07. december 2020

Flere lande vil genskabe oceanernes grønne enge

Penge gror ikke på træerne, men det er måske ikke helt forkert at sige, at penge vokser på græs under vandet. Det har flere lande nu fået øjnene op for.

CCBY JE Duffy - Marine GEO

CCBY JE Duffy - Marine GEO

Ålegræs ser ikke ud af meget, men det er en af de typer natur, der har størst værdi for både natur og mennesker. Den årlige økonomiske værdi af en enkelt hektar af det undersøiske græs – 100 gange 100 meter – er vurderet til at være over 26.000 australske dollars (ca. 120.000 kroner), vurderer den sydaustralske regerings afdeling for vand og miljø.

Årsagen til den høje værdi er blandt andet, at ålegræsset beskytter kysten mod bølgerne, og at der er 40 gange så mange dyre- og plantearter på et havområde med ålegræs som de steder, hvor der kun er bar sandbund.

Flere arter af fisk og muslinger er afhængige af at kunne lægge deres æg på vandplanternes blade. Det giver gode muligheder for fiskeri, så længe man ikke ødelægger selve ålegræsset.

Desværre er det langt fra alle steder, hvor man lader havets græs gro i fred. Hvert år mister verden cirka 1,5 procent af det samlede areal med ålegræs, og ålegræsset er gået tilbage med omkring 29 procent siden 1879. Det reelle tab kan dog være meget større, da forskerne ikke har data fra alle steder i verden.

Havgræsset bliver blandt andet ødelagt af forurening, sand-oppumpning og af destruktive fiskemetoder som bundtrawl. Men flere lande har dog fået øjnene op for værdien af ålegræsset, og der er nu forsøg med genplantning i gang flere steder.

Udover det største projekt, der foregår ud for den amerikanske stat Virginia, er Australien også ved at plante et ålegræsområde på 10 hektar ud for storbyen Adelaide.

I Storbritannien er de i gang med at så en million ålegræsfrø i Dale Bay ud for Wales, og lignende projekter er i gang eller er blevet gennemført i flere amerikanske stater, blandt andet i havnen ved Boston, Massachusetts, og i fjorden Puget Sound ud for Seattle.

Også herhjemme er der interesse for at genplante ålegræs, der tidligere var meget udbredt i de danske farvande, men siden er blevet halveret. I 2017 plantede biologer fra Miljøstyrelsen og Syddansk Universitet 17.000 stiklinger af ålegræs yderst i Horsens Fjord, og de små planter fik hurtigt godt fat. I år blev der med hjælp fra frivillige plantet ålegræs yderligere seks steder i fjorden.