Sakunthala og Logeswari sparer timer hver dag: Millioner af indiske kvinder slipper for at slæbe vand

Vandforskeren har hænderne i luften

Vandhanerne er ikke kun en historie om kvindernes historiske slid og slæb og om sparede arbejdstimer. Det er også et kæmpe sundhedsfremskridt.

”Det her, det er dælendulme godt,” siger Peter Kjær Mackie Jensen.

Han er lektor på Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab og ekspert i rent vand. I 30 år, fra ørkenen i Pakistan til slummen i Bangladesh, har han forsket i sammenhængen mellem kvantitet og kvalitet af drikkevand, sanitet og diarrésygdomme.

Manglen på rent vand er nemlig et enormt sundhedsproblem. Beskidt drikkevand, manglen på vand til hygiejne og dårlig sanitet hænger sammen med en lang række sygdomme som kolera, dysenteri, hepatitis A, tyfus og polio, samt en perlerække af fattigmandssygdomme som trachom – verdens største kilde til smitsom blindhed – eller guineaorm, en forkrøblende parasit der kan vokse sig op til en meter lang inde i kroppen.

Og så selvfølgelig diarré.

I Danmark er diarré ikke særligt sjovt, men trods alt næsten altid ufarligt. Men i fattige lande betyder diarré mange mistede skoledage og er en vigtig årsag til underernæring. Og så er det en stor dræber. Selvom dødsfaldene er faldet med næsten to tredjedele siden 1990, hvor der døde næsten tre millioner mennesker årligt, koster diarré stadig over en million mennesker livet om året på verdensplan.

En tredjedel af dem er børn under fem år, og knap hver tiende af de børn er indere. Hver dag dør der 100 børn af diarré i det store land.

Men det vil alle de mange nye vandhaner i de fattige indiske hjem være med til at ændre, mener Peter Kjær Mackie Jensen.

”Det her bliver et kæmpe fremskridt mod børnediarré,” siger han. ”Jeg sidder med hænderne oppe i luften”.

Han hæfter sig ved, at Jal Jeevan Mission ikke bare skal have en vandhane, men at husstandene skal modtage 55 liter vand per person om dagen.

”Det passer lige med, hvad min forskning viser. Store mængder vand er vigtigt,” forklarer han. ”Omkring 50 liter dagligt er et godt niveau”.

Faktisk har langt de fleste mennesker i verden adgang til rent drikkevand. Det havde Sakunthala og Logeswari jo også dengang, de blev nødt til at hente vand ved den offentlige håndpumpe. Problemet er, at selvom det sådan set er simpelt nok for de fleste at få nok rent vand til at drikke, til madlavning og håndvask efter toiletbesøg, så er der ikke altid nok vand til at vaske sin gryde og sin kniv, sit bord og sit gulv, sine kopper og tallerkener. Og Peter Kjær Mackie Jensens forskning viser, at tilstrækkelige mængder vand til basal hygiejne og rengøring er lige så vigtig som rent drikkevand, når det gælder diarré.

Og så kommer vi tilbage til problemet med at hente vand fra en vandpost.

”Hvis man skal bruge en time på at hente 15-20 liter vand,” siger Peter Kjær Mackie Jensen, ”så er det jo umuligt for én kvinde at hente de 50 liter til hver person, som man burde have. Det er der jo ikke timer nok til i døgnet. Så man får mindre vand, end der er brug for. Og så sparer man på vandet til rengøringen, for hvis man tømmer hele sin spand på at vaske op efter maden, så skal man jo afsted igen”.

Det er derfor, at det virkelig vil batte på sundhedsfronten, at der kommer vand i hanen.

”Med de her mængder kan vi begynde at eliminere de smitteruter i husholdet, som man kun kan bekæmpe med basal husholdningshygiejne. Når det gælder adgangen til vand, så skal kvalitet og kvantitet gå hånd i hånd,” siger Peter Kjær Mackie Jensen.

