27. november 2022
Indfødte folk i Ecuador vinder årtier lang kamp om beskyttelse af regnskov
Afskovning og minedrift har i årtier skubbet det indfødte shuar-samfund længere og længere ud af deres hjem i amazonasskoven. Men nu har shuarene endelig fået rettigheder til jorden, og det sikrer en vigtig livslinje for livet i junglen. Flere studier viser nemlig, at naturen er i langt bedre hænder hos oprindelige folk.
Siden 1950'erne har det indfødte shuar-folk i Ecuador kæmpet en hård kamp for at sikre sig rettighederne til deres jord i amazonasskoven. Foto: Nature and Culture International
Dybt inde i den sydøstlige ecuadorianske provins Zamora-Chinchipe skyder frodige, klargrønne træer op mellem slyngende floder i den varmfugtige amazonasskov. Et rent paradis for biodiversitet med tusindvis af planter, hundredvis af insekter, og dyr som bjergtapiren og brillebjørnen. Men regnskoven er også hjem for det indfødte shuar-folk, som i flere århundrede har boet i junglen, og som de seneste mange årtier har kæmpet for at bevare dens nødvendige ressourcer.
Frem til 1950’erne levede shuarene spredt ud over junglen uden et fast hjem. Men efterhånden som flere byfolk fik øjnene op for naturens rige ressourcer, fik shuarene mindre plads at bo på. For at undgå helt at miste deres jord slog de sig ned i såkaldte centros, faste bofællesskaber, i junglen. Et af disse fik navnet Tiwi Nunka opkaldt efter den første shuar, der slog sig ned i området, og som oversat til dansk betyder “Tiwis territorium”. Siden da har det indfødte folk i Tiwi Nunka kæmpet for at beskytte deres jord på 5.500 hektar mod minedrift og afskovning.
Og nu har årtier med kamp endelig båret frugt.
I juli blev det nemlig besluttet af Ecuadors ministerium for miljø, vand og økologisk transition, at Tiwi Nunka skulle være et beskyttet område, der frit kunne forvaltes af det indfødte shuar-folk. Det betyder, at det i dag udelukkende er shuarene, der har ret til at bruge områdets ressourcer, som samtidig også er helt beskyttet mod udnyttelse fra mineselskaber og skovhuggere. Og det er en stor sejr for de 33 familier i Tiwi Nunka, som blandt andet er afhængige af junglens vand, mad og medicin.
“Vores ældre efterlod os som en arv for at passe på naturen, og derfor vil vi bevare vandet, planterne og alt, der har liv i skoven,” sagde Milton Asamat, formanden for shuar-fællesskabet i El Kiim, som omfatter Tiwi Nunka, til mediet Mongabay.
Artiklen fortsætter under billedserien
I flere århundrede har generationer efter generationer bevaret shuarenes traditioner, religion og kultur. Her ses unge shuar-børn i en traditionel folkedans. Foto: Nature and Culture International
En sejr for naturen
Kampen for Tiwi Nunkas beskyttelse fik for alvor medvind i 2005, da organisationen Nature and Culture International fik øjnene op for sagen.
NGO’en, som arbejder for at beskytte oprindelige kulturer og biodiverse landskaber, krævede, at Tiwi Nunkas samlede areal på 55 kvadratkilometer skulle leve op til dets navn og i sandhed være et territorium kun for shuarene. Og den beslutning kom så endelig i hus tidligere i år.
“Det er en stor, historisk sejr for shuar-samfundet,” forklarer Trotsky Riera, der er projektkoordinator for Ecuador i Nature and Culture International, og som arbejder med det indfødte folk i Tiwi Nunka.
“Ingen andre vil være i stand til at invadere området i fremtiden, og det sikrer ikke alene shuarenes historiske og kulturelle forbindelse til området, men også biodiversiteten i Tiwi Nunka,” fortæller han.
For det er ikke kun shuarene, som kan ånde lettet op. Det øvrige liv i regnskoven har også fået en vigtig livslinje. Tiwi Nunka er nemlig placeret i midten mellem to store, beskyttede naturparker, som nu tilsammen kan fungere som ét stort beskyttet naturområde med udvidede territorier for regnskovens dyreliv, forklarer Trotsky Riera.
Indfødte folk passer på naturen
Og det er generelt ikke et særtilfælde, at naturområder som Tiwi Nunka er i bedre hænder hos indfødte folk.
Det er anslået, at mindst en tredjedel af jordens landareal hører under oprindelige folk. I de områder indgår 80 procent af klodens resterende skovbiodiversitet, som har vist sig at trives langt bedre under de indfødte folks forvaltning. Undersøgelser viser, at i de områder, hvor indfødte folk har fuld forvaltning over naturen, er 91 procent af økosystemerne bevaret under gode forhold. Og i Bolivia, Colombia og Brasilien fandt forskere blandt andet frem til, at landområder, der var forvaltet af indfødte folk, udledte 73 procent mindre CO2 end landområder, der var forvaltet af andre grupper.
Skovene bliver nemlig i højere grad stående i de områder, hvor oprindelige folk har rettighederne til jorden. Og det skyldes i højeste grad indfødte folks særlige livsform, hvor naturen er kernen i deres samfund, og hvor kulturen er baseret på teknikker, der er bæredygtige og beskytter naturens ressourcer.
Trotsky Riera fra Nature and Culture International understreger derfor, at det er altafgørende for klodens biodiversitet, at flere indfødte folk får fuld kontrol over deres landområder.
“De indfødte folks områder er under stigende pres fra udviklingsprojekter som olie- eller mineudvinding. Og det er et problem, fordi det står efterhånden klart, at det vil være umuligt at nå Verdensmålet om bevarelse af biodiversitet uden hjælp fra de oprindelige folk,” siger han.
Det står efterhånden klart, at det vil være umuligt at nå Verdensmålet om bevarelse af biodiversitet uden hjælp fra de oprindelige folk.
Trotsky Riera, projektkoordinator for Ecuador i Nature and Culture International
Trotsky Riera sammen med børn fra det indfødte shuar-folk i Ecuador. Foto: Nature and Culture International
En historisk kamp for shuarene
Shuarenes rødder i Tiwi Nunka trækker tråde langt tilbage i verdenshistorien, og deres fortælling er et langt kapitel om en evig kamp for at bevare deres jord. I gamle dage var kampene især mod andre indfødte stammer, mens opgørene i nyere tid har været mod ecuadorianere, som har bosat sig i skoven for at hugge træer, drive kvæg og udvinde ressourcer.
I 1950’erne fik shuarene nok og slog sig fast ned i centros i forskellige områder på tværs af Amazonas i Ecuador. Hver centro havde 5-30 familier, som tog kampen op for at beskytte deres forfædres jord.
