Verdensmål nummer to handler grundlæggende om at stoppe sulten i verden. Det omfatter både stop for tilfælde af akut hungersnød, hvor tusinder af mennesker i et område risikerer at sulte ihjel, og den mere skjulte sult, hvor millioner af mennesker i mange lande hver dag overlever lige på sultegrænsen, men ikke får tilstrækkelig mad til at leve et aktivt liv.
Siden 2000 er andelen af verdens befolkning, der ikke får mad nok, faldet fra 15 procent til 11 procent. Det er et stort fremskridt, men det betyder samtidig, at der stadig er ca. 795 millioner mennesker, der hver aften må gå sultne i seng.
De store sultkatastrofer er mere tydelige i medierne, men skyldes ofte forbigående fænomener som krig eller tørke, og vi har i de senere år set flere eksempler på, at det internationale samfund har forhindret sultkatastrofer med fødevarehjælp i en kortere periode, indtil folk igen kan dyrke deres egen mad. Senest i Etiopien i 2016.
Læs mere om Verdensmål 2 på Verdensmål.org.