’Hajstøv’ afslører illegal handel med truede arter i Indonesien

Året rundt valfarter dykkere fra hele kloden til Indonesiens farverige farvande, der er er kendt for at være et dykkerparadis i verdensklasse. Indonesien er blandt andet et biologisk hotspot for hajer og rokker, og man kan derfor være heldig at opleve hvalhajer, hammerhajer og mantaer på tæt hold. Indonesien er med andre ord på de fleste dykkeres bucket list, og dykkerturismen indbringer landet mindst 22 millioner dollars om året.

Men hver eneste dag bliver massevis af hajer og rokker samtidig fanget og skåret op på landets mange fiskepladser og havne. Handlen med hajer og rokker er nemlig også virkelig big business. Intet sted i verden bliver der landet så mange hajer og rokker som i Indonesien. Det gør samtidig det tropiske ørige til en af verdens største eksportører af haj- og rokkeprodukter, hvor hajfinner er de mest værdifulde.

Den store efterspørgsel har på få årtier gjort et kæmpe indhug i bestandene. Både hajer og rokker er særligt sårbare for massivt fiskeri, fordi de er lang tid om at formere sig og kun får få unger. Arterne kan derfor ikke følge med og reproducere de over 100.000 tons, der hvert år bliver hevet op i små og store fiskerbåde i havet omkring Indonesien. Forskere har længe råbt vagt i gevær over, at antallet af hajer og rokker globalt er faldet med 70 procent i løbet af de sidste 50 år.

Svært at fange de ulovlige fisk

Handlen med de store fisk og havdyr er derfor meget reguleret i dag: Nogle arter er fuldt ud beskyttede på CITES-konventionens globale liste over handel med vilde dyr og planter, og må slet ikke fanges og sælges. Andre arter er omfattet af strenge nationale og internationale handelsregler. Men kæden fra, at en haj bliver fanget af en lokal fisker i Indonesien, til dens finner ender som hajsuppe i en eksklusiv restaurant i Hong Kong, er lang og har mange led. Det gør det utroligt svært for myndighederne at holde øje med, at reguleringerne bliver overholdt. Illegalt fiskeri og handel med truede og beskyttede arter er derfor et stort problem i det folkerige land.

Det var netop de nærmest umulige arbejdsvilkår for Indonesiens fiskeri-kontrollanter, der gav Andhika Prasetyo ideen til en ny og banebrydende DNA-metode, der skal gøre det både lettere, hurtigere og billigere at overvåge handlen med hajer og rokker. Han er i dag ph.d. og havforsker ved Indonesiens National Research and Innovation Agency og har tidligere arbejdet i landets fiskeriministerium:

”Da jeg så, hvordan mine kollegaer ledte som efter en nål i en høstak i store containere fyldt med alt fra tun til marliner på fabriksområder på størrelse med badmintonbaner, hvor nogle forhandlere prøver at skjule de ulovlige arter, tænkte jeg: Det må kunne gøres anderledes.”

Over flere år udviklede og testede Andhika Prasetyo en ny DNA-teknik, der i stedet for kun at tage stikprøver fra en enkelt fisk, bruger en hel bunke af bittesmå dele af hud og brusk fra alle mulige fisk, som bliver fejet op direkte fra gulvene i lagerhaller og fiskeforarbejdningsanlæg. Andhika Prasetyo og hans forskerkollegaer har døbt de små fragmenter til DNA-prøverne ’hajstøv’ i deres videnskabelige undersøgelse. Den er netop er blevet udgivet i tidsskriftet Conservation Letters:

”Vi begyndte arbejdet allerede i 2019, hvor alle, der arbejdede indenfor naturbeskyttelse og biologi, talte om miljø-DNA metabarcoding. Så da vi lavede ansøgningen til at få økonomisk støtte, var fantasien den eneste begrænsning.”

Projektet endte med at blive et stort samarbejde mellem blandt andet den indonesiske og britiske regering, fortæller Prasetyo og fortsætter:

”Måske husker du filmen Stardust? Vi kalder det ‘hajstøv’ (shark dust på engelsk, red.), fordi vi håber, at når folk hører det, får de et billede af, at der sker noget magisk, ” forklarer forskeren på en videoforbindelse fra Indonesien.

Stort behov og potentiale

Over to måneder besøgte holdet syv byer, der fungerer som knudepunkter for handel med haj- og rokkeprodukter på Indonesiens hovedø Java. Her indsamlede de i alt 28 forskellige prøver, der hver bestod af bare to spiseskefulde hajstøv. Hele 84 procent af de genetiske rester, forskerne fandt i hajstøvet, kom fra CITES-listede arter. Blandt andet hammerhaj, silkehaj, glat hammerhaj, plethalehaj, nursehaj, manta og djævlerokke.

Andhika Prasetyo forudser, at langt flere arter bliver rykket over på CITES-listen i de kommende år. Der bliver derfor endnu mere brug for bedre værktøjer til de mennesker, der arbejder med at sikre, at reglerne for handlen bliver overholdt.

Efter undersøgelsen blev færdig, har Indonesiens regering investeret i blandt andet bioteknologiske faciliteter, fortæller Andhika Prasetyo. Nu er han og kollegaerne samtidig i fuld gang med at skaffe midler til syv maskiner til DNA-analyserne direkte på landets vigtigste handelshotspots. De har også undervist ansatte fra ministeriet i, hvordan man indsamler og analyserer hajstøvet.

Men det bliver lidt af en udfordring at kontrollere fiskeriet i Indonesien. Landet er verdens største øgruppe og består af over 17.000 øer, der strækker sig over flere tusind kilometer og tre tidszoner. Som Andhika Prasetyo forklarer, giver det et utal af steder landet over, hvor fiskere kan lande deres fangst af truede og beskyttede hajer og rokker. Han understreger derfor også:

”DNA metabarcoding er ikke en silver bullet-løsning, der kan stå alene. Problemet er så omfattende, og det handler også om, at Indonesiens lokalbefolkning er afhængig af hajkød som både vigtig indtægts- og fødekilde. Men det er en afgørende brik i at styrke Indonesien i at overholde lovene for at beskytte de truede arter.”