Fremskridt trods fejl

Den store Jal Jeevan Mission er ikke rullet ud uden problemer. For det første er deadlinen for projektet allerede blevet skubbet tilbage, fra 2024 til 2028. For det andet er der en hel masse problemer – bogstavelig talt millioner af fejl: Ødelagte vandrør, beskidt eller manglende vand, selvom rør og vandhaner er blevet installeret. Nogle steder er der blevet lagt rør ud, men ikke boret brønde, andre steder er brøndene godt nok borede, men rørene mangler. Den indiske presse har bragt mange historier om folk, der er blevet lovet vand gennem det store prestigeprojekt, men som stadig må vandre i timevis med store dunke og kander.

Den indiske regering erkender problemerne, og centralregeringen har givet bøder til flere delstater, der har kludret i udrulningen, eller har krævet offentlige støttepenge tilbage, der skulle være gået til vandrør og brønde. Ifølge tal fra det indiske Ministerium for Vandressourcer er omkring hver fjerde vandhane ”ikke funktionel”, hvilket både dækker over grej, der ikke virker, og manglende vandmængde eller -kvalitet.

Men på trods af den høje fejlprocent er det alligevel et kæmpe fremskridt. Siden 2019 har inderne bygget 125 millioner vandhaner ude i landområderne – og selvom trækker vi den fjerdedel fra, der ikke virker, er der stadig omkring 95 millioner indiske hjem, der nu kan dreje på en hane i stedet for at skulle trave afsted, når de bliver tørstige.

Vandprogrammet er bare ét af en række store, sociale programmer, der skal forbedre hverdagen for de fattige i Indien: smittefrie toiletter i alle landsbyer, billig gas til madlavning (der forbedrer den indendørs luftkvalitet markant i forhold til madbål), tilskud til sundhedsforsikring og mere endnu. Det er en del af premierminister Modis – der selv er vokset op i fattigdom – prestigeprojekter, og selvom vandhaneprogrammet jo officielt hedder Jal Jeevan Mission, kender både Sakunthala og Logeswari det som Modi-ordningen, så det er også projekter, der skal vise befolkningen, at Indiens stærke mand har deres bedste for øje.

Spildevand til bananpalmen

Uanset om vi kalder det Jal Jeevan Mission eller Modi-ordningen, så er det noget, der forbedrer livet i Vellalapalayam – også selv om arbejdet med at lægge rør og installere vandhaner langt fra er færdigt i byen.

”Før var der kun 25 offentlige vandposter, hvor vi kunne hente vand,” forklarer Ramesh, der arbejder med vandforsyningen i Vellalapalayam. ”Gennem de sidste to år har omkring 1.000 ud af de 3.500 husstande i landsbyen fået vand,” siger han.

Han forklarer, at byen før havde fem store vandtanke, hver med 30.000 liter vand. Gennem Jal Jeevan Mission er der blevet bygget to ekstra vandtanke. Motorer pumper vand fra brønde til tankene, der så leverer vand enten om morgenen eller aftenen til forskellige gader i byen. Ligesom Sakunthala og Logeswari har beboerne vand tre timer hver anden dag.

Ramesh fortæller, at de renser vandtankene i Vellalapalayam to gange om måneden, og at han skal filme tankene både før, under og efter rengøringen, så det vigtige rengøringsarbejde kan blive dokumenteret. Og han er blevet uddannet i at rense vandet med klor efter strenge instrukser.

”Og efter hver rensning bliver vandkvaliteten testet,” forklarer han.

Som en del af det store program er der ikke bare lagt vand ind i mange millioner bygninger, der er også blevet oprettet næsten 3.000 laboratorier til at teste vand, og hundredtusindvis af lokale er blevet uddannet til at teste vandet ude i felten.

Nu fortsætter arbejdet med at få flere vandhaner installeret i Vellalapalayam frem mod 2028. For Sakunthala og Logeswari er dagligdagen allerede blevet nemmere.

”Jeg har vand herhjemme til at drikke og lave mad, vaske og gøre rent. Spildevandet hælder jeg på min bananpalme,” forklarer Logeswari.

”Det var så svært at få vand tidligere,” siger hun.

”Nu er det ikke så svært for kvinderne at få vand”.