Tankeklima med Anders Hentze ”Vesten har gennem de seneste 30 år været drivkraften bag en globalisering, som relaterer til en klode, der ikke findes”

Det føles ofte som om, at vores kære blå planet roterer ud af kontrol, og den ene krise følger den anden. Samtidig er verden i gang med en kæmpe omstilling. Derfor inviterer vi med jævne mellemrum en tankevækkende dansker ind i spalterne for at tage temperaturen på tidens ”tankeklima” og give os anderledes perspektiver på bæredygtighed. Denne udgaves gæst er landechef for Dansk Kulturinstitut i Brasilien, Anders Hentze.

Hvordan bliver du påvirket af alle de kriser, som verden i dag befinder sig i?

Jeg får et akut behov for at handle for at kunne holde det ud. Sideløbende bliver jeg både frustreret over, hvor lidt jeg kan gøre og taknemmelig for, at jeg er i en position, hvor jeg trods alt kan gøre noget -selvom jeg sidder her i et gigantisk land med et lille team og repræsenterer et lille land. Det sætter en masse tanker i gang om dynamikkerne mellem det globale syd og det globale nord. Det globale nord er nødt til at lytte mere aktivt, hvis vi skal løse verdens globale udfordringer. Mange gamle sår skal heles. Men lige nu er der en fornyet optimisme i Brasilien, og det suger jeg til mig i store drag, og prøver at kanalisere det ud i alle vores projekter.

 Hvad er den sidste krise, som du er kommet stærkere ud af?

Når man skal lære nye ting, ender man ofte i en mindre krise, for det er sjældent over night, at brikkerne falder på plads. Men skridt for skridt sker der noget, og så åbner en ny verden sig. Siden jeg kom til Brasilien, har jeg med stor appetit kastet mig ud i projekter om store, komplekse emner, som jeg ikke vidste så meget om i forvejen. Især bæredygtighed, sameksistens og mangfoldighed fylder meget for os i Dansk Kulturinstitut, og derfor har flere af vores projekter bevæget sig væk fra klassiske kunstprojekter og taget favntag med nogle af de helt store samfundsudfordringer. I vores arbejde med mobilspillet ”PoN!” – hvor unge brasilianere lærer om klimakrisen i rollen som bæltedyr – fik jeg f.eks. brug for en dybere forståelse for filosoffen Bruno Latours tanker, for spillet baserer sig på hans bog, ”Politics of Nature”. Latour påpeger bl.a., at vi i Vesten gennem de seneste 30 år har været drivkraften bag en globalisering, som relaterer til en klode, der ikke findes – en utopisk klode med uendelige ressourcer. Og vi hævder samtidig at være de rationelle og objektive! Det paradoks illustrerer, at vi vesterlændinge med fordel kunne interessere os mere for at nuancere vores forståelse af os selv i verden.

 Har du i nyere tid ændret holdning til noget i forhold til bæredygtighed?

Jeg har for alvor fået øjnene op for betydningen af mangfoldighed i bæredygtighedsdebatten. Det tog fart under corona, hvor den offentlige samtale flyttede sig 100 procent til det digitale rum, og på den måde ophævede, hvad der var nært og fjernt. I Brasilien betød det, at nogle befolkningsgrupper, der ellers lever i samfundets periferi, pludselig kom mere ind i mainstream. Universiteterne åbnede sig, og blev nærmest til ét stort digitalt folkeuniversitet, hvor f.eks. indfødte tænkere som Ailton Krenak, Kopenawa og andre var med i et hav af tværgående debatter med forskere, kunstnere og aktivister. De videnskultursmøder rykkede! Som den portugisiske sociolog Boaventura Santos siger, har vi ”…brug for at udvikle et økosystem af viden, der er større og rigere, end det, vi vesterlændinge – i koloniseringens navn – hidtil har tilladt”. Jeg synes, der skete noget på den front lige der, som gav det et skub herovre.

 Hvad er din bæredygtighedskæphest, som andre ikke kender eller værdsætter nok?

Det er de postkoloniale skævheder i klimadebatten. Klimakatastrofen viser nye sider af den globale ulighed og historien bag. Gennem kolonisering, industrialisering og globalisering har den vestlige kultur opnået en historisk enestående global dominans. På den anden side lever man i et land som Brasilien i en postkolonial virkelighed, hvor fortidens traumer kommer til udtryk i en enorm ulighed og systemisk racisme i hverdagen – og det påvirker selvfølgelig også engagementet i klimakampen. Det bliver hurtigt en elitær og fjern snak for en ung brasilianer, hvis det globale nord tager patent på løsningerne på et globalt problem, som det selv har skabt. Der skal virkelig lyttes og bygges bro. Men som med alt i Brasilien er også denne snak kompleks. Det er et af de lande, hvor der dræbes flest miljøforkæmpere, og alligevel skriver medierne hellere om Greta. I PoN-projektet bruger vi spillet til også at tale om klimaaktivismer, altså i flertal, så de unge bedre kan se sig selv i det.

 Hvad gør dig håbefuld for tiden?

Jeg ser kultur som en drivkraft mod en grønnere og mere bæredygtig verden, og oplever en stigende interesse for netop den kulturelle dimension i klimakampen. Og det gør mig håbefuld. I det kulturelle arbejde kan vi skabe oplevelser, der nuancerer den mellemfolkelige forståelse, og styrker bevidstheden om, hvad man kan gøre som individ og som samfund, på tværs af landegrænser. For at skabe en mere bæredygtig verden, skal vi engagere os i fællesskabet, tage vare på de lokale ressourcer, og agere ud fra, at vi er afhængige af hinanden både lokalt og globalt.