Vi nærmer os et gennembrud for beskyttelsen af vores verdenshave

Der blev for nylig skabt et håb om, at vi snart for alvor kan beskytte mindst 30 procent af vores verdenshave fra at blive ødelagt.

I starten af juni blev FN’s havkonference afholdt i Nice, hvor næsten 20 lande – heriblandt Danmark – pludselig kom op ad stolen og tilsluttede sig FN’s havtraktat om biodiversitet i det åbne hav, den såkaldte High Seas Treaty, mens 19 andre lande har lovet at følge trop inden udgangen af året.

Dermed har 50 lande i dag tilsluttet sig aftalen, og vi er derfor kun 10 lande fra at ramme det magiske tal 60 som betyder, at målet om at beskytte næsten en tredjedel af det åbne hav uden for territorialfarvandene inden 2030 er lykkedes.

Der er også brug for, at vi beskytter havene, eftersom 40 procent af verdens have i dag er stærkt belastet af blandt andet forurening, overfiskning og ødelæggelse af rev. En tredjedel af verdens fiskebestande bliver samtidig overfisket, plastikforurening er tidoblet siden 1980, og to tredjedele af havet er væsentligt forandret til det værre på grund af mennesker.

Heldigvis sker der store fremskridt. De seneste år er en række lande verden over blevet enige om flere store internationale aftaler for at beskytte verdenshavene.

FN har blandt andet i 2016 indgået en aftale om at standse ulovligt fiskeri, og i 2022 indgik organisationen ’Naturens Paris-aftale’ vis store mål er, at 30 procent af kloden skal være beskyttet natur inden 2030. Det gælder både 30 procent af landjorden og 30 procent af havet. Netop denne aftale skal High Seas Treaty hjælpe med at opfylde.

Hvad er High Seas Treaty?

High Seas Treaty blev vedtaget i FN’s hovedkvarter i New York for to år siden, men det tog også 20 år for verdens lande at nå til enighed om at udarbejde en aftale om, hvordan de bedst kan beskytte verdenshavene.

Derfra har kampen handlet om at få landene til rent faktisk at tilslutte sig den aftale, de blev enige om i 2023. Hvilket kan tage lang tid, da aftalen skal implementeres i hvert lands lovgivning.

Siden 1982 hvor FN’s havretskonvention trådte i kraft, har hvert land haft ret til at bestemme inden for 200 sømil (370 kilometer) fra landets kyst. Flere lande har allerede beskyttede havområderne indenfor deres egne grænser.

Den nye havtraktat gælder alt udover grænsen på 200 sømil – altså, det internationale farvand, hvor ingen lande har ejerskab, men hvor der er allemandseje, og hvor ingen lande har ret til at begrænse muligheder for at fiske, forske og fragte skibe. Det betyder også, at der nærmest ingen beskyttede havområder er i det internationale farvand. Det er faktisk kun 2,8 procent af verdens samlede havareal som er under effektiv beskyttelse.

Når havtraktaten træder i kraft, giver det mulighed for at oprette store beskyttede havområder på det åbne hav. Det gælder også havbunden og undergrunden, hvor der muligvis ligger eftertragtede mineraler som også kan bruges i den grønne omstilling.

Hvor, hvornår og hvordan?

Som nævnt kræver det, at 60 lande tilslutter sig aftalen før den kan træde i kraft. Det sker 120 dage efter, det 60. land har tilsluttet sig aftalen. Herefter er landene forpligtet til at leve op til aftalens bestemmelser.

Men bestemmelserne er stadig uklare. For hvor skal havet beskyttes, hvem skal have ret til havets ressourcer i et område som alle ejer, og hvordan skal alle detaljerne i aftalen implementeres? Alt dette skal landene også diskutere på traktatens første konference (Conference of Parties), der skal afholdes indenfor ét år efter, at traktaten er trådt i kraft. Det er også kun lande, der har tilsluttet sig aftalen, der har en stemme.

Der er allerede nogle områder på tale som de første mulige beskyttede marineområder nogensinde, de såkaldte ’marine protected areas’ eller MPA’s.

Et område ligger i Sargassohavet øst for Nordamerika, som har en stor biodiversitet, og som er det eneste sted på Jorden, hvor amerikanske og europæiske ål yngler. Området er dog stærkt af præget af overfiskeri, forurening og klimaforandringer.

En af de helt store diskussioner gennem årene har været adgangen til havets ressourcer, men her har traktaten allerede sat nogle retningslinjer for, hvordan de skal fordeles, og her tages der især højde for udviklingslande.

Det præcise udfald af aftalen er dog stadig uklart. Når landene er nået til enighed om dét, skal nogen også stå for at kontrollere de beskyttede områder. Hvordan det skal foregå, vil tiden vise.