Ny historisk aftale skal beskytte verdenshavenes ’vilde vesten’

Det var et følelsesladet øjeblik. Næsten 20 år har verdens lande brugt på at diskutere, hvordan de kunne beskytte verdenshavene bedre.

Og da det så endelig blev tid til at træffe en beslutning, krævede det alligevel to ugers debat og til sidst 38 timers benhårde og søvnløse forhandlinger, før den nye ”High Seas”-traktat om verdenshavene i denne måned endelig blev vedtaget i FN’s hovedkvarter i New York.

Flere gange var det uklart, om det overhovedet ville lykkes de 193 lande at blive enige. Men det gjorde de.

”Skibet er nået i land,” sagde konferenceleder Rana Lee fra Singapore metaforisk fra talerstolen, før hun gemte ansigtet i hænderne et øjeblik.

Aftalen kaldes historisk, fordi det er første gang, verdens lande kan blive enige i praksis om at beskytte verdenshavet, selvom de i teorien allerede har været enige om det længe.

For der er bred enighed om, at havet er livsvigtigt for os mennesker. Det producerer jo både enorme mængder fisk og skaldyr og halvdelen af den ilt, vi indånder, kommer fra algerne i havet. Men alligevel er havet i store problemer med forurening og overfiskning, og det er derfor klart, at det kræver fælles handling at få dem beskyttet. For alle verdens syv have er jo i virkeligheden kun ét stort globalt ocean, hvor både fisk og forurening bevæger sig på tværs af alle landegrænser.

Kamp om dyrebare mineraler og dybhavs-DNA

Selvom havet naturligt hænger sammen, har vi mennesker delt det op på kryds og tværs. I 1982 blev verdens lande enige om, at hvert land har ret til at bestemme over et havområde, der ligger inden for 200 sømil (370km) fra landet kyst – den såkaldte eksklusive økonomiske zone. Og mange lande allerede oprettet store beskyttede havområder inden for deres egne zoner.

Det er ofte en god forretning, fordi det både kan give store turistindtægter og langt flere fisk i nettet, når et land beskytter sit havterritorium. For eksempel er fangsten af tunfisk steget med 54 procent i Hawaii, efter at USA i 2006 oprettede et stort beskyttet havområde.

Men det kunne USA kun gøre, fordi staten Hawaii ligger midt ude i Stillehavet, og derfor giver USA nationale rettigheder over et stort stykke af det åbne hav. Cirka to tredjedele af havet ligger meget langt fra både øer og fastlandets kyst. Her har ingen lande egentligt ejerskab, men alle lande har fri ret til at fiske, forske og fragte varer.

Der er næsten ingen beskyttede havområder i denne zone, for ingen lande har haft ret til at begrænse andre landes ret til at bruge disse områder. De har ligget hen som en slags havets vilde vesten, og uden nogen sherif i sigte.

Det er her, den nye hav-traktat kommer ind i billedet. Traktaten vil i sig selv ikke beskytte så meget som en dråbe af havet, men aftalen skal blive det afgørende internationale juridiske fundament, som for første gang nogensinde vil gøre det muligt at oprette beskyttede områder langt ude på det åbne hav.

Og det er netop grunden til, at det tog alle de 193 lande i FN så lang tid at blive enige, selvom det er tydeligt for de fleste, at der er stort behov for beskyttelse af havet. For når man begynder at oprette fredede områder i farvande, som ingen lande ejer, hvem har så ret til havets værdifulde ressourcer?

Det handler ikke kun om retten til at fiske, men i stigende grad også om retten til de eftertragtede mineraler, der ligger på havbunden, og som blandt andet kan bruges i den grønne omstilling.

Samtidig har det været svært at blive enige om, hvordan rettighederne til havenes såkaldte genetiske ressourcer skulle fordeles. Ligesom livet på land indeholder livet i havet nemlig en masse forskellige stoffer, der kan bruges til at opfinde ny, banebrydende medicin, eller bruges i industrien på forskellige måder.

Første skridt til mere liv i havet

Selvom de 193 FN-lande nu er blevet enige om at indgå den nye havtraktat, er der stadig et stykke vej til, at den begynder at virke. Først skal traktaten officielt vedtages, hvilket blot er en formalitet. Derefter skal mindst 60 lande individuelt skrive under på traktaten, inden den kan træde i kraft. Og derefter skal landene så hver for sig indskrive traktaten i deres egen lovgivning. Først da har traktaten juridisk gyldighed, og det er først der, hvor individuelle havområder i det åbne hav så kan blive udpeget og oprettet som havreservater. Og før beskyttelsen kan virke, skal disse reservater overvåges og kontrolleres i praksis.

Et af de mulige områder, der er i kikkerten, er et tropisk farvand vest for Costa Rica, hvor køligt og næringsrigt vand strømmer fra dybderne og op til overfladen, hvilket gør området til et hotspot for fisk og andre havdyr. Området ligger uden for Costa Ricas og Nicaraguas egne økonomiske zone, men med den nye havtraktat vil det alligevel blive muligt at frede området.

Der er brug for mange af den slags områder, for ambitionen er, at i alt 30 procent af verdenshavene skal være beskyttet allerede i 2030. Det vedtog verdens lande sidste år. Men verden har travlt. For selvom der allerede findes tusindvis af havreservater, er det stadig kun 2,9 procent af verdens samlede havareal, der er under ’fuld og effektiv’ beskyttelse. Nogle gange findes de beskyttede områder kun som streger på et kort.

Så selvom FN-konferencen kunne erklære, at ”skibet var nået i land” for den nye traktat, og den bliver hilst velkommen som et kæmpe fremskridt, er der stadig mange sømil tilbage, før verdenshavene kommer i sikker havn.