Det er ikke nok at holde fine taler. Der skal også handling bag ordene. FN er ofte blevet beskyldt for at være en tandløs snakkeklub, der ikke rykker på særligt meget i virkeligheden. Men i den seneste tid er der blevet indgået en række store miljøaftaler, der sætter langt større ambitioner end tidligere. Giver det håb for fremtiden, eller er det bare endnu mere snak?

”Jeg mener bestemt, at de her FN-miljøaftaler er vigtige – snak kan godt skabe forandring”

• Kristine Kjærsgaard, lektor, ph.d. i historie og viceinstitutleder ved Syddansk Universitet. Forsker blandt andet i Danmarks forhold til FN, hvilket hun også har skrevet en bog om.

“Det er ikke noget nyt, at FN opfattes som handlingslammet. Lige siden Korea-krigen i 1950 har der været den opfattelse, at FN ikke er i stand til at gribe ind i konflikter, der involverer medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.

Vi er nødt til at anerkende, at FN i nogle henseender er utilstrækkelig, men det betyder ikke, at FN generelt set er utilstrækkelig.

FN har ikke bare til formål at forhindre krig, men også at skabe fred og samhørighed. Og FN vil nok aldrig nå aldrig helt i mål med det. Det vil altid være en proces, og i stedet for at se FN som nogen, der kommer og løser alle vores problemer, bør vi se FN som en nødvendig platform for, at verdens stater kan tale sammen.

FN er ofte blevet kaldt en snakkeklub, men snak kan godt skabe forandring. FN’s aftaler og udmeldinger er en vigtig rettesnor for en række stater, der ligger i en gråzone, hvor de hverken er helt demokratier eller helt diktaturer, men hvor FN’s aftaler og udmeldinger er med til at trække dem i en bedre retning.

Nogle gange blot ved, at aftalerne fastsætter nogle internationale normer for, hvad der er rigtigt og forkert.

Det har i sig selv en effekt, selvom der ikke er noget overstatsligt politi, der kan håndhæve dem. Normerne spreder sig alligevel og har en indvirkning på, hvordan folk tænker.

For eksempel fortsætter nogle lande måske med at lade deres spildevand flyde direkte ud i havet for at spare penge. Men nu ved de, at det faktisk er et problem og har en konsekvens, hvor de før gjorde det uden at tænke over det.

I andre tilfælde kan FN’s aftaler alligevel godt føre til konsekvenser for lande, selvom der ikke er nogen officiel håndhævelse. For eksempel Menneskerettighederne.

I 1990’erne begyndte mange lande at sige, at de kun ville give udviklingsbistand til de lande, der arbejder for at beskytte de rettigheder. Nu ser vi det samme med miljøaftalerne, hvor lande f.eks. betinger deres nødhjælp af, at modtagerlandet lever op til deres klimaansvar under Parisaftalen. Det er meget konkrete argumenter for, at selv modstræbende lande begynder at tage miljøet alvorligt.

FN bliver også kritiseret for at arbejde meget langsomt, men ting tager tid. Hvis vi ser de her store miljøaftaler i historisk perspektiv, så er der jo sket rigtig meget siden den første FN-aftale om miljøet blev indgået i Stockholm helt tilbage i 1972 [Stockholmdeklarationen om Det Menneskelige Miljø, der førte til oprettelsen af FN’s Miljøprogram UNEP -red].

Så jeg mener bestemt, at de her FN-miljøaftaler er vigtige. Mange lande laver rent faktisk de nationale handlingsplaner, aftalerne lægger op til.

I det store perspektiv er det rimeligt at sige, at over lang tid og med en masse forskellige aktører i spil, der virker aftalerne. Men målestokken for succes kan ikke være, om aftalerne enten løser alle problemer med det samme, eller om de ikke gør.

Jeg kan godt følge, at nogle kalder FN for ubrugeligt, når de kigger på én bestemt sag, som f.eks. at FN ikke har været i stand til at forhindre eller stoppe krigen i Ukraine. Men i et større perspektiv og over længere tid, så er FN bestemt ikke ubrugeligt men derimod en meget brugbar platform for samarbejde om for eksempel klima og miljø.

Det er rigtigt, at det er langt fra alle lande, der overholder alt det, FN bestemmer, og i sidste ende er FN kun det, som medlemsstaterne kan blive enige om. Ofte bliver det desværre laveste fællesnævner. Men hvis FN ikke fandtes, hvordan skulle 195 lande så kunne sætte sig sammen og forhandle om for eksempel klimaet? EU ville måske indgå nogle aftaler, men ville EU i sig selv være i stand til at samle alle verdens lande?”

”Den ny tænkning er, at natur og samfund hænger sammen – helt vildt, så stort et arbejde vi giver os i kast med”

• Mikkel Funder, seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier, hvor han især fokuserer på klimaforandringer og miljøstyring i udviklingslande.

“Helt overordnet mener jeg, vi har brug for de her FN-aftaler, og at de er en vigtig del af vejen frem.

