24. oktober 2021
Regnbue over Canada: Ny lov mod omvendelsesterapi
Det skal være forbudt at ”omvende” LGBT+-personer med forskellige former for tvivlsom terapi.
Justin Trudeau har lovet at gøre loven til en topprioritet, hvis han bliver genvalgt som præsident. Foto: Joy Real on Unsplash
I Canada er en historisk lov blevet vedtaget af parlamentets underhus, hvor hele 263 stemte for og kun 63 stemte mod. Loven vil gøre det forbudt at tvinge LGBTQ+-personer i omvendelsesterapi. Den kan dog først blive endeligt vedtaget i Senatet efter Canada har afholdt valg. Canadas premierminister, Justin Trudeau, har lovet at gøre det til en topprioritet, at loven bliver vedtaget, hvis han bliver genvalgt.
”Den er ikke en terapiform, som på nogen måde anerkendes fagligt,” siger Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef hos LGBT+ Danmark, og fortsætter:
”Love mod omvendelsesterapi kan hjælpe folk, der er LGBTQ+, med at sige fra eller anmelde dem, der stadig praktiserer den”.
Selve ens kerne bliver udskammet
En undersøgelse fra 2020 viser, at i Canada har cirka 47.000 mænd fra seksuelle minoriteter oplevet omvendelsesterapi. Omvendelsesterapi har til formål at omvende LGBTQ+-personer til ciskønnede heteroseksuelle. Det kan foregå gennem bøn, adfærdsregulering eller psykoanalyse. Nogle steder bliver der brugt mere ekstreme metoder som elektrochok, vold eller seksuelt misbrug. Susanne Branner Jespersen fortæller:
”De bliver udsat for voldsom nedgørelse. De får fornemmelsen af, at der er noget galt med dem, og de er essentielt forkerte som mennesker og burde ændre sig. Det kan tage årevis at komme sig over, at selve ens kerne-identitet er blevet udskammet”.
Den nye lov vil ikke kun gøre det forbudt i Canada at tvinge LGBTQ+-personer til at gennemgå omvendelsesterapi. Den vil også gøre det forbudt at tjene penge på omvendelsesterapien, praktisere den og reklamere for den. Canadas justitsminister tweetede om loven, at hvis den blev en realitet, ville det være den mest progressive og omfattende lov mod omvendelsesterapi i verden.
Psykiske og fysiske konsekvenser
Susanne Branner Jespersen fortæller, at det er blevet påvist, at omvendelsesterapi ikke virker. Til gengæld er den utrolig skadelig og har sundhedsmæssige konsekvenser for de børn og voksne der gennemgår terapiformen.
”Der er stigende bevidsthed om, at det er en overtrædelse af menneskerettighederne,” siger hun.
Et problem med Canadas nye lovgivning kan dog være, når en LGBTQ+-person ikke bliver tvunget til at gennemgå et omvendelsesforløb, men gør det af egen fri vilje. Susanne Branner Jespersen mener dog, at der sker indirekte tvang:
”I nogle religiøse samfund, er det meget tabuiseret og forkert at være andet end ciskønnet heteroseksuel. Derfor tager LGBTQ+-personen frivilligt til omvendelsesterapi for at få nogle metoder til at blive ”normal” og accepteret i fællesskabet,” fortæller hun og afslutter:
“Det er ikke kun dem, som tvinger LGBTQ+-personer til at gennemgå omvendelsesterapi, der bør straffes, men også dem, der praktiserer tilbuddet. Sagt på en anden måde, tilbuddene burde ophøre med at eksistere”.
Det sagde Justin Trudeau om omvendelsesterapi til et pressemøde:
“Det er ikke i orden, at nogle bliver fortalt, at de er ødelagte, ufuldkomne, eller at der er noget galt med dem. Det er den opfattelse som omvendelsesterapi giver dem, og det er skadeligt”.
Selvmordstanker efter omvendelsesterapi:
LGB-personer, der har gennemgået omvendelsesterapi har større risiko for at udvikle selvmordstanker end LGB-personer, der ikke har gennemgået omvendelsesterapi:
- De har 92 procent større risiko for at have selvmordstanker hele livet.
- De har 75 procent større risiko for at planlægge et selvmordsforsøg.