02. december 2019
Paradisø skal sortere affald
Det er ikke nok at forbyde plastikposer. Den tropiske turistø Bali vil nu også tage hånd om de store mængder husholdningsaffald.
Balineserne skal nu lære at sortere affaldet ordentligt. Foto: CCBY soranyan
Bali har været meget i medierne i år, fordi øen forbød plastikposer og nogle typer af engangsplastik. Det skete efter flere års kampagne fra de to indonesiske teenagesøstre Melati og Isabel Wijsen.
Men det er ikke nok at forbyde engangsplastik, når øens indbyggere hver dag producerer over 4000 tons affald. Halvdelen af skraldet ender på overfyldte lossepladser, og den anden halvdel brændes af eller ender i floder og havet.
Derfor har Balis guvernør nu vedtaget, at øen skal indføre affaldssortering af både husholdningsaffald og affald fra virksomheder.
”Det skal selvfølgelig være den person, der skaber affaldet, der har ansvaret for at håndtere affaldet,” siger guvernøren ifølge Indonesiens statslige nyhedsbureau, Antara.
De nye regler giver borgerne ansvar for at sortere deres affald, mens myndighederne får ansvar for at oprette genbrugspladser, hvor folk kan aflevere skraldet.
Den slags genbrugspladser er blevet oprettet flere steder i Indonesien i de senere år. Til forskel fra danske genbrugspladser får folk ofte lidt penge eller nogle fødevarer for at aflevere materialer til genbrug. Nogle steder bliver pengene udbetalt, andre steder sparer landsbyer sammen i fællesskab til at investere i noget til lokalområdet, for eksempel at bygge en legeplads.
I de senere år er Bali i stigende grad blevet kritiseret for at lade affald og turisme ødelægge øens naturlige skønhed. Guvernøren håber, at forbuddet mod engangsplastik vil fjerne 70 procent af plastikaffaldet, og at den bedre håndtering af husholdningsaffaldet vil hjælpe yderligere. Ifølge avisen Jakarta Post barsler Bali også med at lægge en afgift på 10 dollars på hver af de cirka seks millioner turister, der hvert år besøger øen. Pengene skal efter planen bruges på at bevare øens natur.