Ikke alene omkring de konkrete målsætninger, som giver NGO’er noget at holde politikerne fast på, men også, fordi aftalerne er med til at fastsætte normer for, hvordan vi mennesker tænker.

Det er jo helt vildt, så stort et arbejde vi giver os i kast med, når vi forsøger at forbedre planetens tilstand, så der er brug for en proces på alle niveauer.

Omvendt er jeg også frustreret over, at det tager verdens lande så lang tid at nå til enighed, og FN måtte jo erkende, at ingen af Aichi-målene kom helt i mål. Men vi er nok nødt til at indse, at det er nødt til at tage lang tid at komme til enighed.

Den nye Kunming-Montreal-aftale anerkender for første gang, at de forskellige aktører har mange forskellige syn på, hvad god naturbevarelse er i praksis. Og det er vigtigt, for en af de store grunde til, at vi ikke er nået længere med naturbevarelse er, at den statscentrerede tilgang ikke virker i alle sammenhænge.

Hvis lokalbefolkningen ikke anerkender f.eks. fredningen af en skov eller en savanne, virker fredningen simpelthen ikke.

Et konkret eksempel er i Kenya, hvor indsatsen for at beskytte naturen i lang tid lukkede lokalbefolkningen ude fra statslige nationalparker eller private vildtreservater. Derfor støttede folk ikke op om naturbevaringen, og man var nødt til at ansætte svært bevæbnede vagter for at holde krybskytter og alle andre ude.

Efterhånden har man indset, at de er nødt til at indgå aftaler med lokale bønder og kvæghyrder om, at de for eksempel har lov at græsse kvæget inde i reservatet også.

Det skal naturligvis foregå på en bæredygtig måde, men det kan man godt nå til enighed om lokalt. Hvis folks eget liv og velbefindende er afhængige af naturen, er de også med på at passe på den.  Og så skal man huske at samfundene forandrer sig.

I Tanzania har det vist sig, at den nye unge generation er langt mindre interesserede i krybskytteri end de forrige generationer. I stedet vil de unge ind til byerne og skabe sig et liv derinde. De griber kun til krybskytteri, hvis de er meget pressede.

Det er positivt, at Kunming-Montreal-aftalen for første gang nævner befolkningens ret til udvikling. Førhen tænkte man, at der kun var én måde at beskytte natur på, og det var at indhegne den og holde alle mennesker ude. Og selvom der er en stor værdi i helt uberørt natur, så er den nye tænkning, at vi i højere grad må tillade lokalbefolkningen og oprindelige folk at blive ved med at bo i naturområder, til gengæld for, at de så bruger naturens ressourcer på en bæredygtig måde.

Samtidig er der større interesse i at invitere naturen indenfor i menneskets verden, så der kommer større biodiversitet både i byerne og i landbruget. Så jeg mener, vi er i gang med et grundlæggende opgør med tanken om, at menneskers samfund og naturen er to helt forskellige ting, og at vi er nødt til at vælge det ene eller det andet. Den ny tænkning er, at natur og samfund hænger sammen.

Selvom jeg grundlæggende er positiv overfor Kunming-Montreal, så er et vigtigt svagt punkt i aftalen, at den ikke i høj grad indtænker, at den største trussel mod naturen er den gammeldags industrialisering og landbrugsudvikling, hvor man omdanner natur til marker eller plantager for at tilfredsstille et stadigt stigende ressourceforbrug, især i den rigere del af verden.

Hvis man ikke gør noget ved det pres, bliver det svært at beskytte naturen, for lande i syd er ikke nødvendigvis interesserede i at blive ”grønne nationalparker” for os i nord.

Omvendt er de ofte interesserede i de nye muligheder, som klima- og naturbeskyttelsen giver dem for at tjene penge og udvikle deres lande.

For eksempel ved at investere i solenergi – ikke nødvendigvis bare for klimaets skyld, men helt konkret for at undgå at skulle betale en masse penge for at importere kul og olie fra andre lande”.

Samtidig med, at det bliver muligt at frede de afsidesliggende havområder, er der i de senere år allerede blevet oprettet flere og flere beskyttede havområder, der ligger i de zoner tættere på land, som de enkelte lande selv bestemmer over. Og modsat hvad man måske skulle tro, giver det faktisk flere fisk i nettet, når man begrænser fiskeriet i nogle områder. Det giver nemlig fiskene langt bedre muligheder for at formere sig.

Et af de steder, hvor effekten af havfredning er tydelig, er i havet ud for Hawaii. Her oprettede USA i 2006 et gigantisk beskyttet havområde med en størrelse på 35 gange Danmarks areal.

Formålet var at beskytte naturen inden i området, der også har stor kulturel betydning for hawaiianerne. Men effekten blev endnu større end ventet, for selv uden for det beskyttede farvand er der nu langt flere fisk end før. Blandt andet er fangsten af gulfinnet tun steget med 54 procent i det omliggende hav. Det viser forskning offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.

Også lande som Ecuador, Costa Rica Belize og Seychellerne har fredet enorme havområder i de seneste år.