22. maj 2022

Odderen har bidt sig fast i britisk natur

Odderens tilbagevenden i England bliver fortalt som en stor succeshistorie, men den bør ikke blive en sovepude, advarer eksperter. I Danmark kan du hjælpe odderen ved at fotografere dens afføring.

Odderens foretrukne levesteder er lavvandede floder og åer med tilvoksede bredder og oversvømmede områder. Den kan leve i alle arter af ferskvandområder, så længe vandet er klart og der er fisk, den kan spise. Foto: Wikipedia Commons

Odderens foretrukne levesteder er lavvandede floder og åer med tilvoksede bredder og oversvømmede områder. Den kan leve i alle arter af ferskvandområder, så længe vandet er klart og der er fisk, den kan spise. Foto: Wikipedia Commons

Langs floden ser du et fodspor, fem kløer i mudderet. Så en plasken. Et væsen kommer til syne på den anden side af bredden. Pelsen er mørkebrun på oversiden, lysere på maven, sort svømmehud mellem tæerne. Du får øjenkontakt med dyret, hvis drivvåde pels glinser metallisk i Solen.

For omkring 50 år siden ville dette møde mellem menneske og odder have været så godt som en umulighed i England. Eksperter estimerer, at der dengang var omkring ti oddere tilbage i hele landet. Odderen (Lutra lutra), også kaldet den europæiske odder, var på randen af udryddelse. Udviklingen havde to primære grunde:

For det første giftige landbrugskemikalier, der blev skyllet ud i floderne, som skabte forstyrrelser i fødekæden, altså den rækkeorden, organismer æder hinanden i. For det andet mennesker, der førte jagt på odderen, hvis pels før i tiden var eftertragtet.

Odderne har i dag spredt sig ud over alle egne af Storbritannien. Et imponerende comeback fra et pattedyr, der næsten havde slået sidste bask med halen. Succesen er primært en konsekvens af jagtforbud og forbud mod specifikke skadelige kemikalier, heriblandt insektbekæmpelsesmidlet DDT.

Og Odderen levede lykkeligt til sine dages ende i England… eller hvad?

22 procent

færre "tegn på oddere" er blevet fundet i Wales, hvis man sammenligner med år 2010. Et fald, der vækker odderbekymring i England.

Hoved, krop og hale giver odderen en strømlinet torpedo-form, som gør den i stand til at glide let gennem vandet. Den muskuløse hale fungerer som styre- og stabiliseringsorgan under svømningen. Foto: Wikipedia Commons

“Et wake-up call”

I Englands naboland Wales har man for nyligt lavet en national undersøgelse, den første af sin slags i 12 år, der kortlægger antallet af oddere.

Konklusionen er klar: Ved næsten alle walisiske vandområder er der fundet færre ”tegn på oddere” end tidligere.

Disse “tegn” tæller gemmesteder, fodspor og afføring (odderens afføring bliver typisk identificeret ved hjælp af dens lugt, en distinkt aroma, der kan give mindelser til alt fra nyslået hø til rådne fisk).

Der blev fundet tegn på oddere ved 70 procent af de besøgte steder. Et fald på 22 procent sammenlignet med 2010.

En lille smule ”selvtilfredshed” har nok indfundet sig i forhold til odderens succesfulde tilbagevenden, advarer økologen Eleanor Kean til BBC.

Også Graham Scholey, en britisk specialist i naturbevaring, finder de walisiske tal alarmerende. De sender et klart signal om, at der er behov for en ny optælling af odderbestanden i England, mener han.

Andre faresignaler

Ifølge forskere er det stadig for tidligt at sige, hvad de præcise grunde er til odderens seneste tegn på svækkelse. Teorierne lyder på forandring i kvaliteten af odderens levesteder, forandring i tilgængelighed af byttedyr eller forurening.

Nye undersøgelser har for eksempel fundet såkaldte PFAS-kemikaler, også kaldet ”forever chemicals”, i oddere fra både England og Wales.

Navnet ”forever chemicals” skyldes, at kemikalierne ikke nedbrydes i naturen, hvorfor de i stedet hober sig op og kan skade dyreliv (herunder også mennesker).

Endnu er det uvist, om disse kemikalier har en direkte påvirkning af den britiske og walisiske odderbestand.

For nu kan vi blot konstatere overordnet, at odderen stadig trives i England – men at det ikke bør tages for givet.

Red oddere: Fotografér deres afføring

Også i Danmark har odderen (Lutra lutra) været tæt på udryddelse, men lever i Jylland i bedste velgående. Til gengæld er odderen i dag truet på Sjælland – også selvom samme tiltag er blevet indført som i det jyske for at sikre dyrets overlevelse, heriblandt brug af såkaldte stop-riste i fiskeruser og faunapassager.

Ifølge Dansk Naturfredningsforening er bestanden på Sjælland “under et kritisk lavt niveau, hvorfra den ikke kan komme op uden hjælp.”

Hvis du vil hjælpe den sjællandske odder, så har Dansk Naturfredningsforening lavet en ganske særpræget guide på deres hjemmeside.

Foreningen vil gerne høre fra dig, hvis du finder odderekskrementer eller fodspor ved vandløb eller søer i Vestsjælland.

“I modsætning til minkens ekskrementer lugter odderens ikke af fisk. Så hvis du tør, er det en måde at teste ekskrementer på. Tag ekskrementerne med dig i en pose og læg dem i fryseren. Tag et foto af fodaftryk med din telefon. Læg gerne en mønt eller andet ved, så man kan se størrelsen,” skriver Dansk Naturfredningsforening på deres hjemmeside. 

Odderen bruger sine lange knurhår til at føle sig frem, når den jager om natten. Foto: Wikipedia Commons

Kort om odderen

Odderen er sky, så den er svær at få at se i levende live.
Odderen svømmer ved at bugte kroppen og halen frem og tilbage.
Pelsen er tilpasset livet i vandet. Den bløde underuld kan binde luftbobler til sig, så den både virker vandskyende og isolerer mod kulde. Udenpå underulden ligger lange dækhår, der bliver våde og glatte og skaber minimal modstand, når odderen glider gennem vandet.
Odderen er et af de største medlemmer af mårfamilien.

I midten af 1900-tallet fandtes odderen i det meste af Danmark, men gik siden voldsomt tilbage.

Først da der i midten af 1990’erne blev lovgivet om stopriste i fiskeredskaber og foreslået etablering af odderpassager langs vandløbspassager under veje, begyndte odderbestanden så småt at komme på fode igen.

I dag findes odderen i det meste af Jylland, på baggrund af ekskrementanalyser blev den i 1995 registreret igen på Vestsjælland. Bestanden er stadig i fremgang.

Kilde: Naturhistorisk Museum, Skoven i skolen