09. september 2021

Gamle bygninger gemmer på klima-gevinst

At bygge nyt er ikke altid bedst. De gamle bygninger rundt omkring i verdens byer rummer små skjulte klima-skatte, hvis vi istandsætter dem.

London er en af de byer, der har igangsat ambitiøse klimaprojekter. Foto: CCBY Kevin Grieve, Unsplash.

Vi kan bygge nyt, bedre og mere klimaeffektivt i fremtiden. Men nyt er ikke den eneste løsning. Der er nemlig stort potentiale i at lappe sprækker, skifte vinduer og efterisolere gamle bygninger, hvilket kan give kæmpe gevinster i at nedbringe CO2-udledning.

Det har rigtig mange byer på tværs af kloden fået øjnene op for. I London, hvor bygninger står for 77 procent af byens samlede CO2-udledninger, har man startet programmet RE:NEW, hvis mål er at gøre Londons hjem mere energieffektive. Med gratis teknisk support til istandsættelsen og finansiel støtte har projektet bidraget til at forbedre energieffektiviteten i over 130.205 af Londons hjem og sparet omkring 46.000 tons CO2 om året siden 2009.

I Toronto står bygninger for cirka halvdelen af byens drivhusgasudledninger. Her lancerede man i 2014 et projekt, som skal få byen i mål med at istandsætte alle bygninger inden 2050. Og i Sydkorea vil man ved brug af vedvarende energi og isolering af bygninger gøre 225.000 offentlige lejeboliger og cirka 1500 institutioner mere grønne og energieffektive.

Bedre at renovere

Det er bedre, både for klimaet og økonomien, at renovere frem for at rive ned og bygge nyt – faktisk vil CO2 -belastningen ved at renovere en gammel bygning markant være 45 til 55 procent mindre, end hvis man rev den gamle bygning ned og opførte et nyt erstatningsbyggeri i samme størrelse. Det viser en analyse fra Rambøll.

”Der bruges enorme ressourcer til byggeri men meget mindre på at istandsætte gamle bygninger. Det kan gøres meget mere bæredygtigt, fordi vi kan bruge det eksisterende i stedet for at bygge nyt,” fortæller Kasper Lynge, viceinstitutleder på Institut for Byggeri og Bygningsdesign på Aarhus Universitet.

Eksperter vurderer, at 30 procent af byernes CO2-udledning kan reduceres inden 2050, hvis vi gør bygninger mere effektive, og lige netop forbedringer af bygningernes energieffektivitet er en af de hurtigste og mest omkostningseffektive måder at gøre det på, skriver NewClimate Institute i en analyse.

”EU har sat millioner af euro af til forskning i at nedbringe CO2 -aftrykket ved at istandsætte gamle bygninger. Det er med til at trække de store bygherrer og kommuner med i en mere bæredygtig retning,” vurderer Kasper Lynge.

Istandsættelse af bygninger vil ikke kun gavne klimaet og forbedre luftkvaliteten og befolkningens sundhed, men kan potentielt være med til at skabe 5,4 millioner jobs i byer rundt omkring i verden.

 

Det er bedre for klimaet og økonomien at renovere

CO2 -belastningen, ved at renovere en gammel bygning, vil være 45 til 55 procent mindre, end hvis man rev den gamle bygning ned og opførte et nyt erstatningsbyggeri i samme størrelse.

Det er bedre for klimaet og økonomien at renovere

CO2 -belastningen, ved at renovere en gammel bygning, vil være 45 til 55 procent mindre, end hvis man rev den gamle bygning ned og opførte et nyt erstatningsbyggeri i samme størrelse.

30 procent

af byernes CO2-udledning kan reduceres inden 2050, hvis bygninger gøres mere effektive