Selvom Island er verdens mest ligestillede land, strejkede hver fjerde islænding for kvinderettigheder

Der er ikke noget land i verden, hvor der er fuldkommen ligestilling mellem kønnene – men i nogle lande går det bedre end i andre.

Vores nordiske naboland Island bliver ofte fremhævet som det mest ligestillede land i verden. I 14 år i træk har Island scoret førstepladsen på ligestillingsmålingen the Global Gender Gap Report, og i 2022 blev Island ovenikøbet det første land i verden til at modtage et guldcertifikat fra FN’s Udviklingsprogram for landets indsats for ligestilling mellem kønnene.

Men det betyder ikke, at islændingene er i mål. For nylig gik mange tusindvis af mennesker på gaden i hovedstaden Reykjavik for at sætte fokus på, at der stadig er problemer med vold mod kvinder og manglende ligeløn.

Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir er professor i kønsstudier på Islands Universitet. Hun har en hel liste af årsager til, hvorfor Island er så godt med, når det kommer til ligestilling. Hun peger både på, at kvinderne har været en del af arbejdsmarkedet længe, at kvindesagsbevægelsen står stærkt, og at der har været politiske partier udelukkende med kvinder opstillet.

Lad os dykke ned i Islands ligestillingshistorie.

Mange kvinder har været på arbejdsmarkedet

“Først og fremmest er der en meget lang tradition for kvinder, der udfører betalt arbejde, i Island,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir over en videoforbindelse.

”De første statistikker, vi har, er fra 1930. Allerede dengang var en tredjedel af kvinderne på arbejdsmarkedet. Og så steg antallet drastisk efter krigen.”

Hun tror, det blandt andet er, fordi der sjældent har været problemer med arbejdsløshed i Island, så der har været brug for alle arbejdende hænder. Det betyder altså, at det ikke kun har været mændene, der har været ude og tjene penge.

Alligevel tjener kvinderne i Island stadig mindre i løn end mændene i dag.

”I forhold til økonomi, så er der stadig en stor lønkløft, på trods af, vi har kønskvoter for bestyrelserne i virksomheder og en ligelønslov,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir.

En gammel og stærk kvindesagsbevægelse

”Man kan også nævne den lange historie, som kvindesagsbevægelsen har i Island,” fortsætter Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir. ”Den første kvinderettighedsforening blev oprettet i 1907, og den står stadig stærkt.”

Foreningen har navnet Kvenrettindafelag Íslands, og findes altså stadig i dag.

”Vi havde en meget, meget stærk #metoo-bevægelse. Jeg tror, den var exceptionel stor,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir og fortsætter:

”Så der er mange indikatorer på, at kvindesagsbevægelsen er stærk, hvilket jeg tror er med til at skabe mere opmærksomhed på problemerne og bidrager til lysten til at kæmpe. Det er inspirerende, og det giver styrke. Det er ligesom at have en levende historie.”

Partier kun med kvinder

Når man spørger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir, hvorfor Island scorer højt på ligestillingsscoren, lister hun altså flere årsager op – men hun har også et forbehold. Hun mener, at det også handler om, hvordan organisationen World Economic Forum, der står bag the Global Gender Gap Report, har sat deres indeks sammen.

“Indekset er lavet af fire søjler, som så er bygget op med flere underkategorier. Det er sundhed, uddannelse, økonomi og politik. Og det er den fjerde søjle, som får Island til tops,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir og peger på, at Island eksempelvis ligger nummer otte på FN’s Udviklingsprograms Gender Inequality Index. Her har Danmark førstepladsen.

”Jeg plejer at sige, at man ikke skal tage det alt for seriøst, for det er en menneskeskabt konstruktion, og imens vi måler på nogle ting, er der andet, vi undlader,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir.

Men når det kommer til politik, har kvinderne på Island historisk haft en plads ved bordet. Verdens første kvindelige demokratisk valgte præsident var islandske Vigdís Finnbogadóttir, som sad på posten fra 1980 til 1996. I dag er næsten halvdelen – 47,6 procent – af det islandske parlament kvinder.

En af årsagerne er, at Island har en historie for at have ”kvennalistinn” – altså politiske partier udelukkende med kvinder opstillet.

”Vi har haft de særlige kvindepartier i en tredjedel af det sidste århundrede, og det er en vigtig del af Islands historie – og Islands kvindehistorie. Det er noget, der bliver holdt i live,” fortæller Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir.

En fjerdedel af befolkningen gik på gaden

Alligevel er Island ikke i mål. Den 24. oktober gik islændingene på gaden på 48. året for en historisk stor demonstration, der blev kaldt ”kvindernes fridag.”

”Vi har haft dem flere gange. Den første gang var i 1975, men vi har også haft dem i 1985, altså 10 år efter, i 2005, 2010, 2016, 2018 og så nu i 2023,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir.

Det var altså ikke første gang, Islands kvinder gik på gaden – men Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir tror til gengæld, at årets strejke er den største af sin slags. Det er anslået, at 100.000 deltog. Det er cirka en fjerdedel af Islands befolkning – også landets statsminister, Katrín Jakobsdóttir, var med.

Modsat demonstrationen for 48 år siden, der kun var for kvinder, var både kvinder og ikke-binære personer opfordret til at gå med på gaden i år. Den feministiske bevægelse omfavner nemlig også LGBT+-personers rettigheder i Island.

”Det viser den inkluderende tilgang, der er i kvindesagsbevægelsen i Island,” siger Þorgerður Jennýjardóttir Einarsdóttir.

”De har også gjort meget for at række ud til indvandrerkvinder, så kvindesagsbevægelsen forsøger at være opmærksom og inkluderende.”

Og der var altså et klart budskab fra alle dem, der var på gaden, fortæller professoren:

”Den officielle udmelding fra organisatorerne er, at de kræver, at kønsbaseret vold bliver stoppet, og at kvinder og ikke-binæres bidrag til samfundet bliver anerkendt og belønnet. Så de ville demonstrere vigtigheden af dem i deres samfund.”