingen og henviste til, at 30.000 mennesker i Kantamanto recirkulerer 25.000.000 stykker tøj hver eneste måned. De tal gør det travle marked til verdens største økonomi for gensalg og upcycling.

The Or Foundation har siden lovforslaget blev lanceret, kritisereret det for netop ikke at allokere penge til lande som Ghana, ligesom organisationen langt fra er overbevist om, at det kommer til at påvirke det overordnede problem: Der bliver produceret mere og mere tøj. Og meget af det ender fortsat i naturen og på lossepladser langt væk fra den tøjcontainer, hvor en velmenende europæer sagde farvel til det.

Fra frivillighed til lovgivning
Marie Josephine Mustelin fra Dansk Erhverv er enig i, at der skal mere til for at ændre situationen på de afrikanske strande. Men lovgivningen er samtidig et af mange strukturelle reguleringer, som industrien nu endelig skal overholde, siger hun: ”Det, der er superpositivt lige nu er, at der kommer hård lovgivning til, der giver producenterne ansvaret ud fra princippet om, at forureneren skal betale. Det er ikke længere kun anbefalinger eller frivillige initiativer, som vi har haft tidligere.”

Peter Lund-Thomsen fra CBS ser også håbefuldt på potentialerne, men påpeger, at der er tale om en supertanker, der skal vendes: ”Det er uden tvivl en kæmpe udfordring for industrien at skulle lave så fundamental en omstilling. Men jeg tror at den nye EU-lovgivning kan være med til at forandre den internationale tøj-og tekstilindustri i en mere bæredygtig retning.”